Anne Sophie Espersen og Thomas Bo Larsen i ‘Et dukkehjem’ (Foto: Jan Jul)
LØSE SNØREBÅND OG NORA I SKRED
På Aarhus Teater vrider instruktøren Milan Peschel ’Et dukkehjem’ som en karklud. Nora på skråplanet ned i – og ud af – ægteskabets muntre og makabre helvede.
****
HVAD er det med de nordmænd? De ser skråplaner alle vegne.
I Joan Harstads ’Krasnayarsk’ på CaféTeatret skrider skuespillerne op og ned ad flækkede jordskorper.
I Oslo er det nye operahus et sneklædt Dovrefjeld i skred.
Og på Aarhus Teater har den norske scenograf Rolf Alme bygget hele scenen til ’Et dukkehjem’ op som noget, der ligner en skæv skateboard-bane, lige til at skvatte på og i hvert fald tage kampen op med, når den skal forceres mod toppen.
F.eks. af Thomas Bo Larsen, der er Helmer i ’Et dukkehjem’ og må kæmpe sig vej til sit værelse under talrige tilløb og balancenumre på samme måde som børn, der tager legepladsens rutsjebane nedefra og op. En typisk detalje i Milan Peschels iscenesættelse af Ibsens drama om Nora og hendes opgør med ægtemanden Helmer.
DETALJER, DER VOKSER
Peschel instruerer efter øjeblikkelig intuition. Idéer opstår spontant undervejs i prøveforløbet. Den slags sker selvfølgelig under enhver instruktørs opbygning af en forestilling. Men for berlineren Peschel får de scenisk krøllede indfald en overvældende betydning, de bider sig fast, vokser i omfang og udnyttes maksimalt. Lidt a la Morten Grunwalds lille dansetrin i ’Olsen-Banden’. De fanger publikum og huskes som slående situationer:
Krogstad, den ulyksalige, der skal fyres af bankdirektør Helmer, men som har en klemme på fru Nora på grund af en underskrift, hun har forfalsket af lutter godhed for sin mand…denne Krogstads ene snørebånd går op, netop som han entrer scenen. Hans kamp for at få snørebåndet til at makke ret bliver sit eget lille show. Snørebåndet gør knuder, manden bliver desperat, skoen må af. Et helvede.
Krogstad. En mand med en ubehagelig, men tilsyneladende sikker sag. Men snørebåndet røber, at noget vil kikse for ham. Ligesom Helmers forsøg på at holde balancen – husets herre i usikker vaklen – fortæller om en mand, det vil gå galt på et tidspunkt.
STORMFULDT
Peschel er utrættelig i denne form for aktionsteater, ikke altid med langsigtet perspektiv, men i hvert fald effektfuldt.
Da Nora i begyndelsen bliver opsøgt af sin gamle veninde, fru Linde opfører de to kvinder en jublende krigsdans og ruller rundt i et grin og en henrykkelse uden ende. Anne Sofie Espersen som Nora og Ene Øster Bendtsen som fru Linde.
Alt er ligesom for meget i Peschels stormfulde stil. For meget, men også kilde til opspærrede øjne og øren og til at bygge spørgsmål op hos os: Hvad er der dybest set galt i dette ragnarok af et familieliv?
Den døddrukne husven Dr. Rank slæber juletræet scenen rundt og ender med at plante det i køkkenet, mens han brækker sig undervejs og vælter, hvad han kommer i nærheden af. Nora og Helmers to børn raserer køkkenbordet under den morgenmad, de er henvist til at indtage alene, fordi far er på arbejde eller har travlt med at spille trompet med Dr. Rank, og mor Nora formodentlig er optaget af unødige luksusindkøb, eller af at gnaske makroner i sig i den klunkemonterede stue ved skateboardbanens fod på skødet af 1. publikumsrække.
De to børn vælter et ton legoklodser ud, og mor Nora og far Helmer vikler dem ind i et endeløst voldeligt tovtrækkeri om, hvorvidt børnene skal i seng eller rydde op. Hvor det virkelige problem er, at Nora er ved at suge luft indenbords til at få lagt kortene på bordet over for Helmer.
’JEG TILGIVER DIG’
Der males med den vildeste ekspressionistiske scenepen gennem hele forestillingen. Der spilles musikalsk på alt fra Tjaikovskijs ’Svanesøen’ til Elvis, som synger julen ind, og Peter Gabriel, der synger ’Grab your things, I’ve come to take you home’.
Og vi ler meget undervejs, ler af de groteske indfald. Og ser samtidig nettet strammes.
Vi oplever en Anne Sofie Espersen, der skifter fra den mest backfischagtige forvirring og sødme til chokeret og hurtig opbygget vrede og beslutsomhed, da Helmer ved opdagelsen af hendes redningsaktion til hans bedste, udtaler det afgørende hug, stykkets nøglereplik: ’Jeg tilgiver dig!’
Helmer bliver i Thomas Bo Larsens fandenivoldske udgave en Stein Bagger-type. Det er ikke bodybuilding, der er hans narkotika, men trompetspil. Men skyklapperne er de samme.
To fascinerende præstationer. Flankeret af Jens Zacho Boyes Dr. Rank, Peter Flyvholms Krogstad og Ene Øster Bendtsens Fru Linde, som alle hænger fint på Peschels indfald.
SKETCH SOM EKSTRANUMMER
Ganske velgørende at se ’Et dukkehjem’ revet ud af den sædvanlige psykologiske naturalisme. Og som makaber komedie mere interessant end den forskruede ’Macbeth’, Milan Peschel lokkede folk til Aalborg Teater med i forrige sæson.
På Aarhus Teaters Scala Scene lokker man med et ekstranummer på en times nyskreven forestilling af scenograf og dramatiker Rolf Alme: ’Noras sønner’. Nora dukker op 25 år efter til middag hos Helmer sammen med Helmers senere kone Marie.
Et rablende forsøg på at skildre to modne kvinder, høg over høg, Nora med kynisk livserfaring, Marie med kynisk kvidder. Merete Voldstedlund og Dorthe Hansen Carlsen i rapkæftet udfoldelse – over for Helmer, Henning Olesen, der er sat til at hente rødvin og stege and, og stadig ikke forstår sig en skid, især ikke på kvinder.
Det er ikke meget mere end en sketch. Selv da de to sønner, Jacob og Andreas dukker op, materialiseret af Jacob Madsen Kvols og Andreas Jebro. Som et par moderne drenge, for hvem sex af en hvilken som helst art er ok.
En overflødig efterskrift.
