Lise Lauenblad som nyfødt i ‘Landet uden drømme’ (Foto: Søren Meisner)

GENFØDTE DRØMME

Tue Biering med nye forførelses-manøvrer på Skuespilhuset.

Koncept: Tue Biering og Fix&Foxy. Scenograf: Edward Lloyd Pierce. Medvirkende: Lise Lauenblad.

’Landet uden drømme’ spiller på Skuespilhusets Lille Scene indtil 2. maj. Varighed 1½ time uden pause.

****

NÅ, hvad har han så fundet på, Tue Biering, manden, der har sat sig for at ryste teaterlivet, som var det et æbletræ ved efterår og alle æblerne drysser til jorden og rådner – for han straks kan samle dem op igen, hænge dem tilbage på træet friske og spiselige, hvis man ellers tør.

HAN har fundet på at lade den sympatiske skuespiller Lise Lauenblad gå alene på scenen i Skuespilhusets Lille Sal, stå dér på den tomme scene og fortælle os, at hun kommer fra fremtiden, kender fremtiden, ved, at den er lyserød og ikke så forbandet og frygtelig, som vi går og bilder os ind. Vi tror ikke en fjer på, hvad hun siger, for sådan er vi indrettet, men det rykker alligevel i os, for hvad bilder hun sig ind?  Hun ser venligt rundt på enkelte publikummer, ser dem ud – nå, du sidder nok og spekulerer på, om du har husket at slukke din mobiltelefon, og du dér hører ikke efter, men sidder og tænker på, om du måske har kræft, og I to sidder og holder hinanden i hånden og tænker frække tanker om den kommende nat, og fruen på 6. række tænker: Åh Gud, hvor kan teater være kedeligt, o.s.v. o.s.v. OG ja, det sidste har hende fremtidskvinden ret i, eller hvad? Hendes facon og tonefald og søde utroværdige påstande trækker i langdrag. Hvis hun får nogle til at rykke en smule i sædet, efterhånden som hun fremturer, er det en blanding af irritation over hendes vedholdenhed og fjollede hævdelse af at alt i den fremtid, vi frygter, faktisk er en kommende virkelighed fuld af fred og lykke.

HVOR vil hun hen? Pludselig skifter hun gear, smider tøjet, overhælder sig selv med spande af slimet væske, forsvinder næsten som et foster i mors mave, dukker op og ud af hinden og fortæller os, at nu er hun nyfødt i vor tid, og det er en dejlig tid. Med andre ord: Det er os, det handler om, al den fremtidssnak. Det er vor tid. Så lad være med at panikke. Den er go’ nok. Trods alle jeres små og store problemer dér på tilskuerrækkerne.

LÆNGERE er dén ikke. Tilsyneladende. Vi har fået en peptalk, og den er helt utroværdig.

Tue Biering henvender sig igen med et forbløffende forsøg på at gøre publikum usikker. Med Lise Lauenblad som det veltalende medie.  Frækt. Som teater ganske overraskende. Ligesom skuespilleren. Vi husker hendes entre i scenelivet i 2o11 som en vilter studine i Thomas Levins ’Peter og elgen’ på Teater Grob. Overraskende. Nu igen.

gregersDH.dk