Thomas Magnussen og Bo Hårdell i ‘Flugten’ (Foto: Søren Knud)

SPALTET MARERIDT

Jesper Hyldegaards stærke monolog ’Flugten’ i dobbelteksponeret udgave på Ny Aveny

****

HOVSA! En døvetekster – på scenen! Med i stykket. Skuespiller, men uden et hørbart ord.
En mimer, ja. Det ved vi, hvad er. Men en mimer, der bruger det tegnsprog, vi tit ser i et hjørne af tv-skærmen – her pludselig live på scenen som aktiv medspillende.
Uforberedt vender man lige skråen. Hvad sker det her?
Stykket hedder ’Flugten’. Det er skrevet af Jesper Hyldegaard for en del år siden til Mungo Park i Allerød. Dengang med Lars Brygmann i rollen som en desperat mand, ramt af krig og ulykker.
På flugt fra sig selv? Eller på vej til sig selv? En rasende fyr med hovedet skruet til død og rædsler.

DOBBELTROLLEN 

Opførelsen på Mungo Park husker jeg ikke. Men jeg kommer i tanker om en opførelse for fem år siden på Plan B’s lille scene. Med den begavede Thomas Magnussen i rollen.
Det er ham, der er på banen nu igen. På NyAveny på Frederiksberg Runddel. Men i et regi, som på en måde ikke ændrer substansen, men så alligevel gør det: Han har fået to makkere med – Klaus Risager, som i forrige sæson gav så forunderlige tilskud til Magnussens og Lars Mikkelsens Shakespeare-leg ’Flammens Muse’.
Og så Bo Hårdell, der udmærker sig ved at være ikke bare skuespiller, men døve-ekspert, og for resten politiker for Enhedslisten.
Det er ham, vi har på scenen i stykket. Og når vi lige er kommet os over den første forvirring og blikkets flakken fra Magnussen til Hårdell, fordi de langt hen ad vejen spiller den samme rolle, samme person i dobbelteksponering  – så falder tingene i hak, og vi kan følge gangen i denne blotlæggelse af en smadret sjæl, der jagter sjælefreden i sin genoplevelse af forfærdende hændelser. Fortidige situationer, der slår ned og bliver slynget rundt i erindringen som drømmeagtige sekvenser, nøjagtig så turbulent som drømme har for vane.

KAOTISK SKÆBNE

Det er instruktøren Lars Werner Thomsen, der har styret forløbet – også han med et godt kendskab til håndtering af handicappede – og det er Johan Kølkjær, der har kreéret en scenografi af skævt og sammenbrudt miljø, der projicerer en kaotisk skæbne.
Publikum var ved premieren både døve og normalthørende.
Jeg tror begge parter oplever, hvordan koncentrationen hurtigt fortættes omkring handling og udtryk, ikke mindst fordi den adskilte tekstning og spaltede persontegning gang på gang veksler med regulært sammenspil mellem Magnussen og Hårdell.
Mens Risager mest koncentrerer sig om et af sine stemningsskabende specialer: Den direkte brug af klaverstrengene som harpe. Han kan tilføje de mest forfærdende replikker en undertone af sublimerende distance, som var han en ensom Chopin ved tasterne under helvedes uvejr på sit dramatiske Mallorca-ophold.
Opsætningen er et interessant eksperiment. På mange måder vellykket. Spiller de følgende tre uger på NyAveny.

gregersdh.dk