Maria Rich og Henrik Prip i ‘Lille mand hvad nu? (Foto: Mikkel Russel)

PANIK

FØR

NAZITID

’Lille mand hvad nu?’ er et skarpt og vellykket mix af musical og panisk socialrealisme i Berlin før nazisternes magtovertagelse i 1933.

Hans Fallada: ‘Lille mand hvad nu?’. Roman dramatiseret og instrueret af Martin Lyngbo. Scenografi: Rikke Juellund. Medvirkende: Anders Budde Christensen, Maria Rich, Henrik Prip, Marianne Mortensen og Jonas Munck Hansen.

Spiller på Mungo Park i Allerød indtil 8. april og derefter på Aveny T fra 4. maj til 29. maj.

*****

FOR at begynde et sted: Sikke et skuespillerhold, Teater Mungo Park har at lege med! Nu er det blevet suppleret med Henrik Prip, voksen karakterskuespiller med stor spændvidde. Og med Marianne Mortensen, pragtfuld veteran ikke mindst på musicalfeltet.
De er begge med i ’Lille mand, hvad nu?’ På lige fod med stærke og veletablerede spillere på Mungo Park: Maria Rich og Anders Budde Christensen – vi behøver bare at nævne de to for mindeværdige roller i teatrets succes sidste sæson, ’Boys don’t cry’.
Og for at blive i musikken, så er endnu en mand på scenen: Jonas Munck Hansen, der har arrangeret de mange tyske sange, der på cabaretvis giver stykket karakter. Han er selv på banen som guitarist og skuespiller.
Schuberts ’Der Tod und das Mädchen’ smyger sig gennem opsætningen af Martin Lyngbos dramatisering af Hans Falladas klassiker ’Lille mand hvad nu’ – et dystert varsel om død og ulykke i de tidlige trediveres Tyskland.

BERLIN 1932

Historien handler om sælgeren Johannes og hans kone Emma, der kaldes ’Pusser’ og deres nyfødte, der kaldes ’Sardinen’ – vi er inde i det totalt socialrealistiske i den stil, vi også kender fra dansk litteratur og teater i trediverne, trivielt og sløjt i nærbillede, tæt på arbejdsløshed, nød og elendighed.
Men så Berlin 1932! Der er et kvælergreb af politisk panik omkring det unge par og deres uafladelige kvaler med pengemangel, jobmangel, nedkuling i det bureaukratiske system.
Dét emne, der har været med til at skabe Fallada-romanens succes.
Her i Lyngbos dramatisering og instruktion gjort til et nærmest tegneserieagtigt tidsbillede. Udspillet på en drejescene, som er opstillet af scenografen Rikke Juellund, en karrusel af dekorationer, der flytter os uafladelig fra det ene mere triste hummer og kontor til det andet. Op af en stige må den lille familie til det ulovlige hjem, ind og ud af de elendige arbejdspladser, og besøg hos den ’lille mand hvad nu?’s mor, der er luder, og tyranniseret af vekslende dumme svin i form af luvslidte arbejdsgivere.
Berlin 1932. ja tak! Året før Hitlers magtovertagelse.
Forestillingen er stærk, fordi den kører på et direkte, kontant, og opskruet, usentimentalt spil. Brecht og Kurt Weil’s kølige distancedramatik er den stil, Lyngbo har valgt.

SKARPE KLIP

Alt ses i skarpe klip. Med Budde Christensen som den positive, flittige slider, kærlige mand og far, hjælpeløst fortabt i den ubegribelige turbulens omkring ham. Konen – Maria Rich som den tålmodige, elskelige, tilgivende, bekymrede kone.
Og Marianne Mortensen og Henrik Prip i en hel stribe af forvandlinger:
Hun som den griske ludermor, sekretær, sygeplejerske, og hvad ved jeg, ind imellem at hun planter sig til klaveret og spiller og synger sange.
Han som læge, politibetjent, kontorbud samt en serie af slyngelagtige arbejdsgivere eller nasserøve. Ind imellem at han griber violinen og filer. Der er kostumeskift-travlt bag kulisserne – slidsomt sikkert, men til fornøjelse for os andre.
Det hele er som at se et baggårds-tilløb til musicalen ’Cabaret’.
Glimrende!

gregersDH.dk