DER SKAL DA STÅ ET STEINWAY

Dirigenten, jyske Mogens Dahl har på få år banket et utraditionelt koncerthus op ved Islands Brygge i København. Myten om, at det er hans kones virksomhed, der betaler gildet, vil han gerne aflive. Han kan selv. 

Interview: Gregers Dirckinck-Holmfeld
Foto: Jeppe Carlsen

——————————————————

”NU må vi have det på plads! Begynder også du nu at antyde, at det er min kone Jette, som driver værket her og betaler hele gildet? Overhovedet ikke!”
Jeg har ramt et ømt punkt hos Mogens Dahl.
Mange går rundt og tror, at det forbløffende fænomen ’Mogens Dahls Koncertsal’ ligger dér ude ved Islands Brygge i al sin elegance som et produkt af, at Mogens Dahls kone er nærmeste nabo med sit blomstrende firma VIPP.
”Koncertsalen er helt mit eget projekt,” siger Mogens Dahl indigneret, ”Det andet er en myte!”
Men åbenbart en myte, der er svær at aflive. Fordi projektet ligner en umulighed: At få succes med en koncertsal til klassisk musik uden en krone i hverken offentlige eller private tilskud.
Nogle synes tilmed, det er interessant at føje til, at den virksomhed, Mogens Dahls kone driver, handler om produktion af skraldespande. En produktion, som er en verdensomspændende succes. De smarte skraldespande i alle formater står overalt. På hospitaler, i virksomheder, i private hjem. Klar til at få låget vippet op med et tryk på pedalen. Kombinationen skraldespande/klassisk musik er nem at muntre sig over. For nem.
Vi vil under alle omstændigheder gerne have sammenhængen ordentlig klarlagt.
Ikke mindst efter at Mogens Dahls Koncertsal nu igen har lagt rum til international, musikalsk topkvalitet. Børsens anmelder skrev for nylig om den verdensberømte Juilliard Quartet’s besøg i koncertsalen: ’Guderne må vide, hvordan det er lykkedes Mogens Dahl at lokke den legendariske Juilliard String Quartet til sin koncertsal på Islands Brygge – nu for anden gang.’

”Det var da også banebrydende for mig, da jeg fik dem til at komme, allerede første gang,” siger Mogens Dahl. ”Det var gennem min kontakt i agenturet Tivoli Artists. Vi fik dem overbevist om, at de kunne være med til at hjælpe noget nyt i gang. Jeg forklarede selvfølgelig, at det var et ydmygt lille sted. At vi ikke havde ret mange penge. Alligevel sagde de ja. Og nu kom de så igen for nogle uger siden. De sagde oven i købet: ’Ih hvor er det dejligt at være tilbage!’”

– Det må være en dyr spøg.

”Ca. 60.000 kr. Det er altså ikke dyrt. Strygekvartetter er i det hele taget ikke det dyreste. Altså, hvis vi tænker på sangere, f.eks. Bo Skovhus, som er vores ’artist in residence’ i år. Han kommer to gange nu og får 80.000 for den ene koncert og 110.000 for den anden. Han er ellers vanvittig dyr, hvis du skulle betale den fulde pris. For slet ikke at tale om den norske pianist Leif Ove Andsnes. Han får normalt 150.000 for en koncert. Men ham fik jeg billigere, fordi han synes, det er et hyggeligt sted, som han gerne vil støtte.”

– Alligevel. Hvordan kan dét løbe rundt? Du har kun plads til 220 i salen…

”Nu spørger du vel igen, om det er min kone, der betaler åbner tegnebogen. Nej, det er ikke! Økonomisk er der helt vandtæt mellem vores virksomheder. Hun ejer bygningerne, og jeg betaler husleje til hende. Omkring 70.000 om måneden. Det er markedspris. Vores virksomheder ligger dør om dør, men forretningsmæssigt er de helt adskilt. Noget andet er, at det er vigtigt, vi ligger ved siden af hinanden. Der er en synergieffekt mellem Jettes kunder og mine kunder.”

