Henrik Goldschmidt, Tobias Allvin, Bilal Irshed og Mei Oulund i ‘De andres drømme’ (Tegning: Claus Seidel)

DET MELLEMØSTLIGE RASERI

Mere koncert end teater i ’De andres drømme’ – det er musikken, der bærer i Odsherred Teaters teaterkoncert i samarbejde med de store landsdelsscener

****

CLAUS Seidels tegning til denne anmeldelse rammer meget præcist essensen af denne ’teaterkoncert’.
Forestillingen er mere koncert end teater.
Det skal ingen brokke sig over. Begrebet ’teaterkoncert’ har stærke skuldre, som vi oplever det i disse år, hvor genren har bredt sig som en påsat brand i Californien.
Teaterkoncerter handler hver gang om et mere eller mindre løst, dramatisk forløb omkring en musikalsk kerne. I Odsherred Teater-projektet er kernen det enestående ensemble Middle East Peace Orchestra – d.v.s. dette orkesters musikalske stil, og mere end det: Dette orkesters idé, nemlig at kaste sit net ind i slaget om fred i mellemøsten. Med al disponibel kammermusikalsk dynamik. Som Daniel Barenboim har gjort det i større format, men mere sporadisk med sit West-Eastern Divan Orchestra.

MOSAIK

Odsherred Teaters ’De andres drømme’ er et samarbejdsprojekt med de tre landsdelsscener. Der er en skuespiller med fra hver af dem, Odense Teaters Mads Nørby, Aarhus Teaters Mette Døssing, Aalborg Teaters Tine Gotthelf og Odsherreds Teaters egen Mei Oulund.
Deres opgave er at forvalte korte individuelle tekster, som den svenske dramatiker Niklas Rådström har sat sammen. Tekster om krig, fred, sorg, saven, længsel og vrede, ikke mindst over den forhadte betonmur, der med vold skærer Israel/Palæstina over i to dele.
En poetisk mosaik, stilfærdig, indtrængende. Med stemmer og tekst brugt næsten som musikalske instrumenter. 
Rådström er en musikalsk dramatiker – han har tidligere arbejdet med Odsherred Teater, og han huskes på Det kgl. Teater bl.a. for den meget smukke forestilling ’Strygekvartet i c-mol’, der gik i Turbinehallerne for nogle år siden.

FABELAGTIG DRIVE

Som sagt: Mere koncert end teater. Trods præcis og stemningsfuld lyssætning og en instruktion og scenografi, der forsøgsvis bryder den statiske ensembleopbygning med enkelte rokeringer af de medvirkende på en spektakulær trappeopbygning på scenen.
Skal man alligevel vurdere ’De andres drømme’ som andet og mere end scenisk, politisk debatindlæg – eller som et forsøg i den genre, der i 1950’erne blev dyrket som ’jazz and poetry’ – ligger det netop i, at det er i musikken, det sker i denne forestilling. Det er Henrik Chaim Goldschmidts fabelagtige musikalske drive som orkesterleder og oboist. En drive, der fysisk, kropsligt, dramatisk forplanter sig uimodståeligt til de øvrige fem musikere, hvad enten de håndterer bouzouki, slagtøj, bas eller harmonika.
Vi kender klezmers-musikkens blanding af sørgmodig klagesang og opstemt, appellerende danserytmer – Goldschmidts ensemble er eksperter i genren.
Men denne teaterkoncerts tonesprog rækker ud over den musik, som vi er vant til at forbinde med europæisk-jødisk kultur. I snerterne af arabisk og tyrkisk maqam, af toner, der flytter fokus væk fra vores tilvante skala og interval-ører, og i de vilde, melodiske eskapader i instrumenterne – dér ligger i virkeligheden hovedparten af dén dramatiske strøm af raseri, appel og protest, som er forestillingens essens.

TIL VOLLSMOSE

Det er musikken, der taler i ’De andres drømme’.
Det gør den nu i det lille, fine teater ved Nykøbing Sjælland. Og det fortsætter den med ved gæstespil på Aarhus Teater, på Aalborg Teater og på Odense Teater i den kommende måneds tid. Specielt interessant måske på Odense Teater, der har henlagt sine fem forestillinger fra 7. september til Kulturhuset i Vollsmose-forstaden – hvor fyrre forskellige nationer er bosat. Med en pæn overvægt til indbyggere fra Israels nabolande.
 
Gregersdh@dk