HELVEDETS FORGÅRD

’Djævlene fra Loudun’ er vendt tilbage til Den Kgl. Opera som et eksplosivt trumfkort for Operaen.

Spiller indtil 26. marts på Operaen

******

VELKOMMEN til helvedes forgård. Det er dér, vi er på besøg. Med alt, hvad den kan trække af rædsler og uhygge.
Polakken Pendereckis opera ’Djævlene fra Loudun’ er et centralt værk i moderne opera. Allerede spillet og set i København i 1982, dengang i tyske Hans Neumeiers iscenesættelse. Nu med Keith Warner med pisken højt hævet. Operachefstillingen på Det Kgl. forlod han, så man dårligt nok nåede at se røgen af ham på gangene.
Og dog: Warner efterlod sig et par initiativer, f.eks. beslutningen om lade den australske iscenesætter David Freeman skabe en forbløffende teatralisering af Händels ’Messias’ – den vil blive hængende som herligt diskutabel. Men så også et par iscenesættelser fra hans egen hånd.
Dér vil man, gætter jeg, længe komme til at huske denne ’Djævlene fra Loudun’.

RÆDSELSHERREDØMME

Helvedets forgård. Og det vil sige et sted, hvor religiøst, katolsk sindssyge hersker med et despoti og et rædselsherredømme, som er det virkeliggjorte endepunkt for de fleste religioner. Ikke flere nævnt, men ingen glemt.
I den katolske kirke foregik det under inkvisitionen i renæssancen med groteske højdepunkter, da kirkeligt magtmisbrug blev stimuleret til vanvittige højder i kampen mod protestantisk reformation.
Keith Warner og hans scenograf, den polske Boris Kudlicka har skabt et sceneværk, der på genial vis bygger op omkring Pendereckis voldsomme og iskolde, enerverende, musikalske skildring af en affære i 1634 – samme år Christian 4. fejrede sin ældste søns bryllup med en fest, der lagde det halve Danmark i økonomisk ruin, men det er en anden historie – en affære, som bragte en præst i den lille franske by Loudun til skafottet med alskens grusom tortur undervejs, udmalet i operaen, så vi i visse øjeblikke lukker øjnene og ørerne. Der er ingen nåde.

STÆRK KOST

Præsten Urbain Grandier kan noget med damer, og damerne vil ham – ikke mindst de stedlige nonner med priorinden i spidsen – hun flipper totalt ud i en blanding af indestængt liderlighed og djævleangst og drives dermed af de gode kirkens mænd ud i exorcistiske øvelser, der i perversitet dækker over de herrers egne seksuelle frustrationer. Tina Kiberg synger og spiller hende ved denne 2. opførelse af operaen efter premieren i forgårs med vildskab, forskruet, desperat som denne priorinde Jeanne må være, forgabet, fortabt, forstyrret i hovedet.
Det er stærkt kost, som det var i den virkelige verden dengang, selvom dette spøgelsesagtige ragelse hørte til hverdagen og var et af fundamenterne til kirkens magtudøvelse.
Pendereckis partitur er et særsyn af sleben præcision, af understatement, af virkninger, der ledsager den grumme handling med en nerve, som skærer i sjæl og ører, men aldrig på en måde, der ikke virker konciperet som
indholdmæssig relevant.
Det er et lammende dramatisk orkester, der ud i alle facetter følger, ja ikke bare følger, men skaber dramaet, skaber den djævelske historie.

SCENESKIFT

Det forbløffende ved denne opsætning er, så filmisk den virker. Fra det første øjeblik, da de første cluster-akkorder i orkestret får vores nakkehår til at rejse sig, ser vil billeder. Billeder, der konstant skifter, klippes som i en film. Drejscenen på Operaen har vel aldrig været brugt så flittigt, så konsekvent, så logisk som i ’Djævlene fra Loudun’. Sceneskift efter sceneskift mellem diverse sovekamre, skriftestole, lønkamre, torturkamre og et morderisk laboratorium for et par retsmedicinere, der er kirkens håndlangere, etc. – skift efter skift turnerer det hele på drejescenen som indklip i en film, hele tiden med musikken som – nej, ikke som underlægningsmusik, scenerne pejler helt tydeligt ud fra impulserne i musikken.
Hverken orkestret eller sangstemmerne i denne opera byder i øvrigt publikum på afskrækkende hurdler – også sangerne har brillant sangbart stof at arbejde med. Ikke mindst i denne opsætning den altafgørende mandlige solist, den fremragende amerikanske baryton Louis Otey (fast arbejde på The Met), en sanger, der fylder sin pater Grandier med maskulinitet, charme og overbevisende selvkontrol og selvsikkerhed, selv i den yderste nødens stund. Helt overbevisende.
Ligesom koret præsterer det glimrende i de passager, der indfinder sig som dybt fascinerende blokke gennem operaen.  

DET FILMISKE

Vi ved alt om (ellers kan vi læse det i programmet), hvor afgørende Pendereckis musik har været for en lang række film, skrevet til dem eller med lån fra hans orkester- og sceneværker.
Men det er klart på Det Kgl., at opsætningen bevidst udnytter en filmisk klippemetode til at accelerere det visuelle i Pendereckis handlingsgang. At det lykkes som afspejling af Pendereckis partitur, er fortjenesten.
Jeg har ikke nævnt de mange, mange solister, der spiller og synger deres mere eller mindre sindsoprivende roller med glimrende effekt. Gert Henning Jensen, Sten Byriel, Michael Kristensen og Johnny van Hal er nogle af herrerne. Og blandt damerne: Randi Stene, Eir Inderhaug, Johanne Bock, Silja Schindler og Verena Gunz.
Det afgørende er, at opsætningen af denne djævelske opera lykkes i sin helhed, dirigeret af englænderen Lionel Friend.
Med denne djævelske og djævelsk dygtige forestillingen skal Keith Warner være tilgivet for, at han skred i svinget som operachef.

gregersDH.dk