Karin Bang Heinemeier og Solvej Kyung-Sook Christiansen i ‘Defekt’ (Foto: Emilia Therese)

PIGERNE

PÅ

SPROGØ

En stærk historie om dem berygtede isolation af piger med skæve skæbner på Sprogø for et par generationer siden. Bevidst spillet voldsomt og i hårde situationsklip.

Dramatiker: Julie Maj Jakobsen. Iscenesætter: Petrea Søe. Scenograf: Lisbeth Burian. Medvirkende: Kathrine Høj Andersen, Karin Bang Heinemeier, Petrine Agger og Solvej Kyung-Sook Christensen.

’Defekt’ spillet på Teater Grob på Nørrebrogade indtil 21. maj

***

SPROGØ blev for tusind år siden beskrevet af krønikeskriveren Adam van Bremen som ’en røverkule og rædsel for rejsende’.
Og når Holberg et sted udbryder ”Gid du sad på Sprogø!”, så var dét en trussel.
Nu spiller Grob Teater på Nørrebrogade stykket ’Defekt’. Det handler om, hvordan man endnu i 1950 havde en anstalt på Sprogøe for kvinder, hvor samfundet – læger, pædagoger og politi – kunne ekspedere outsiderpigerne ud. Etableret i 1920, hvor der gik en bølge af tvangsanbringelser af ’defekte’ mennesker hen over Europa. Med kz-lejrene i Tyskland som de markanteste.
Når vi som drenge tøffede forbi Sprogø med Storebæltsfærgen og kikkede ind på øen, fnisede vi frydefuldt, fordi vi mente, at det var ludere, der boede der. Men det var altså også mange, f.eks. piger, der havde ’psykiske skader’. Hvis de ikke havde dét, så fik de det i hvert fald af at være der.
Det er stykkets pointe. Dramatikeren Julie Maj Jakobsen går et skridt videre. Pigen Ellen bliver tvangssteriliseret efter at have født et barn på Sprogø, og stykket følger ikke bare Ellen, men også barnet Vita og barnebarnet Erica.

TRÅDENE KAPPES

Over et spænd på omkring 60 år ser vi, at tre generationer, mor, barn og barnebarn, rammes af samme kvaler, kæmper for at overleve de mentale skader, der går i arv, og for at få styr på deres stumper af liv. Mødrene opsøges efter års adskillelse af døtrene – med pinefulde resultater. Trådene er kappet, intet kan genoprettes, drifter tvinger dem mod hinanden, men deres læderede sind driver dem fra hinanden. En venlig plejemor har undervejs taget sig af Vita og Erica, men forgæves.
Vi følger den mislige udvikling i spring frem og tilbage mellem årene. Det ville være svært at følge, hvis ikke vi fik årstal og steder op på væggen hver gang. Nu på Sprogø, nu på psykiatrisk afdeling på Glostrup o. s. v. Nu 1956, nu 1986, nu 2016, nu 2020.
Den lidt konstruerede, knirkende opbygning af stykket, får instruktøren Petrea Søe og de gode skuespillere Kathrine Høj Andersen, Petrine Agger og Karin Bang Heinemeier til at kompensere med demonstrativt og stærkt overeksponeret spil som uligevægtige, neurotiske, ødelagte af deres skæbne. Mens Birgitte Prins er den borgerlige faste klippe mellem dem, plejemor Magda, der siger: – Nu laver jeg noget mad, og så snakker vi lidt…
Petrea Søe har instrueret, Lisbeth Burian har bygget en scene – en øde ø med et træ så trist som i Becketts ’Godot’ og på et skråplan, der gang på gang sender pigerne ud over kanten til deres skæbne.
Det er godt tænkt og bøder en del på det knirkende handlingsforløb, der får en lidt kunstfærdig udgang med barnebarnet Ericas forelskelse i veninden Barbara, spillet af Solvej Kyung-Sook Christiansen – et forhold, der hurtigt antyder, at Erica nok er på katastrofekurs som mor og mormor.
Sprogø ruger som en ulykkesfugl over familien.

gregersDH.dk