'Dødsdansen' Grønnegårdstetret i Stærekassen 3.3.2012 Anm.

Henning Jensen og Solbjørg Højfeldt i ‘Dødsdansen’ (Tegning: Claus Seidel)
*

ÆGTESKABETS NON STOP

 

Strindbergs ’Dødsdansen’ sætter liv i den kongelige ’Stærekasse’ med et interessant initiativ af Grønnegaardsteatret og med Solbjørg Højfeldt og Henning Jensen i sam- og modspil lige efter bogen.

 

****

 
HOLDER det aldrig op? Siger Solbjørg Højfeldts Alice i slutningen af ’Dødsdansen’.
Siger hun. Hun spørger ikke. For hun er godt klar over, at det aldrig holder op. Strindbergs slutning på Dødsdansen er mere besk, end den lige ser ud i flugten. Med en Alice, som tager Henning Jensens Edgar i hånden, så de kan vandre ud sammen med en bemærkning om, at OK, så holder vi sølvbryllup. Trods alt. Og det skal nok gå alt sammen.
Men hele slagsmålet vil begynde forfra.
Stykket har vist ikke været spillet i København, siden Peter Langdahl iscenesatte det i 2003 på Betty Nansen, hvor han anbragte det blodtørstige ægtepar Alice og Edgar i en slags boksearena og lod dem æde hinanden med Peter Gantzler som den pæne gæst, der prøver at forsone hyænerne, men lusker væk, da han mærker, hvad han er blevet fedtet ind i.
Dén rolle er i Stærekassen Henrik Birchs, spillet helt efter bogen.

TÆMMET  UDGAVE

GRØNNEGÅRDSTEATRETS løsning med Solbjørg Højfeldt og Henning Jensen er affæren i tæmmet udgave. Solbjørg Højfeldt er ikke som Ulla Henningsen noget rovdyr, hendes bid er køligt nedtonede, som var hun i kløerne på en irriterende tandlæge, og med en konstant markering af trætheden ved igen og igen at stå model til en anstrengende og uomgængelig behandling, og her på den lille kaserne-ø i den stockholmske skærgaard: Et liv, der ikke mere leves, men slæber sig uhjælpeligt af sted, perspektivløst, under protest og i et tonefald, hvor uforskammethederne smitter mellem parterne som en galopperende influenza.
Først hen mod slutningen af det, der hos Strindberg forløber i tre akter, men hos instruktøren Alexa Ther og i Henning Jensens oversættelse er blevet en fortættet enakter, rykker det i denne Alice, så hun bliver skuespillerinden, der flammer op og røber i sit spil, hvad det er for en karriere, der er blevet kvalt af et ubegribeligt giftermål med en officer, der engang sikkert har været en flot fyr, men nu kun er en hul, gennemsigtig skal med et postulat af en karriere. Mislykket, selvhævdende og despotisk ud over alle grænser.

ILLUSIONERNE

DEN rolle mestrer Henning Jensen med militærisk og mekanisk præcision, hans henvendelser til fruen er som kommandoråb og ukvemsord til rekrutterne, replikkerne afleveret som smæld fra et af de geværer, denne kaptajn har skrevet en lærebog om brugen af, en præstation, han klamrer sig til som den eneste glorværdige i karrieren – bortset fra scoringen engang af den unge skuespillerinde, hvis løbebane, han har fået trukket ned på samme plan som sin egen militære. For ikke at sige: Fået lukket totalt af for.
Egentlig en ynkelig figur, Jensen skaber – tragisk er for meget sagt – ynkelig er ordet, Jensen ser på os som en golden retriever, hvis blik fortæller om umuligheden af at stille noget som helst op mod skæbnens tilskikkelser. Stemplet som taber. Og kun plads til desperate spjæt med illusionerne. 

TIDSBUNDET

TROR vi på den opslidende konfrontation mellem ægtefællerne? Ja, men egentlig mest som rekonstruktion af, hvad Strindberg har villet tænde af ægteskabeligt had og lemlæstelse, da han skrev ’Dødsdansen’ for over hundrede år siden. 
Det tidsbundne i tonen mellem de to understreges af uniformeringen, musikken, lyden af tikkende morse-telegraf til staklerne på den isolerede ø og Birgitte Mellentins scenografi med reminderne om Alice’s teatertid ophængt. Laurbærkransen, hun aldrig fik. Kostumerne, der ikke kom i brug.
For et par dage siden skrev vi om Bergmans ’Scener fra et ægteskab’, at kvinden Marianne tilhører en generation af selvstændige, veluddannede kvinder, som bøjer af under hårdt pres. 
Strindbergs Alice er yderligere en generation bagud. Hun bøjer ikke bare af under presset. Hun bukker under.
Det tidsbinder også fortolkningen. Spiller man ’Dødsdansen’ på de umiddelbart givne præmisser, skal man nok ikke regne med, at nye generationer vil genkende deres egne eller deres forældres livsmønstre. 

GregersDH.dk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Indtast captcha *