Marie Knudsen Fogh og Nanna Skaarup Voss i ‘Petra von Kants bitre tårer’ på Aalborg Teater (Foto: Lars Horn)

FORTVIVLELSENS

VRIDEMASKINE

Fassbinders morderiske historie om Petra von Kant og hendes bitre tårer spillet på Aalborg Teater som nagende sort komedie.

Forfatter: Rainer Werner Fassbinder.  Iscenesætter: Angelina Stojcevska. Scenograf: Magnus Mikaelsen. Medvirkende: Nanna Skaarup Voss, Maria Knudsen Fogh, Lise Lauenblad, Gine Cornelia Pedersen, Hanne Windfeld og Emma Silja Sångren.

’Petra von Kants bitre tårer’ spiller på Aalborg Teaters Lille Scene indtil den 24. september. Varighed 1 time og 50 minutter uden pause.

****

DET er ikke småting, Aalborg Teater byder sine næsten nyansatte skuespillere. De er sat på Fassbinders hårrejsende og sorte ’Petra von Kants bitre tårer’. Stykket om den mondæne modeskaber Petra, der hvileløst kredser om sig selv i forgæves forsøg på at få mening i sit liv – trods kreativ succes, trods materiel kanontilværelse, trods perfekt udseende.
Titelrollen spilles af Nanna Skaarup Voss, der i forrige sæson spillede Benedikte Hansens datter i ’Tørst’ på det lille Teater Får302 i København – en forestilling, der ramte en Reumert-pris, som hun havde del i.
I Aalborg som Petra von Kant er hun sært ung at se i rollen, viltert rødt hår, en spinkel pige, der dirrer som en buestreng, det ene øjeblik i sortsyn og med for meget sprut indenbords, det andet øjeblik i blind forelskelse i kvinden Karin, der pludselig kommer ind i hendes tilværelse – Maria  Knudsen Fogh, der – som hun selv konstaterede, da hun skulle optages på skuespillerskolen for nogle år siden: ”Jeg vejer tyve kilo for meget”. Men ind kom hun.
Siden er hun uanset kiloene en pige, der har markeret sig med betydelige roller, og her i Fassbinder-stykket som den fatale Karin, som nagler sit blik på Petra, der bliver elektrificeret af forelskelse. En vulgær golddigger-type, som Petra i sin håbløse fascination kaster ikke bare sin kærlighed på, men også guld og grønne skove efter – og som hun går totalt ned på.

NEDTUR

Det er en frygtindgydende, skæbnebelastet nedtur, som Petras adelige veninde Sidonie kynisk forklarer sådan: ”Jeg ved ikke, Petra… når man nu kan se slutresultatet allerede fra starten, er dén erfaring så noget værd?”
Sidonie spilles af endnu en nytilkommen skuespiller ved teatret: Lise Lauenblad, som for få år siden fik en Reumert talentpris for sin ret overvældende figur i Teater Grobs ’Peter og Elgen’. Her er hun et isafkølet kvindemenneske, med en psykologisk indgang til Petra og hendes hjælpeløse fortvivlelse, som var hun en Marie Antoinette, der siger om det franske folk, som råber på brød: ”Så giv dem dog kager”.
Den unge norske iscenesætter Angelina Stojcevska har skabt en uhyggelig stemning mellem mennesker, der vil, men ikke kan nå hinanden. Spændinger står i luften, personerne nærmer sig hinanden som lammede robotter, belastede af følelser, der ikke kan finde udløsning. Petras datter søger sin mor, men bliver afvist. Petras mor kommer på besøg og sidder som en saltstøtte med den nedbrudte datter i sine arme.
Emma Silja Sångren, praktikant fra Scenekunstskolen i København, har rollen som Petras datter, og teatrets stærke karakterskuespiller Hanne Windfeld er Petras mor, så kold, fjern og uforstående, som var denne Petra aldrig kommet ud af hendes skød.
Billedet af makaber gravstemning omkring Petra von Kant fuldendes af Gine Cornelia Pedersen, Petras sortklædte sekretær, der ikke mæler et ord i de knap to timer, stykket varer. Hun kostes rundt med som et spøgelsesagtig husfaktotum, indtil hun omsider giver Petra nådesstødet ved at kvæle hende med en hovedpude.
Rædsomt. Kvælningen er lige så langsomt og næsten statisk gennemført som personernes handlinger og bevægelser i øvrigt.
De bitre tårer presses ud gennem en vridemaskine.

gregersDH.dk