Simon Mathew og Olivia Joof Lewerissa i ‘#Amlet’ på Aarhus Teater (Foto Emilia Therese)

MIG

OG

#AMLET

Digteren Caspar Eric debuterer som dramatiker, har sat tænderne i Hamlet og flået ham til et moderne selvportræt.

Dramatiker: Caspar Eric. Instruktør: Sargun Oshana. Scenograf: David Gehrt. Medvirkende: Simon Mathew og Olivia Joof Lewerissa.

’#Amlet’ spiller på Aarhus Teaters Studio indtil 30. september. Varighed: 1time 10 min.

***

DU godeste, det er ikke så lidt der sker her! Den unge digter Caspar Eric debuterer som dramatiker. Vi skal på teater, synes han. Og på et teater kan man gøre så meget, som man ikke kan med digte. Mener han.
Man kan også gøre for meget.
Han skriver i programmet: ”Jeg bliver altid pissebange, når jeg skal kaste mig over en genre eller et projekt, som jeg ikke har prøvet før.”
Men det gør han altså, og den får ikke for lidt.
Teksterne strømmer fra ham. Alle sammen  – som det fremgår af titlen – om Hamlet og Ofelia, der bare bliver kaldt #Amlet og Felia. Der er meldt moderne tider, Amlet med forbogstavet gjort til et #. Vi skal ikke være i tvivl: Caspar Eric skriver affæren ind i den digitale nutid. Hans egen. Alt runger af face book og computer world. Stil og tone er udtrykt gennem en scenisk split screen, en tummelumsk fortælling om jagten på identitet på vej gennem livets vildnis. Vi genkender Hamlet i sin forvirrede ubeslutsomhed, Ofelia i forsøg på at forstå, hvem hun er – og ikke mindst: Hvad det er for en sindssyg verden, hun og Hamlet befinder sig i.
Da vi kommer ind, står alle publikumspladserne langs med de hvide vægge på teatrets Studio-scene, blokeret af gule advarsels tape den først halve time. Vi skal ikke have lov at sidde ned og lytte til #Amlet-skuespilleren Simon Mathew. Der er sandelig ellers nok at lytte til, for han taler og taler.
En messende digteroplæsning, der henter tonefald fra både katolsk liturgi og fra Poul Borum-skolens stil – vi ser Mathew på storskærme iført maske – vi er i selskab med et ungt menneske, der udtrykker sig fra sin skjulte verden af desperat fortvivlelse, vrede og usikkerhed. En tekst, der ikke altid er til at fange, for der er åbent til et nabo-lokale, hvor hans Felia – Olivia Joof Lewerissa i close up og oversminket teenage-udgave – snakker i båndsløjfe om ulækre mænd, der betragter hende som deres bytte.

STÅENDE og vandrende er vi til en både verbal og visuel installation, der også indbefatter en pandabjørn med balloner, en skærm med videoer af dansk dagligdag, og et andet sted placering af nogle få flade puder på gulvet – af hensyn til eksotiske indvandrere? – hvor man i høretelefoner kan påhøre et eller andet – jeg ved ikke hvad, jeg nåede ikke at få siddeplads, før forestillingen vandrer videre, f.eks. med involvering af mange enkelt-publikummer, der bliver inviteret på gulvet for i fortrolighed at få betroet replikker som ”Se mig, se mig, alle mine venner siger til mig, at jeg skal slappe af, men: Se mig, se mig” eller ”Du ser ud, som om du er bange for at blive forladt”.
Olivia (Joof) fjerner systematisk de gule spærrebånd på stolene, vi sidder ned til voldsom infight mellem halvt afklædte #Amlet og en Felia, der selv optager det meste med et håndholdt kamera, alt mens Caspar Erics ord strømmer fra Simon Mathew og Olivia Joof, ord om evindelig meningsløshed, ord, der svinger poetisk ind imellem, men manifesterer sig i et drama, der i sin tumultariske form forvandler scenen til et overlæsset billede på ung vrede og frustreret oprør mod omgivelser af uflyttelig beton. Præcis som Caspar Eric oplever den.
Caspar Eric har kastet sin tekst ind et ambitiøst, flimrende scenisk projekt støttet af en loyal og indforstået instruktør og scenograf samt et par unge skuespillere, som sætter kræfter og kunnen ind på at virkeliggøre hans hensigter.
Resultatet er stimulerende, men også irriterende pretentiøst. Vi forstår godt, Eric har været ’pissebange’ over at bevæge sig ud i en for ham uvant genre.
Stykket fortæller om en digter mere end om en dramatiker. Men der kan jo komme styr på det, hvis han fremturer.

gregersDH.dk