Bogens portræt af Jens Wilken Hornemann

NED FRA ØVERSTE HYLDE

En kringlet, dansk rejsebog, der kom med i ferie-kufferten

Jens Wilken Hornemann: ’En rejse i Tyskland og Frankrig 1798-1800’. Skildret i breve. 146 s. J. Frimodts Forlag 1963.

****

DER var ikke mail dengang, ikke face book, ikke twitter, ikke I-phone. Ingen mobil, ingen telefoner. Men det gik jo alligevel. Man skrev breve. Skrev og skrev.

EN bog er dumpet ned fra øverste hylde. Fuld af interessante breve. Den har stået ulæst en del år. Nu er den med i kufferten. Sammen med Charlie Burneys ’Rejsedagbøger’. Mere om at rejse. Forfatteren hedder Jens Wilken Hornemann, og bogen er lutter breve skrevet hjem til familie og venner. Oprindelig affattet med gotisk skrift. Breve om et par års rejser i Tyskland og Frankrig i årene 1798-99. Tredive år senere end Burney’s rejsedagbog, som jeg skrev om i går.

TO fyre ude i vidt forskellige ærinder. Burney var musikforsker og researchede systematisk på en europæisk musikhistorie, han var i gang med. Hornemann var botaniker, og der var ikke så meget systematik i hans studier. Han oplevede med antennerne strittende. Alt muligt. Ikke kun blomster og planter. Men det var ikke sådan, at han ikke blev til noget i sit fag. Han endte som botanikprofessor og leder af Botanisk Have i København, der dengang lå ved Nyhavn bag Charlottenborg. Han skriver da også i rejsebrevene om, hvad der gror i den jord, han passerer på sin vej, og vi får lidt at vide om mineralogi under hans møjsommelige bjergbestigninger i Pyrenæerne. Men han skriver meget mere om mennesker, han møder. Om hekse og djævle i Harzen. Om hvad man kan læse i aviserne dér hvor han kommer frem. Om galninge i de litterære miljø i Jena. Om damer, der får hans øjne til at rulle. Om uendelige vandringer til fods – der var da råd til nogle gange at køre med en postvogn, men vi er i en tid, hvor man vandrede det halve af vejen fra Jena til Leipzig og frem og tilbage fra Leipzig til Dresden o.s.v.

HORNEMANN var søn af præsten i Marstal på Ærø. De folk, han skrev til var familiemedlemmer, flest på Fyn og Sjælland, men også en kreds af venner, nogle af dem jævnaldrende skribenter, digtere, teologer. Dem han skrev om var den skare af kendte forfattere og filosoffer, han opsøgte sammen med sin ven, forfatteren Henrik Steffens, der var sammen med ham på en del af rejsen.

HORNEMANN skriver i den sjoveste stil, en blanding af rokokko-snirklet og pyntet dansk, akademisk og samtidig med gnister af humor og uhæmmede karakteristikker af de berømte og kloge hoveder, de møder. Jenas drikfældige professorer, der får prygl af deres koner eller sælger ud af deres meninger, og ’alle hader hverandre’…: ’Oh Minerva! Hvor usle er dine templer! Hvo skal uddrive vexelerere og duekræmmere deraf? Hvor foragtelige dine præster! Hvor afskyelige dine dyrkere!’

JENA plages samtidig af ballademagere, vilde studenter, der knuser professorernes ruder og går løs på folk i gaderne. Maden, han får på gæstgiveriet, forsoner ham ikke med den berømte universitetsby: ’Mavre duer, suurt smør, mudrede fisk og fordærvet viin kappes om at være delikatesser på vore borde.’ Der må ikke spilles teater i Jena, skriver han. Så han tyr til en Comedie i en nærliggende landsby: ’Slig galimathias fra forfatterens, smagløshed fra skuespillernes og galskab fra tilskuernes side har jeg aldrig set magen til. To bønderkarle udgjorde orkestret. Offentlige fruentimmere sad på skødet af studenterne, og mellem akterne blev spillet gemene viser, som alt hvad der kunne synge istemmede…’

I Dresden omfatter Hornemann, hvad han ser, med sirlige, sproglige vendinger: ’2 øjne er virkelig for lidt til at se Dresden, ligesom 2 øren er for lidt til at høre musikken i den katolske kirke, og overalt – når jeg undtager lugten, thi een næse er mere end nok her – kommer man i Dresden til kort med sine sanser.’

DEN anden halvdel af rejsen går til Paris og Sydfrankrig, endda en kort afvigelse ind i Spanien – rejsen foregår midt mellem revolutionen 1789 og de frisk groende Napoleonskrige, men det er muligt at rejse næsten uberørt af de dramatiske og krigeriske begivenheder i Europa – Hornemann nævner nogle få gange, hvad aviserne skriver om Buonapartes felttog i Egypten, men kommunikationerne er sparsomme og kommer langsomt frem. I Paris bestiger han et kirketårn, hvorfra der med kikkert og mekaniske arme kan sende signaler via tilsvarende installationer over lange afstande. Et telegrafanlæg á la det, man fik opstillet i begyndelsen af 1800—tallet mellem Kiel og København.

EN pudsig og underholdende bog i tidens stil, hvor enevælden ganske vist har pillet noget af glansen af den trykkefrihed, Struensee havde indført tredive år tidligere. Men alligevel skrevet med en kraft og saft, der minder om den, som i de samme år blev præsteret af forfattere som P.A. Heiberg, Jens Baggesen eller Malthe Conrad Bruhn. Tidens frodige frejdighed tillader ham f.eks. at citere, hvad ’en naturhistorisk skribler’ i Paris lader trykke i sin ’Naturhistorisk Journal’: Hvis man vil fange en bekkasin for at få sig en bekkasinsteg, skal man ’klæde sig nøgen og lægge sig på marken med rumpen i vejret.’ Skribentens erfaring er, at ’Bekkasinen kom snart for at fiske orme, og stak næbbet i mandens rumpe, men blev fanget, når denne kneb spincter ani sammen’.

EN erfaring sendt til underholdning for adressaten J.P. Mynster den 19.juni 1799 fra Bigorre i Frankrig.

gregersDH.dk