Sten Byriel, Morten Grove Frandsen m.fl. i ‘Silent Zone’ (Foto: Mathias Bojesen)

REQUIEM

I

PARCELHUSET

COP Opera Festival har på dag 1 kløerne i en begavet og udspekuleret urpremiere på Louise Alenius ’Silent Zone’.

Komponist og librettist: Louise Alenius. Instruktion: Tue Biering. Scenografi: Ida Grarup Nielsen. Medvirkende bl.a.: Gitta Maria Sjøberg, Sten Byriel, Morten Grove Frandsen og Ying-Haueh Chen.

****

DET er nærmest morderisk. Vi lister rundt om et parcelhus – virkelig lister, for vi har fået at vide, vi skal være musestille ude i Nyborggade 13, i den dødssyge transformator-hal, eller hvad der engang har været engang dér hvor parcelhuset er stillet op. Nyborggade på Østerbro har en gasbeholder, der blev til et kæmpeteater, og nu er naboen tømt for sine elektriske installationer og jerntrapper og transformeret til et teaterrum.
Det kan ikke høvle sig op til den størrelsesorden, Christoffer Nyrups grandiose Østre Gastempel antager.
Men der kan spilles teater, så vi lister og stirrer og lytter til, hvad der foregår i det parcelhus, der er bygget – Louise Alenius har proppet musik ind i det, som får os til at jagte meningen med hendes ’Silent Zone’ – det hedder forestillingen, som er en opera – en silent zone, der søreme bliver sunget i. Det må man ikke i S-togenes stille-zoner, så vi er straks i klemme: Hvad betyder den stilhed og vores listeri rundt om det elendige parcelhus, som vi kan kikke ind i, som var vi sendt derhen af en ejendomsmægler – i vores baghoveder hører vi beskrivelserne om det perfekte lysindfald, en rumfordeling, der er glimrende gennemtænkt, nyt HTH-køkken, alle installationer i topklasse, fuld montering fra IKEA, virkelig den fuldendte bolig for den lille familie, far, mor, to børn o.s.v. bla-bla… real estate business i gang.

DE DØDE SYNGER

Men det er altså en herlig teaterinstallation, indrettet for at fortælle om den fuldendte og syngende, men mentalt afdøde familie, der bebor parcelhuset, mennesker, som aldrig taler sammen eller til hinanden, men udsynger truende og iskolde udsagn om de morderiske tilskikkelser, livet har tilkendt dem:
Gitta-Maria Sjøberg som mor, Sten Byriel som far, Morten Grove Frandsen som sønnen, og Ying-Hsueh Chen som datteren – hun kan ikke synge, men håndtere slagtøj, diskret og stilfærdigt, når hun ellers ikke går amok med køllerne i vilde øjeblikke, hun er familiens outsider, iført kanin-dragt med lange ører og i konstant søvngængeragtig kredsen omkring i stuerne.

Hvor fører komponisten Louise Alenius og instruktøren Tue Biering os hen med denne stillezone af et nekrofilt hjemmebesøg hos en familie, der synes at være offer for eller have behov for et helt sjak af familieterapeuter, parterapeuter og psykoanalytikere? Som oven i købet møder deres egne dobbeltgængere undervejs i forstenede syner og noget, der ligner incest mellem generationer. Og som Louise Alenius fuldender i et surrealistisk tonemaleri suppleret med fem kammermusikere på violin, bratsh, cello, kontrabas og klaver.
Hun har skrevet en nærmest enerverende smuk musik for sangere og musikere – tonet i omklamrende mol og yndefuldt statiske forsiringer, der skifter mellem instrumenterne og stemmerne – det lønner sig nogle gange at slippe blikket på personernes spøgelsesagtige robotbevægelser mellem rummene, og bare se op i loftet, påhøre kammermusikalsk perlemor og glemme, hvad sært der sker mellem de menneskelige væsener, der bevæger sig som ånder i stuerne.

Eller rettere: Hvad der ikke sker.
For det er nok fascinerende også at lime blikket i perioder til Gitta-Maria Sjøberg eller Sten Byriel – eller hver eneste af de andre af hinanden og alskens samfundhjælpere plagede familiemedlemmer – og grunde over det uudgrundelige. Alt det, som rører sig i deres forladte sjæle i dette fine parcelhus, der dog burde opfylde deres drømme, hvis man skal tro den ejendomsmægler, vi forestillede os i starten. Men nej: familiens to små unger vågner mod slutningen op til dåd og smadrer, hvad de kan komme til huset i et tavst anfald. Men er hurtigt på plads igen.
Livet og døden fortsætter sin gang.
Det er psykoanalytisk samfundssatire. Og det er opera – hvis vi lige skulle glemme det. Særdeles smukt skrevet for nogle instrumenter og nogle stemmer, der klinger så fint i generatorens perfekte resonans, at man kan blive hed ked af, at de gode sangere, vi lige har hørt om eftermiddagen i Leoncavallos ’Bajadser’ i regn og fri luft på Ofelia Beach foran Skuespilhuset ved CPH Operafestivalens åbning, ikke havde lige så gunstige vilkår.
Men det er en anden historie. Som vi skal vende tilbage til.

gregersDH.dk