– Hvordan?

”Folk kommer begge steder, fordi de kan lide kvalitet. Og det er da klart: Jeg har lært en masse af hende om administration og økonomi, lige siden jeg kastede mig ud i det her projekt i 2004. Jeg havde overhovedet ikke forstand på økonomi og bogholderi, da det hele begyndte. Nu går det rigtig godt.”

– Det er stadig svært at forstå, hvordan det kan lade sig gøre.  

”Det kan jeg heller ikke altid selv forstå. Men det er nok stædighed, der bliver belønnet. Da vi havde fået bygningerne restaureret – det var gamle stalde til et bogtrykkeri, bygget for over hundrede år siden – og åbnede med den første koncert i 2006, blev der solgt 10-15 billetter. Jeg inviterede 30 selv, for at det skulle se ud af noget. Den sæson gav et dundrende underskud. Jeg sagde til mig selv, at kunsten ikke er at lave den første koncert, men at lave den niende. Men der blev ædt godt af startkapitalen. Jeg havde droppet mit faste job som dirigent og chef for Den Jyske Operas kor, solgt mit hus i Århus for 3 millioner og fået en kassekredit på 2½ million. Det var startkapitalen. En hård start. Nervepirrende. Alt skulle bygges op fra grunden. Pengene fossede ud. Du starter med at købe et flygel. For at der skal være en koncertsal, skal der være et flygel. Og ikke bare et flygel. Der skulle da stå et Steinway. I min bevidsthed det rigtige signal. Jeg husker, da de kørte ind med det Steinway – det var en bevægende dag! I denne her gamle staldbygning, hvor der engang havde stået heste. Det var en kostbar satsning. Jeg vidste så lidt om finanser. Havde aldrig prøvet at købe en aktie. Jeg havde sgu ikke engang handlet i den Blå Avis. Jeg var nul og nix i forretningsverdenen, bortset fra, at vi jo altid sidder ved køkkenbordet og snakker business. Jeg er gift med en pige, som er lige så stædig, som jeg er. Hun er en terrier. Og så har hun det der forretningsgen. Det har jeg efterhånden lært noget af.”

– Hvordan har I mødt hinanden?

”Jeg var ude at dirigere, og hun var ude at synge. Hun elsker at synge i kor. Det var på Vestbirk Højskole for tolv år siden. Hun sad og rakte fingeren op hele tiden. Så det syntes jeg, at jeg måtte gøre noget ved. Det var musikken, der fik os sammen. Hun er enormt musikinteresseret. Der blev et radikalt vendepunkt i mit liv. Hun havde netop flyttet sit firma til København fra Randers, hvor hendes far i sin tid havde startet VIPP i sin baghave. Hun og især hendes søn Kasper blev ved med at snakke om, at jeg skulle se at blive selvstændig. Komme ud af de tunge jobs, jeg havde.”

– Tunge jobs?

”Musikkonservatoriet, Universitetet, Den Jyske Opera – det har da været herlige jobs. Men det er store, offentlige institutioner. På de fire år, der nu er gået, har jeg bevæget mig fra at være en, der var vant til at arbejde i lukkede musikalske cirkler til nu at have fået et godt udsyn til f.eks. et erhvervsliv. Kunne snakke med erhvervsfolk. Det var jeg ikke så god til i starten. Nu er det sjovt. Og udfordrende. Jeg står tidligt op hver morgen for at komme på arbejde, fordi jeg nyder det. Jeg kunne unde mange af mine gamle kolleger, der altid, når jeg møder dem, taler om, hvor dårligt det går. Og om frygten for at blive fyret. Jeg siger: Det er lettere at have sin egen virksomhed. Dér kan man ikke blive fyret. Ikke af andre end en selv. Ingen kan komme og trække stikket ud. Det må man selv gøre. Jo, det er godt at være selvstændig.”

