Søren Østergaard i Zirkus Nemo. (Tegn. Claus Seidel)
LE
VIL DE –
LE
Søren Østergaard vifter med to stykker wienerbrød – og vi bryder sammen i latter. Hvorfor?
Medvirkende i Zirkus Nemo 2017: Søren Østergaard, Michel Castenholt, Ingo Stiebner, søløven Lappy, akrobatgruppen Crazy Flight, jongløren Picaso og Lyse Laura. Plus Frans Baks orkester: Øyvind Ougaard. Klaus Menzer, Kasper Tranberg og Klavs Hovman
Zirkus Nemo 2017 spiller i København, d.v.s. på Charlottenlund Strand indtil 2. september efter en lang turné i Jylland og på Fyn. Varighed: 2 timer Inkl. pause.
******
Søren Østergaard slipper godt fra de mærkeligste ting. Han kan blive elsket af publikum, ja af hele nationen, for at vifte med to stykker wienerbrød i luften, undre sig over, at chokoladen mangler på det ene, selv om den er der.
Han kan lade stykkerne danse ballet til Tjaikovskij, og det er på sin egen vis lige så fuldendt som var det Toni Lander og Erik Bruhn i en pas de deux. De to stykker danser bare i en anden verden, fordi deres balletmester, der optræder under kunstnernavnet Bager-Jørgen har særlige forestillinger om kunsten at skabe en pas de deux – forestillinger, der bestemt rammer Tjaikovskij, og som bringer publikum i svingninger, som var det Lander og Bruhn med deres koreografiske sublimiteter.
Alt vil kunne aflæses på en psykologisk richterskala som tegn på overraskelse og lyksalig henrykkelse hos hans tilskuere. Den tilstand og reaktion, vi kalder latter – måske er den af en anden art end den, man oplever på Det Kgl. Teater, men den afviger ikke kvalitativt. Det vil nogle måske protestere mod, men vi vil fastholde, at nydelsen ved henrykt latter bør måles på lige fod med nydelsen ved sublim dans.
Man skal være Søren Østergaard for at slippe godt fra det. Han gør det gang på gang. Som regel ved at vende ting til noget, der nærmest er en forbløffende modsætning. Eller et eller andet, der skaber groteske konstellationer.
I sin forestilling i år gør han det f.eks. fuldstændigt indlysende, at det ikke er dét at have øvet sig livslangt i at kunne fløjte tre numre, som tæller, men at have øvet sig i ikke at kunne fløjte dem. Det sidste er en kunst, der skal læres, men en kunst, omgivelserne kan have grund til at sætte pris på. Den kan skabe sympati og forståelse hos omgivelserne. Og det kan udmærket være, at Søren Østergaard har indlagt sig hæder og laurbær som dreng – var det i et af Volmer Sørensens DR-shows? Vi tror det gerne. At erobre en plads i et Volmer-show ved ikke at kunne fløjte ’Kald det kærlighed’, dét bøjer vi os for. Det er en præstation, for Volmer stillede altid store krav.
Det er svær at gennemskue og analysere den teknik, Søren Østergaard bruger så blændende for at erobre publikum. Den bygger selvfølgelig på den præcise kontrast, han skaber i de fleste af sine numre. Men f.eks. også i hans sproglige, lattervækkende originalitet og det ildsprudende tempo, hans sprog udfolder sig i, når det stikker ham. I et nummer – gu’ ved om det ikke er det, der i programmet hedder ’Alexander Friedheim fra Böhmen’, og hvori han er en tjekkisk marionetdukkespiller. Her styrer han en kaotisk fremplapren på et volapyk af brokker ud i totalt raseri over musikken, der ikke spiller på de rigtige tidspunkter. Han knuser sine dukker i vrede. Det er den maniske kunstner med det uregerlige sprog, der går amok.
Sprogligt absurde variationer er i det hele taget et teknisk virkemiddel, han kommer langt med for at skabe akavede situationer.
Hans halvtjekkiske er et effektivt virkemiddel. Lige så effektivt som når han udser sig en amerikansk tilskuer blandt publikum, eller en tysk. Den første på grund af hans røde trøje, den anden på grund hans gule.
De multi-linguistiske fornærmelser falder over deres egne ben i en skønsom blanding af fiktion og realisme – det er et uforskammet, men grinagtigt spil på publikums lynetablerede fordomme, der kan stables på benene mod hvad- og hvem som helst fra Søren Østergaards fabulerende hjerne og hans verbalerotiske mundtøj. Og forplante sig til uhæmmet morskab hos publikum. Tempoet er tit afgørende. Men lige så tit de bratte opbremsninger, når hans lydhørhed over for, hvad der sker i salen, får ham til at udnytte spontane situationer og bemærkninger.
Nu skal vi ikke bilde nogen ind, at en Zirkus Nemo-forestilling bare er Søren Østergaard og hans jongleren med sine figurer – der er naturligvis flere end vi strejfer her. F.eks. har han Målermanden på nye jagtmarker af utrolige eksperimenter. Ud over genopfriskningen af hans fars historie, der rækker tilbage til farens funktion som grænsebom ved Krusaa. Og vi overser heller ikke hans vanvittige siamesiske-tvillinge-nummer med Michel Castenholt som en morsom makker.
Men det er en ufravigelig del af årets show, at der er fremragende artister med, spanieren Picaso – nej, han er ikke i familie med maleren, hvis navn er med to s’er – han her kan det utroligste med tallerkener og især gule kugler, han propper munden fuld at og affyrer og griber som styrede han et springvand. Eller artistgruppen Crazy Flight, der afveksler deres forbløffende akrobatiske numre med elegante dansetrin som skulle vi tilbage til Tjaikovskij igen. Og intet cirkus uden dyr: Søløven Lappy er tilbage og i lapperne på sin herre og mester Ingo Stiebner. Det vældige, klodset-smidige dyr er en glimrende Zirkus-afløsning for cirkus’ernes sædvanlige heste og hunde.
Et slutnummer fra Søren Østergaard selv er forunderligt. Han kommer sagtmodigt ind med en lille sværm af skovens fugle hæftet på ryggen – er han Tryllefløjtens Papageno på vandring? Er det eventyrfigurer, han møder? Er det nattens dæmrede tåger, der sænker sig over ham? Er det sne, der daler? Vi ved det ikke. Vi ved kun, at det er et sært og smukt eventyr, vi et øjeblik sendes med på.
Det er Søren Østergaard i år, som vi kender ham og alligevel forundres og glædes.
Og ler. ’Le vil de – le’. Som en bog om Keld Petersen hed engang.
gregersDH.dk
