DAMERNES KOSTUMIER
Modeskaberen og bøssen Holger Blom svøbte teatrets damer i prægtige gevandter.
Marianne Verge: ’Modekongen Holger Blom – en livshistorie’. Gyldendal. 276 s. Ill. Kr. 349,95.
****
Der blev sagt skrappe ting om Hitler under Besættelsen – ikke mindst af os unger, der rendte rundt på gaden og på ’Lili Marleen’-melodien skrålede: ”Stakkels lille Hitler med den røde tud/ Han var bare tosset og så højt mærkværdig ud”.
Modeskaberen Holger Blom havde sin måde at sige det på: ”Hitler gør en uchik figur.”
Bemærkningen bliver citeret i Marianne Verges biografi om Holger Blom, der udkommer i denne uge i anledning af en udstilling, der åbner på lørdag på Skanderborg Museum, som i samarbejde med Det KGL. TEATER fortæller om den danske modeskaber og hans liv og virke.
Holger Blom var frem til sin død i 1965 det danske borgerskabs, kongehusets og dansk teaters højt værdsatte modeskaber – her er det selvfølgelig hans virke på teatrene, der fanger os ved læsningen. Det gør forfatteren meget ud af, især med interessen fokuseret på den stribe af kvindelige skuespillere, der var hans yndlingsofre, og hvis opmærksomhed han selv nød godt af, fordi han havde en enestående evne til at klæde dem på med et sikkert øje for deres styrker – men sandelig også for deres svagheder. Der var ikke den lille skavank, han ikke formåede med sine draperinger at tilsløre og gøre til legemlige fordele, så damerne fik en chick figur.
Han blev deres ven, deres fortrolige. Lily Weiding, Helle Virkner, Ingeborg Brams, Berthe Qvistgaard, Bodil Kjer – den sidste strålede for ham over dem alle. Han rejste med hende. Kælede for hvert kostume, hun iførte sig uden for og på scenen, han fulgte hendes skiftende ægteskaber gennem tykt og tyndt.
Det er halvtressernes og tressernes mode, der blev Bloms. Det er i de år, at han får udfoldelse for stort anlagt elegance, perfekte draperinger, den feminine overdådighed, som er hans stil. Det er år, hvor tyvernes og tredivernes drengede charleston- og la garconne-mode, kort hår og bukser, er forladt, og hvor krigstidens smalhans på tøj og stof var overstået – under nødløsninger, som da Blom til en eller adelig frue syr herregårdens broderede servietter om til lang kjole.
Mænds beklædning lod han andre om. Sært nok. For hans interesse for mænd i øvrigt var ekstraordinær. Det lægger bogens forfatter ikke skjul på. Bloms homoseksualitet er en rød tråd gennem bogens over 250 sider. Marianne Verge er som Holger Blom vokset op i Skanderborg og har haft adgang til utallige breve og snakket med mange, der har kendt den unge Holger, da han hvileløst flakkede mellem skoler og uddannelser, ikke klarede eksamener, ikke levede op til sin fars, maskinfabrikantens, forventninger om at blive arvtager til virksomheden. Eller i hvert fald noget agtværdigt. Hans bearbejdning af sønnen for at få ham til at holde fast i den stedlige kæreste fra byens bourgeoisi er årelang, men omsonst, og opgives efterhånden af faren, som i brev efter brev åbent belærer sønnen med advarsler mod det ene og det andet. Onani, som han med den tids forskræmte terminologi kalder selvbesmittelse og nærmeste vej til sindssyge. Og imod løsagtige piger, der vil indfange ham, og som sikkert allesammen har syfilis.
Gradvist beslutter faren at acceptere og prøve at forstå sønnens homoseksualitet og mandlige bekendtskaber. For ikke at tale om sønnens valg af fag. ’Kjolesyning’ som han udtrykker det med en blanding af foragt og humor.
Holger er dårligt nok sluppet ud af gymnasiet, da faren i et brev til en bekendt skriver: ”Det er en sorgens dag. Min søn har ønsket sig en symaskine!”
Den ene symaskine blev til en hel systue ved Gammeltorv i København, de mandlige bekendtskaber til et årelangt samliv med Bo – som vi ikke får så meget at vide om – og livsførelsen i København til en blanding af selskabelighed og først og fremmest hårdt arbejde med kjoler, dragter og kostumer til Det Kgl. Teaters, Det Ny Teaters og mange andre teatres kvindelige skuespillere. Fortællingen om kjole-kreationen til Eliza i ’My Fair Lady’ på Falkoner Teatret ved juletid 1959 genopfrisker den famøse katastrofe-situation, da Ingeborg Brams fik nervesammenbrud kort før premieren, Jeanne Darville blev sat på i lyntempo, men måtte opgives, og Gerda Gilboe rykkede ind med ultrakort varsel – Bloms Eliza-kjoler bygget om undervejs i samme tempo.
Bogen vrimler af citater, glimrende, men nogle af dem så lange, at Marianne Verge godt kunne have brugt en saks ind imellem. Få af de citerede udtrykker sig så kort som teaterchef Per Gregaard, der i sine erindringer ’I aften udsolgt’ skriver om den charmerende modecreateur Blom: ”Jeg kendte ham godt fra teatret. Ikke mindst hans regninger gjorde et uforglemmeligt indtryk på mig.”
Bogens illustrationer er utallige vidnesbyrd om Bloms flotte creationer til flotte skuespillerinder. Alle billeder i sort/hvid, bortset fra to-tre dronningebilleder på de sidste sider. Mange billeder fra Skanderborg, billeder af Bloms familiemedlemmer og af Blom selv, en smuk og elegant herre, som vi ikke tvivler på har gjort lykke på systuen, i teatrenes prøvelokaler og i selskabslivet.
gregersDH.dk