HENRIVENDE IDIOTI
Latteren skyller over Søren Østergaards uimodståelige vanvid i Zirkus Nemo, der nu er flyttet til København for den næste måned.
Spiller ved Charlottenlund Fortet indtil 9. august, derefter på Femøren, Amager 12.-30. august og i Odense 2.–13. september
******
…OG så er der Marianne, hende i overgangsalderen… Og så er der…
De falder over hinandens ben, de hurtige ’huskere’ her en halv time efter københavnerpremieren på Zirkus Nemo, hvor vi sunder os i bilen på vej hjem.
Søren Østergaards absurde figurer. Målermanden. Bager Jørgen. Hans artister, de to spanske donnaer. Jongløren, der kan alt det dér med kegler. Og de to søløver! Og galningen, der kravler gennem tennisketsjere. Etc., etc.
Hæsblæsende. Dybt rørende. Lattervækkende. Rystende. Sindssvagt. Og meget morsomt. Vi er hele turen igennem på de par timer, der er gået i det vinrøde telt ved Charlottenlund Fortet.
Men altså: Marianne, tryllekunstner-kvindemennesket, der er i overgangsalderen. Søren Østergaard ligner min skolefrøken, som styrede morgensangen kl. 8, men Marianne kan trylle, eller gu’ kan hun ej, hun prøver på det, og hendes problem er, at hun sveder, men kun under den ene arm, den anden er tørlagt.
Det forhindrer hende ikke i lystige dansetrin og skamløs flirt med den mand på første række, hvis ternede skjorte er et gennemgående tema for cirkusdirektørens hån.
VID OG VANVID
Marianne-figuren er sådan en prototype på Søren Østergaards tankegang. Et væsen hentet ud fra et okkult sted i hans labyrintiske hjerne. En hvilken som helst skildring af figuren må nødvendigvis ende med, at den er helt ude i hampen, faktisk totalt åndssvag. Men latteren hos os skyller som Nordsø-brus mod Hvide Sande.
Jo vildere og mere kikset, jo bedre. Næsten alt hos Østergaard er bygget op om det fortryllende ved total idioti. Udstillet, ja udleveret med utrættelig frækhed. Plus – og det er med til den jordiske forsoning – en barnlig glæde ved at lægge både kortene, plathederne og selvironien på bordet som forsonende knus til vores accept af vanviddet. Viddet og vanviddet. En stol og andre rekvisitter, der bryder sammen, så et nummer aldrig kommer i gang, hvis der overhovedet har været et, for sammenbruddet er selve nummeret.
Et andet – ’Nyt nordisk køkken’ – som kunne være en hilsen til Restaurant Noma: Østergaard, som prøver at finde sin ’egen indre bacon’ under et rekordforsøg på lyn-baconstegning på en kæmpemæssig stegepande.
Vanviddets absurditet lyser på samme måde fra et nummer som ’Bugtaleri på højt plan’. Det handler om kunsten IKKE kunne fløjte. Det kan man komme langt med i denne verden. Og det kommer Østergard. Optræder med det og får det halve publikum til at fløjte Lilholts ’Tal om kærlighed’ – Østergaards ikke-fløjte-glansnummer.
MÅL OG MED
Overgangs-Marianne er bare en kort joke. Der er til gengæld spind helt ud i det blå med dette års udgave af ’målermanden’. Når målebånd er gule er det, fordi måleriet stammer fra Kina under Han-dynastiet, lyder redegørelsen. Hvorefter vi forlader middelalderen, fordi folk på 1. række skal have målt deres håndlængde, samtidig med at vi skal høre om, hvordan Østergaards far måtte skjule sit målebånd på loftet hjemme i Sønderborg, da Hitler forbød målebånd og selv troppede op i Padborg og omegn for at udrydde båndene. Hans far… Nå, det bliver for langt…
Kort i år er til gengæld Østergaards ’Bager-Jørgen’ – han smadrer i raseri striben af tarteletter under opbydelse af mageløse serier af skælds- og ukvemsord til publikum og publikums påklædning, han selv så luvslidt og sjusket, at han mor må tror, han har forvildet sig gennem Pusher Street i Christiania.
Kontrasterne, der afbalancerer det blomstrende galimatias, er virtuose, rendyrkede artistnumre. Jongløren Claudius Specht, som er i stand til det utroligste med kegler og dåser. Og de spanske Azzario Sisters, der overlegent og elegant indviede os i styrke og balancekunst i særklasse.
For ikke at tale om søløverne Lappy og Lola, der er dresseret til slaskende kys til deres træner Ingo Stiebner og yndefulde lege med tørklæder, indtil de som afslutning klasker labberne sammen i takt med publikum og Lars Bachs Cirkusorkester.
UBEGRIBELIGT
Men så har Østergaard i år en makker, der lever smukt op til hans egen underfundige galskab. Han er nordmand, kalder sig Captajn Frodo og formår ubegribelige sager med sin krop, bl.a. det meget omtalte nummer, hvor han kæmper sig gennem et par tennisketsjere tilsyneladende under torturagtige lidelser, men dog ikke værre, end at han i en hvilken som helst situation kan sige vittigheder i en mikrofon og strø om sig med det glimmer, som han ved enhver lejlighed hiver op af lommen.
’It’s not as easy as it looks’, som han siger. Det er et særdeles grimt nummer, men fyren forsoner både her og i samspil med Østergaard at få stemningen himmelvendt med en spillestil, der ikke ligger langt fra Østergaards.
Intet i denne sommersæson ligner Zirkus Nemo. Det røde telt og de røde cirkusvogne har lejret sig ved Charlottenlund Fortet på Strandvejen som et signal om østergaardsk galskab.
gregersDH.dk