Katrin Kapplusch, Dario Solari og Niels Jørgen Riis i ‘Macbeth’  på¨Operaen (Tegn. Claus Seidel)

HELDIGVIS

SYNGER DE

OGSÅ

Genopsætningen af Verdis ’Macbeth’ er stadig godt sunget, men stadig ikke nogen
fornøjelse at se på.
Komponist: Verdi. Iscenesættelse: Benedict Andrews. Scenografi: Ashley Martin-Davis. Dirigent: Joana Mallwitz. Medvirkende bl.a. Dario Solari, Katrin Kapplusch, Henning von Schulman, Elisabeth Halling og Niels Jørgen Riis.

’Macbeth’ spiller på Operaen frem til den 10. juni. Varighed: 2 t 45 min..

***

VI tog hårdt fat på opsætningen af Verdis ’Macbeth i jubilæumsåret 2013. Først og fremmest fordi den scenografisk var en slagskib af krydsfiner, som hentet fra et parcelhusbyggeri i 1970’erne.
Forklarligt sikkert ud fra et sparepåbud. Dekorationen var bestemt af kravet om delvis genbrug i tre på hinanden følgende Verdi-forestillinger. Et uflytteligt monument gennem operaens ikke mindre end ti scenerier, slotte, sale, huler og landskaber, som vi må nøjes med at forestille os.
Nu er ’Macbeth’ på repertoiret igen, og det kan bekræftes, at krydsfineret består i al sin glansløshed, og at scenografi og iscenesættelsen ved reprisen har de gamle svagheder og mærkværdigheder.
Men at opsætning igen er velsunget med uruguayaneren Dario Solani i titelrollen, en glimrende klingende baryton, der rammer den usikre og tvesindede Macbeth fint som en blød macho, der slår sig i tøjret for at komme ud af sin morderiske kones eksplosioner af magtbegær for selv at få lov at tage fat.
Lady Macbeth blev dengang sunget af Anne Margrethe Dahl med stråleglans og en iskold kynisme, som hun videreførte året efter i Shostakovitj’s ’Lady Macbeth fra Mtsensk’ – nu bliver det tøjlesløse kvindemenneske spillet og sunget af den tyske Katrin Kapplusch, dramatisk sopran med vældig fylde og flot klang, der i sine toptoner over g skifter karakter på den interessanteste facon, formodentlig på grund af en ændring i anvendelsen af resonansrum. Med krop og sjæl en Lady, der hviler i sin selvskabte krise som akterne skrider frem. Straf og død lurer på både hende og Macbeth, jo flere lig de får på deres egen samvittighed.
Vi måtte i anmeldelsen for fire år siden notere, at teatrets John Lundgren egentlig skulle have sunget Macbeth, men han blev pludselig syg. Han kom dengang aldrig til at synge rollen, men vi konstaterer, at den er på hans rolleliste i disse år, hvor han er i omdrejninger verden rundt i store roller, også med Macbeth på repertoiret.
Til gengæld er teatrets nye unge baryton Henning von Schulman trådt ind i partiet som Macbeth’s nærmeste mand Banquo, så nær, at knivene er inden for rækkevidde. Schulmans bas folder sig ud, hans statur er den helt rigtige, og han skaber en egen smertelig tyngde over rollen.

HEKSE OG MARERIDT

For at vende tilbage til iscenesættelsens særheder. ’Macbeth’ er fra en periode, hvor søvngængeri på scenen, mystik og surrealistiske drømmesyn florerer, og Verdi snupper med fornøjelse, hvad Shakespeare bød på i den genre i sin ’Macbeth’.
Alt det har iscenesætteren Benedict Andrew haft sine kvaler med i forsøget på at give operaen en gang nutidig lak. Shakespeares tre hekse, der spår ilde om fremtiden og Macbeths undergang, optræder som en flok vildfarne stewardesser i 1. akten. I 4.akten som forvirrede natklub-bonnies. Det er flammende inkongruent med, hvad de synger, ord, som man med undren kan læse sig til i de danske overtekster, hvis ikke man opfatter det sungne italienske.
I Macbeth’s mareridt i 3. akt fremmaner instruktøren ånderne på en opstillet markedsscene, hvor de efter tur driver Macbeth fra koncepterne med deres varsler. Det virker nærmest som en kopi af skuespillernes scene i ’Hamlet’, hvor kongen underholdes om sit mord på Hamlets far. I ’Macbeth’ som en nødløsning, og nevøsitet for frejdigt at skabe det ublufærdige, naive trylleri og gys, som musikken lægger op til, og som sagtens kan tåle uhæmmet teatralsk virkelighed og ikke behøver være holdt ud i strakt arm som pinligt.
Operaens ’Macbeth’ er fortsat sangligt i god form. Men ikke nogen fornøjelse at se på.

gregersDH.dk