Scene fra ‘Prince of Egypt’ (Foto: Søren Malmose)

I EN LILLE KURV PÅ NILEN

Der er guld at hente i Det Gamle Testamente. F.eks. Moses-historien

Komponist og forfatter: Stephen Schwartz og Philip Lazebnik. Instruktør: Scott Schwartz. Koreograf: Sean Cheeseman. Medvirkende: Dilukshan Jeyaratnam, Lars Mølsted, Nadia Abraham, Sandra Elsfort, Silke Biranell, Samira Alm, Anne Fuglsig, Christoffer Lund Skov, Søren Bech-Madsen og Mads M. Nielsen.

’The Prince of Egypt’ spilles på dansk frem til 10. juni. På Det Kgl. Teaters Gl. Scene fra 21.juni – 14. juli. Varighed: 2 t. 45 min. inkl. pause.

*****

FREDERICIA TEATER spiller igen med musklerne. Denne gang griber de til Bibelen, stort bliver det, et flot show, der har kulør i kinderne. De kan noget med lys og videodesign henne i Fredericia – deres scene, der egentlig ikke er meget større end tobak for en skilling, får albuerum for vores øjne, format, bredde og – en vis – dybde. Og det kommer ikke bag på os, at teatret – med sin tilhørende musical-skole – sender sangere og dansere på banen, der står distancen, klarer imponerende massekoreografiske optrin og ind imellem stikker os nye solister, der får os til at spidse ører og løfte øjenbrynene.

Sådan én er denne gang – hold fast og gentag: Diluckshan Jeyaratnam – han er tamil, d.v.s. han taler så pæredanske som dig og mig, men har altså en familiær baggrund i den del af øen Shri Lanka, der var i borgerkrig for tredive år siden. Og som lever i vores grumsede erindring i forbindelse med ’tamilsagen’, der bragte en justitsminister og en statsminister til fald – den sidste, fordi han sagde: ‘Der er ikke fejet noget ind under gulvtæppet’.

NOK om dét. Den sympatiske og velsyngende Diluckshan har vi faktisk set før: Han var zigeunerbossen i ’Klokkeren fra Nôtre Dame’. I ’The Prince of Egypt’ er han nu selveste Moses, den israelske knægt, der ved skæbnens lune vokser op ved det egyptiske farao-hof og bliver ven og ’bror’ til Ramses, den kommende farao. Ved skæbnens lune kan vi roligt sige, for Moses bliver som spæd sat ud på Nilen af sin mor i en kurv i et fortvivlet forsøg på at undgå, at han bliver dræbt af egypterne, da Ramses far, den gamle farao, var gået sådan i panik over, at hans israelske slaver fik så mange børn, at børnene, især drengene som voksne, kunne blive en potentiel risiko for egypternes magt i landet. Hvem finder så kurven med Moses? Det gør Faraos kone. I Biblens 2. Mosebog er det Faraos datter, men skidt med dét. Sød dreng! gisper hun i hvert fald. Med hjem til paladset! Og vokse op sammen med farao-familien!

DET er broderskabet og konflikterne mellem Moses og Ramses, der former historien  – Moses, der en dag bliver bevidst om sin etniske identitet, og venskabet, der bliver til fjendskab, da Moses beslutter sig at føre sin landmænd hjem til Israel – selvfølgelig ved Guds hjælp, også da Nilen spærrer dem vejen for deres flugt, Ramses og hans krigere er i hælene på dem – de skal over Nilen for at de kan komme til Sinai-halvøen, men så stiller Herren selv med en trylleformular og skiller vandene, så de kan passere tørskoet, og så lader han egypterhæren drukne i bølgerne.

DÉR har Fredericia virkelig fundet på: De første seks publikumsrækker deler sig og ruller smukt til hver side, så israelerne vandrer os i møde i salen, men det morderiske druknehalløj eksekveres af brusende videobølger.

DET en af de mange underholdende og dramatiske stumper af Moses-historien, der hentes af ophavsmændene til denne musical. Som igen har det hele fra en amerikansk tegnefilm fra 1998. Vi kan læse nogle af detaljerne i Det Gamle Testamente. Broderskabs-historien er digtet til, men den berømte udvandring fra fangenskabet – den klassiske jødiske exodus, der gentages og gentages i historien – er beskrevet og meget mere til, og erindrer os om de hændelser, der er gået ind i vores sprog – ’ørkenvandringen’ under flugten, ’Egyptens ti plager’, der rammer landet som Guds straf – skolelærdommen melder sig automatisk, da vi hører om vandet, der bliver til blod: ”Vand til blod og frøers mængde/Myg dernæst Egypten trængte/Utøj, kvægpest, bylder, nød/hagl, græshopper, mørke, død”. Remsen er blevet hængende.

JEG siger bare: Læs Det Gamle Testamente – det er både munter og sprogligt animerende læsning! Så får du også resten af historien. Bl.a. den om tavlerne med de ti bud. Der er fem Mosebøger i Gl. Testamente. Kontante, skarptskårne og blodrige fortællinger, proppet med facts, forbavsende og undertiden hårrejsende. Der er stof til hundreder af musicals, dramaer, operaer, balletter!

PÅ Fredericia Teater er der blokket rigeligt med detaljer på prinse-fortællingen i første del af 2. akt, og de etniske identiteter er lidt uklare, men den faraoske familiekonflikt om magtfordelingen mellem kvinder og mænd inden for husets fire vægge er til gengæld underholdende, selvom vi sidder og venter mest på flugtens forløsning og de vigende bølgeskvulp – flotte i videoudgave, men egentlig også flotte tidligere i 1. akt, hvor det er dansernes kroppe, der ruller over scenen som Peblingesøen i oprør.

LARS MØLSTED er som Ramses en stærk makker til Diluckshans Moses, kvinderne står knap så markant, især sangligt, Mads M. Nielsen opløfter som dan gamle Farao røsten stort og lydeligt, den brustne stemme antyder, at Faraos liv må tage en ende, hvad det også gør i.

ANLEDNINGEN til at anmelde forestillingen i aftes var, at ’Prinsen af Egypten’ for første gang blev sunget på dansk – de forrige opførelser siden premieren 6.april har været på engelsk. Det kommende gæstespil i juni på Det Kgl. vil blive på dansk i nogle tilfælde, i andre på engelsk.

gregersDH.dk