Tegning: Claus Seidel.

SKU’

VI

IKKE

BARE

SPILLE

NOGET

MUSIK?

Ungdomsoprøret, et spøgelse fra 1968 – var det egentlig mere end noget go’ musik? Spørger Christian Lollike.

Manuskript og iscenesættelse: Christian Lollike. Musikalsk iscenesættelse: Tammi Øst. Scenografi: Bente Lykke Møller. Medvirkende: Marie Dalsgaard, Kristoffer Fabricius, Rasmus Fruergaard, Sicilia Gadborg Høegh, Karen-Lise Mynster, Peter Plaugborg, Johanne Louise Schmidt, Tammi Øst. DJ Turkman Souljah, Darmar GadFoss/Victoria Bech.

’68’ spiller på Skuespilhusets Store Scene indtil ????. Varighed: 1t 40 min. Uden pause.

****

”FOR mig er 68 et spøgelse, vi hele tiden hjemsøges af,” skriver Christian Lollike i programmet. Det er spøgelset, der optager ham. Myten.

KLART. Hvad der skete i 1968 og deromkring er en spøgelsesagtig klump i vores bevidsthed. Enhver har sin indgang til klumpen. Lollike har valgt musikken. Hans ’drama’ er en rivende flod af musik fra tiden. Rock i mange afskygninger, Beatles, Rolling Stones, Bob Dylan, Janis Joplin og meget mere.

MIN egen indgang til 68 er også fuld af spøgelser. Larmende og sprællevende. I 68 var jeg den kultiverede kronikredaktør på Ekstra Bladet, der kunne stille på chefredaktørens kontor langhåret, med bare tæer og iført afghanerpels for at diskutere kronikker af særeste art – en kronik kunne hedde ’Spræng fabrikker i luften’, en anden var skrevet af en flok unge damer, der krævede, at jeg skulle tilføje et d i parentes, hver gang, der stod et ’man’ i deres kronik om kvindekampen. Også musikken hjemsøgtes jeg af, rasende konfrontationer i Det Unge Tonekunstnerselskab mellem fraktioner i det såkaldt seriøse musikliv. Ekstatiske besøg i Jazzhus Montmartre i Store Regnegade, hvor vi lyttede os gråhåret eller dansede til vi segnede.

VIRKELIGHED og spøgelser i syndig forvirring. Rasende forsøg på at finde sit præcise – lyksalige eller uforløste – ståsted i de kulturskred, vi nu knytter til 68, studenteroprør, forældreautoritet, kønsdrift i veritabel drift, slumstorm, kollektiver. Alt det, eller i hvert fald meget af det, Lollike har fat i med sit pudsige stykke, der nu tilbageskuende vakler på den skønneste måde mellem at lade de medvirkende være halvt hippier, halvt småborgerlige tøser og fyre, det ene øjeblik tordnende løs med hele kataloget af storladne visioner om fred, fællesskab, fri sex, kapitalens endeligt og jordisk lykke. Det næste sunket sammen i knæene med et ’Ka’ vi ikke bare spille noget musik’.

DET gør de så. Teatrets yngre skuespillere har meget at gøre godt med i sangstemmer og på instrumenter, og er det ikke nok med de go’e gamle og stadig livskraftige sager af Jimi Hendrix, Led Zeppelin og de andre kendinge, så er Tammi Øst leveringsdygtig med det ene og andet, f.eks. et arrangement for Kusse-orkestret, hvor tilmed et af medlemmerne fra sit blottede venusbjerg kunne fremdrage noget, som man ved første greb forestillede sig kunne være et pessar, der skulle kætterbrændes på bålet, men som viste sig at være et nedfældet manual til håndtering af ubegavede mænd og sikring af kvinderettighed.

PÅ en eller anden måde er det meget dansk, Lollikes stykke.  Ligesom Ungdomsoprøret er det. Maj 68 og hele det nu mytiske skred i vores livsopfattelse og livsførelse. Dansk på den måde, at vi mener det alt sammen så meget, og dog – ’skal vi ikke hellere spille noget musik?’ Som et dansk studenteroprør, der groft vurderet mest bestod i en flammetale af en student, der erobrer katederet fra universitets rektor, og rektor Mogens Fog, der takker for flammetalen og bad den unge mand sætte sig.

DER er – hårdt trukket op – over 68-stykket lidt af Schades digt om demonstranterne, der går hjem, fordi det regner.

DER er besnærende lune over mange af de situationer og replikker, Lollike har skrevet i 68. Men står han selv egentlig rigtig ved de voldsomme ordudladninger? Eller beskriver han mere sin usikkerhed om, hvor de befinder sig, spøgelserne. Og hvad de vil? Pigerne og drengene har deres lange hår hængende for ansigterne det meste af tiden. Formummede skjælme, der ikke opslår deres hjælme? De gjaldende, ideologiske gisp lyder lidt som skrift på papskilte. Og de enkelte, dramatiske udbrud fra fællesskabet i den syngende og spillende gruppe, som et par af pigerne foretager i pludselig selvhad til deres egen medvirken – er det for at demonstrere det danske ’Nu bliver der gået for vidt!’ Ro i klassen! Nu har vi pustet det hele for meget op. Skruet vores ambitioner om at skabe en ny og bedre verden for højt op – på samme måde som det syngende hold skruer Frank Zappas ’What’s the ugliest part of your body?’ en halv tone op vers efter vers, så de til sidst skriger sangen desperat?

ER danskere i virkeligheden mest til Tivoliballoner og konfetti – de balloner og den konfetti, Lollike lader regne over publikum ind imellem? Svaret blafrer i vinden med ballonerne. Og det er åbenbart dét, Lollike vil fortælle.

gregersDH.dk