Tina Gylling Mortensen, Johannes Lilleøre, Sorella Englund, Jeppe Kaas Vad, Jenny Ecke og Didier Oberle (tegn.: Claus Seidel)

PRETENTIØST

’Horisont’ på Det Kgl.s Skuespilhuset er en overdosis af forsøg på dybsindige tanker, udløst i langtrukkent, barnligt teater, kønt at se på ind imellem, kedeligt at høre på.

Idé og koncept: Catherine Poher. Instruktion: Catherine Poher og Thomas Eisenhardt. Tekster: Catherine Poher og de 22 medvirkende. Koreografi: De medvirkende dansere. Scenografi: Rikke Juellund.

’Horisont’ spiller på Skuespilhusets Store Scene indtil 10. oktober. Varighed 1 t. 40 min.

**

”DEN uendelige horisont er ikke andet end et harmonisk åndedræt, fri for ethvert begreb.”
Snup lige den! Den er et af de mange citater og udsagn, der fylder programhæftet til Det Kgl.s åbnings-forestilling ’Horisonten’ dette efterår. Rigtig mange og rigtig tænksomme citater og udsagn. Og rigtig kryptiske. For ikke at sige rigtig pretentiøse.
Vi aner, hvor vi skal hen: Ud i forsøg på at omsætte store tanker til levende teater.
Det viser sig hurtigt at materialisere sig i overordentlig stillestående teater. Sært nok. For der medvirker ikke mindre 22 aktører på scenen, et opbud af sangere, dansere, skuespillere og musikere, mange fra Det Kgl. Teater egen stab, mange udefra, bl.a. dansere fra Åben Dans i Roskilde.
Og endnu mere sært: De udfolder alle en vældig energi. Så vi kan bedst forklare det stillestående i det faktum, at mange ord, mange spring og løb, stor fysisk og vokal udfoldelse på scenen samlet set ikke nødvendigvis flytter noget. Det er set før – en art ’Viel Geschrei und wenig Wollen’. Eller skulle vi sige ’Viel Geschrei, viel Wollen – und wenig Wirkung’.

FAMILIEALBUM

I denne ’Horisont’ skal vi igennem en meget lang, indledende manøvre, hvor ophavskvinden til idéen, instruktøren Cathrine Poher etablerer de 22 spillere på stribe som i et statisk familiealbum. Tanken er, at vi skal fordybe os i hvert eneste familiemedlem, i fysiognomierne, i de individuelle træk og de små reaktioner.
Vi lytter til en uendelig kollage af tilståelser, indrømmelser, erindringer, moralske eller pudsige overvejelser og afsløringer fra de enkeltes virkelige eller digtede liv. Det en art selskabsleg. Den form for præsentationer ved en frokost eller middag, hvor hver gæst skal præsentere sig selv og være både morsom og interessant og såmænd også gerne for afvekslingens skyld lidt pinlig.
Det er som at lukke op for en strøm at facebook-agtige udgydelser af løst og fast. Vi tvivler ikke om, at de medvirkende selv har haft det overordentlig morsomt under den langvarige sammenstykning og redigering af materialet. Men hjælp, hvor man sidder og venter på at få lukket den facebook!

SCENOGRAFIEN

Tanken er jo, at sang, dans og skuespil skal mødes i dét sublimerede fællesskab, som Det Kgl. jævnlig taler om som teatret virkelige eksistensberettigelse. Kunstarterne i skøn forening.
Vi skal ikke benægte, at der er fine, små øjeblikke undervejs. Stemningsfulde, poetiske.
Dukker de op, er det som regel knyttet til Rikke Juellunds scenografiske tryllerier med gamle Kgl. Teater-bagtæpper og sætstykker, hentet fra arkiverne. Og bestemt også med smukke, slørede lysvirkninger, der nogle gange bringer os i eventyrstemninger – a là Humperdincks ’Hans og Grethe’ og Webers ”Jægerbruden” eller endnu mere: Janaceks bøhmiske skovunivers med dyr og mennesker i konfrontation eller parløb.
Men der er mere børneteater over de muntre lege, de medvirkende agerer i, end det – som man skulle tro af oplæggene i programmet – er dybsindige, rynkede bryn over klodens og menneskehedens problematiske status forsøgt omsat i scenekunst.

TILFÆLDIGE FUND

Catherine Poher har skabt fine ting på det mindre plan i dansk børneteater.
Men her virker den samlende tanke som et postulat, jo mere de enkelte aktører griber til egne påfund. Det er da smukt nok, når tenoren Christian Damsgaard-Madsen synger ’Erbarme dich, mein Gott’ fra Bachs Matthæus Passion, eller Sofie Elkjær Jensen synger ’Casta diva’, Normas store arie fra Bellinis opera. Og det er helt gribende at se alt koncentrere sig i slutscenens apoteose omkring Sorella Englund, ballettens skønne, aldrende danserinde, poserende som en Kleopatra i guldstol.
Men indtrykket af tilfældige fund af nogle få perler i en teatralsk rodebutik bliver hængende.
Af programmets opbud af tekster fremgår det, at Cathrine Poher har vundet fem Reumert-priser. Det er lidt en tilsnigelse. Hun har været involveret i nomineringer af fem, vist endda seks forestillinger i børneteater-kategorien. Som uddannet arkitekt og som tidligere medarbejder i Kirsten Dehlholms Billedstofteater – senere omdøbt til Hotel Pro Forma – tilslutter hun sig en væsentlig linje i dansk teater, man kan kalde dramatisk ’grundforskning’.
Interessant og betydningsfuld. Men som det opleves i ’Horisont’ tynget af fortænkte idéer.

gregersDH.dk