– Men det kan også gå ad helvede til…

”Selvfølgelig. Skiftet fra det offentlige til det private har da været radikalt for mig. Det har været sejt i starten. Men nu kører det. Hårdt arbejde. Men vi ikke bare klarer det. Vi ekspanderer stadig. Jeg vil virkelig håbe, at mange af mine gamle kolleger kunne få lov at prøve noget, der lignede. De bliver ved at gå og støde hovedet imod.”

– Forklar, hvorfor det går så godt.

”Det gør det, fordi det er lykkedes mig at lave det helt specielle mix af musik og konferencer for erhvervslivet. Du kan sige, at det er noget med ’gyngerne og karrusellerne’. Stedets bankende hjerte er selvfølgelig musikken og den kultur, der er omkring sangaftener og foredrag. Men jeg kan mærke, at erhvervslivet er glad for at komme et sted, hvor der sker noget kulturelt, som virkelig har vægt. De ser flyglerne – nu har vi flere! – og billederne af vores kunstnere på væggene. Et underspillet signal om stedets særlige karakter. Folk bliver allerede tricket lidt, når de ser i konferenceudbuddet, at ’man mødes i ’Mogens Dahls koncertsal’…Nogle siger: ’Hva’ fa’en er dét for noget? Jeg troede, vi skulle være på Scandic!’ Nej, de skal være i koncertsalen. De kommer ind, og så kan man mærke, at de er oppe på dupperne på en særlig måde. Når Saxo Bank f.eks. er her, går jeg ind, sætter mig til klaveret og starter med en morgensang. Erhvervsfolk oplever, at stedet er anderledes. Normalt kan de dårligt huske, om det Hotel A, B eller C, de har været på. Nu har de været i ’Mogens Dahls Koncertsal’. Det navn var jeg for resten ikke meget for i starten.”

– Hvorfor ikke?
   
”Det kunne man ikke være bekendt at kalde det. Det er nok noget med min jyske baggrund. Jeg kommer oppe fra Thisted. Man skal ikke sådan føre sig frem. Der skal være plads til alle. Det har præget mig meget. Da vi så snakkede om, hvad det skulle hedde kom der alle mulige forslag på bordet – ’Stalden’, ’Koncerthuset på Bryggen’. Men Jettes søn Kasper blev ved med at sige, at jeg skulle kalde det ’Mogens Dahls koncertsal’. Nu har jeg vænnet mig til det. Og tænker ikke på det som mit navn. Måske er det også meget godt, at folk ved, der står et menneske bag. Det kan der ligge en slags personlig troværdighed i. Altså at det ikke er en eller anden komité, som er bagved valget af musikere og gæster. Men mig. Via mit netværk.”

– Det er det, mange spørger om: Hvordan får du de verdensnavne i nettet?

”Jeg startede i et hjørne. Henvendte mig til folk, jeg kendte i forvejen. Sådan en som Bo Skovhus. Vi kender hinanden både fra Den Jyske Opera, fra konservatoriet og fra universitetet. Jeg har jo mange, mange kontakter blandt musikere og sangere. Fra mit tidligere liv som dirigent og underviser. En pianist som Jens Elvekjær f.eks… når jeg ser folk, der er på konference hos os, snuppe vores koncertprogram og stå og blade i det, så fortæller jeg dem om Jens, der kom til Wien og mødte to koreanske piger, blev kæreste med den ene og giftede sig med den anden. Det blev til ’Trio con Brio’, der nu er et verdensnummer på farten hele tiden, unge kammermusikere af tårnhøj kvalitet. De var vores ’artist in residence’ i forrige sæson.”

– Men Juilliard Kvartetten hørte ikke til dit gamle netværk…

”Selvfølgelig ikke. Dér blev jeg bare ved og ved, indtil de sprang på. Det kostede meget arbejde og tog tid. Det viste sig trods alt at være nemmere, end da jeg i min første sæson var ude efter en kendt dansk strygekvartet.
De kom for at se stedet, var meget venlige, men meddelte mig bagefter, at de – ’hellere ville blive i København.’
Hvad mener du? Blive i København! Vi er fem minutter fra Rådhuspladsen!”