ØLHOLDEREN

INDEN FOR

RÆKKEVIDDE

En underholdende bog om livet som scenearbejder på Det Kgl. Teater gennem 100 år.

Jakob Rubin: Det usynlige folk. 100 år med sceneteknikerne på Det Kgl. Teater. Lindhardt og Ringhof. 248 s. kr. 299.

****

EN stærkt underholdende bog. Journalisten Jakob Rubin har fået til opgave at skildre historien om forholdene bag kulisserne på Det Kgl. Teater. Anledningen er, at sceneteknikerne på teatret har en forening, der blev stiftet for 100 år siden.

Det er altså en jubilæumsbog. Jubilæumsbøger har det med at blive højtidelige, tørlagte gennemgange af foreningers og virksomheders historie. Men ikke her. Bogen handler om et folkefærd af kgl. scenearbejdere, som er en guddommelig blanding af rødder, drukkenbolte, stærke og slagfærdige fyre, egensindige, men også loyale og solidariske knoklere, der uden sceneskræk, hjemmevant i kongelige omgivelser, gennem et par generationer har passet deres arbejde på at få det store, kaotiske teaterhus til at fungere.

Usete af publikum, som det fremgår af bogens titel. Og med deres egen kultur, deres egne spilleregler, deres hverdag, der har lukket sig om et liv på et sted, der tit har været lige så meget et hjem som en arbejdsplads.

DEN kultur er der herlige eksempler på i bogen. Interview f.eks. med den dame på det scenetekniske kontor, der gennem 25 år holdt de hårde drenge til sin barm, når noget gik galt. ’Vor mor’ var hendes tilnavn. Hun satte den ene efter den anden på antabus og styrede kuren for dem. ”Hold da op, hvis alle de tårer, der blev grædt på mit kontor var samlet, kunne jeg tage fodbad i dem,” fortæller hun. Drikkeriet var jo et problem, der groede ved egen kraft gennem årene. En af lysfolkene beretter om, hvordan man ved hver spotlampe havde fået monteret en ølholder, så det kun var at række armen ud, når man blev tørstig under arbejdet.

KATHE Greibe – ’Vor mor’ – fortæller om de gamle dage, altså i 70’erne, da scenearbejdere af og til ”sov et eller andet sted på teatret”. Men ser det for sig: Der er, og navnlig var, utallige afkroge i det gamle teaterhus. På den måde en arbejdsplads med et blomstrende anarki ikke ulig det, nogle af os har erfaring med fra en lige så vild arena: Ekstra Bladet i 60’erne og 70’erne, hvor livet, da det gik højt, udfoldede sig i døgndrift i tugt og utugt.

SOM anmeldere og journalister har nogle af os også gennem et par generationer fulgt begivenhederne i og omkring teatret på Kgs. Nytorv – fulgt dét tabernakel, der har udfoldet sig på stedet, og som lykkeligt har været konverteret til mirakler, når det er gået op i højere enheder, eller katastrofalt er strandet i fiaskoer, når intet klappede. Ikke kun forestillingerne har vi fulgt. Men også de dramaer, der fra 60’erne og til årtusindskiftet har udfoldet sig bag de ikke altid så lukkede døre omkring arbejdsprocesserne. Dramaer om hvem der gjorde hvad og hvorfor.

VI ser en pudsig spejling af et århundredes udvikling på det danske arbejdsmarked, hvor fagbevægelsen har vokset sig stærk sammen med Socialdemokratiet helt frem til 70’erne og 80’erne, hvor velfærd og velstandsstigning kulminerer i et bristepunkt af sindrige overenskomst-systemer og al mulig organisering af arbejdslivet. Specielt svær at styre, når det kommer til en arbejdsplads som Det Kgl., hvor kunstnerisk uberegnelighed og daglig tummel omkring et virvar af ambitioner og beslutninger er vilkåret. Vi er ikke i en virksomhed med skematisk defineret målsætning, ikke på en fabrik eller i bank eller i et ministerium, vi er et sted, hvor ambitionerne flyver i mange retninger, hvor anarkiet og vildtvoksende initiativer gror som næsten en forudsætning for produktionen. Overenskomst- og aftaleracet har været en af de faste mekanismer i forholdet mellem scenearbejderne og teatrets ledelse og såmænd også mellem scenearbejderne indbyrdes. Nogle passede dekorationer i kongesiden, andre passede damesiden. Og det var om at holde nallerne fra den anden side grænsen. Det var øl, hvis scenens midterlinje blev overskredet – på linje med de klassiske sømandaftaler om ikke at fløjte eller gå med hat på scenen.

Det store skred i aftaler skete først hen mod slutningen af 90’erne, da man blev enige om, at det tekniske hold blev fordelt på og knyttet til hver sin forestilling, hvor man indtil da havde været en samlet stab med faste tider til at arbejde og holde fri, uanset hvad der blev spillet og hvad man som scenearbejder var i gang med og hvilken side af midterlinjen man havde monopol på.

DEN muntre fortælling om, da den netop tiltrådte teaterchef Michael Christiansen midt på en arbejdsdag ved juletid 1992 bliver opsøgt af fællestillidsmanden Hardy Kaj, er mindeværdig. Hardy Kaj meddeler ham, at teknikerne nu går til møde. Alle ved, hvad det kunne indebære: Ulovlig arbejdsnedlæggelse og aflysning af forestilling. En gentagelse af mange tidligere situationer. Der skulle spilles samme aften i overværelse af dronningen. Jeg går med til mødet, siger Christiansen til den forbløffede tillidsmand. Hardy Kaj gik ad hoveddøren. Christiansen blev nægtet adgang. Han kravlede i stedet ind ad et vindue til mødelokalet og tog konfrontationen.

Episoden blev indledning til endnu mange års magtkamp mellem ledelse og medarbejdere om afvikling af det knopskydende og kaotiske net af overenskomster og aftaler, der er grundlag for det, vi sidder og ser og hører på, når klokken ringer og tæppet går. Bogen har frontberetningerne.

gregersDH.dk