Kristian Halken som Scavenius i kløerne på den uberegnelige Hitler og hundehovedet Stauning (tegning: Claus Seidel)
SCAVENIUS PÅ MENTAL DØDSEJLADS
Provokerende portræt af en Erik Scavenius som et skvat, trængt op i en krog. Træt af det hele.
‘Scavenius’ på Bådteatret i Nyhavn. Dramatiker: Kristian Halken. Iscenesætter: Rolf Heim. Scenograf: Jonathan Hjorth. Medvirkende: Thomas Bang, Pernille Nedergaard Haugesen, Jeanette Lindbæk Birk og Kristian Halken (som Scavenius). Varighed: 1t 15 min. u. pause.
****
ELSKEDE Eric Scavenius tyskerne? Det vil nogle mene. Under 2. verdenskrig var han udenrigsministeren, der mingelerede Danmark gennem krigen med skiftende, forsigtige og smidige metoder. Det ene øjeblik stødte han ganske vist tyskerne på manchetterne og satte Hitler i et raseri, der bragte Danmark på katastrofekurs. Det næste øjeblik leflede han så energisk for tyskerne, at folk måtte tro, han befandt sig i et uanstændigt kærlighedsforhold til dem.
SÅ – elskede Scavenius tyskerne?
ELLER hvad? Vi overvejer. Stauning sagde engang om Scavenius: ”Man kan ikke sige, han er tyskvenlig. Den mand er overhovedet ikke venlig.”
MEN var han så en højt begavet politiker, der med blændende taktik og nøgtern beregning styrede Danmark gennem krigens trængsler? En mand der iskoldt stod model til hvad som helst af angreb for at være kynisk og beregnende?
DEN Scavenius, dramatikeren og skuespilleren Kristian Halken stikker os i næsen i sit stykke på Bådteatret, er hverken det ene eller andet. Snarere lidt af både og.
MEN han er først og fremmest skildret som et skvat. Skubbet rundt af Stauning, bragt helt fra koncepterne af Hitler, forvirret, ubeslutsom, rastløs, dinglevorn i sit forhold til både kone og elskerinde, en mand, der har sagt ja til noget, han vist ikke rigtig gider. I glimt med sin gamle snedighed på plads. Men mest forstyrret og usikker over for alle de beslutninger, han skal tage, offentligt og privat. En mand, der er overmandet af virkeligheden, træt af problemer, træt af at skulle leve op til sit image og forventningerne til ham. Bygget op, også i sit eget hoved, af en succes som udenrigsminister allerede under 1. verdenskrig, hvor hans image som sikker og målbevidst politiker, diplomat og taktiker gør ham til Danmarks redningsmand sammen med de radikale politikere, Ove Rode, Zahle etc. Men gider han i virkeligheden – vil han ikke hellere være i fred hjemme på sit gods Voergaard ved Sæby? Ikke være i fred for både kone og elskerinde? Kort sagt: Hvad er det, han har rodet sig ud i?
SÅDAN kan vi fortolke det resumé af handlinger, Kristian Halken lader ham tumler rundt i under Besættelsen. Meget foregår på togrejser – scenen i Bådteatret er bygget op som to kupeer adskilt af en dør, landskabet suser nogle gange forbi på vej frem og tilbage til Berlin, men der skal ikke mere end en enkelt stol ekstra til for, at vi er alle mulige steder i opgør med kone, elskerinde, Hitler, udenrigsminister von Ribbentrop eller Werner Best, den rigsbefuldmægtigede i Danmark.
FORVIRRINGEN i dette usædvanlige billede af Erik Scavenius understøttes uimodståeligt og tragikomisk af Rolf Heims iscenesættelse, der på Bådteater-maner opererer med hånddukker og stangdukker, som med dyrehoveder udleverer de forskellige personer med deres rasende udfordringer til Scavenius, ikke lader ham et øjeblik i fred, men er over den stakkels mand med deres krav, Stauning med et langskægget hundehoved, Werner Best med skarptandet ulvefjæs, Ribbentrop med myndefjæs over smokingen, kun Hitler behøver ikke meget ekstra, hans vrængende fjæs og brøleri skal kun have overskægget for at ligne en hyæne. Kun de to kvinder får lov at være fra menneskeriget. Hvad vi så skal lægge i dét.
DE forskellige roller spilles af Thomas Bang, Pernille Nedergaard Haugesen og Jeanette Lindbæk Birk, men Kristian Halken selv skaber en Scavenius-figur på ulyksalig jagt efter at finde sig selv, slippe for de andre, løse alverdens problemer i en slags erkendelse af,at han ikke magter noget af det alt sammen. Bare har anbragt sig i meningsløse situationer. Bevidst? Snarere skubbet derhen af tilskikkelsernes uberegnelighed.
DET er et fascinerende spil, der kommer ud af det, et tummelumsk menneske, en figur i en rolle, som han tilsyneladende ikke selv begriber, og som historien har anderledes skarptskårne beskrivelser af.
MÆRKELIGT tænkt og spillet af Kristian Halken og grebet med kyshånd af instruktøren Rolf Heim, af skuespillerne og af en skrap dukkemager som Katrine Karlsen.
gregersDH.dk
