Søren Østergaard i Zirkus Nemo (tegn.: Claus Seidel)

VANVID

HAGLER NED

Søren Østergaards uforskammetheder og groteske påfund kulminerer i årets Zirkus Nemo. Latteren er ustyrlig.

Zirkus Nemo spiller fra 4.8. – 29.8. ved Charlottenlund Fortet og derefter 1. – 12.9 på Dyrskuepladsen i Odense

*****

SØREN Østergaard: ”Er det ikke mageløst det her? Jo svarer I… Kan det blive sjovere? Nej, svarer I, det er vildt sjovt!”
Søren Østergaard fører mange små dialoger med publikum i Zirkus Nemo. Og giver selv svarene. I et overrumplende tempo. Det er som lynekspedition af telegrammer på fortidens gamle telegrafnøgler. Eller som auktionarius-tempo på en fiskeauktion i Hirtshals.
Det hagler fra ham. Også med fornærmelser på stribe. Vi skal ikke tro, vi er noget.
Uforskammethederne fyger så heftigt som regnen mod hans nye telt på denne skybrudsaften, hvor han har københavnerpremiere på årets show. Teltet er rejst på stranden ved Charlottenlund Fortet – i Gentofte, det pæne borgerskabs domæne – ’Lorte-Gentofte’ kalder han det, når han nu er i gang med at udfolde sig som Smadremanden, der har et stort og fuldbyrdet arsenal af ukvems- og bandeord. En statistik må bringe ham i Guinessrekord-biblen.
Smadremanden har i år udset sig alverdens fugle, der en bloc irriterer ham.  Smadres skal de, hele den jordiske og atmosfæriske flok, inklusive, må vi tro, også de flyvende kræ, som den finske artist Marko Parvo netop her tryllet virtuost og ubegribeligt frem fra sine, jeg-ved-ikke-hvilke-gemmer. Skam få Østergaard, for Parvos tryllenumre får nok det største bifald af samtlige numre i årets revy. Ikke den største latter, for den tilkommer Østergaards skæve an- og udfald. Men det største bifald som kvittering for elegant trolddomskunst med fugle, due, undulat, papegøje – intet vinget væsen er for stort til at blive gemt i Pavos ærmer. Nu overlever de vel aften efter aften, mens Smadremanden indfrier sit løfte om at tage livet af klodens fuglebestand ved at starte med æggene – et ægge-smadreorgie går i svang på bordet, så voldeligt som Bager-Jørgens angreb på tarteletterne, da hans ømme kadencer til Tjaikovski-toner tidligere på aftenen stiller den Kgl. Ballet op i skønsom fordeling mellem korps og solodansere. En let tartelet-ballet med grusomme konsekvenser.

BERØVET AL FORNUFT

Dette års Zirkus Nemo-forestilling er lyksaligt bestykket med glimrende artistnumre: En fransk cykelduo af yndefuldeste art samt en bande på fem ukrainske artister i Crasy Fligh, plus et flot par muskel-blondiner i trapez højt under loftet.
Herligt cirkus-artisteri som krydderi til det, der uomgængeligt bærer Zirkus Nemo: Søren Østergaards stålsatte vanvid. Al sund fornuft er berøvet ham, når han præsenterer sig som hr. Leslie Bøje-Møller, kaldet Marmormanden, fordi den pæne herre i gråt habit beriger os med sin evne til at genskabe kendte figurer i marmor.
Luftigheden i de korte realiseringer af statuerne er på linje med de frit svævende beregninger, som Østergaard efter pausen foretager som Målermanden, der nu synes tiden er inde til at fortælle om sin slægts fortid under Besættelsen, hvor Målermandens far og en kammerat udgjorde en frihedskæmer-duo ved navn Bom og Lineal.
Det var i de år, da mørklægningsgardiner blev erstattet af bind for øjnene. Far Bom blev i 1943 anbragt som grænseBom ved Kruså og først fjernet igen i 1951, hvorpå han kort efter druknede i Esbjerg Havn.
Vi kom ikke nærmere genealogien i målerkunst-slægten, men fik så megen anden nyttig, historisk orientering i denne monolog.
Frank Baks cirkusband trommer og blæser os gennem forestillingen  – og to ’cirkusprinsesser’ agerer gennemgående anti-artister, store Tina Gylling Mortensen og meget lille Sigrid Husjord. Ideen bærer ikke så langt. Tina som bevidst kejtet kontrast til de flyvende, vægtløse kropsjonglører. Og Sigrid som rasende og larmende spielverderber og provo. Begge dele nærmer sig unødvendig pynt på det hele.

gregersDH.dk