Tegning af Niklas Walentin på CD-coveret (usigneret)

KRAFTPRÆSTATION!

26-årige Niklas Walentin slipper ikke bare helskindet, men enormt flot fra sin indspilning af den sagnomspundne Eugène Ysaÿe’s sonater for soloviolin.

Eugène Ysaÿe: Seks sonater for soloviolin indspillet af Niklas Walentin, 26-årig dansk-schweiziske violinist. Dobbelt-CD Naxos 8.574214

*****

Eugène Ysaÿe – navnet hænger i baghovedet. Forsøgsvis et sted mellem etiketterne på de lakplader, man engang snusede sig til og erhvervede sig for få kroner i en kælderbutik i Tornebuskegade eller hos ham i Elmegade på Nørrebro. Kunne man finde violinisten Ysaÿe mellem de skurrede skiver med alle sangerne… Nellie Melba, Caruso og Sjaljapin? Næh. Mine lærere nævnte ham som genial violinvirtuos. Jeg ville høre denne Ysaÿe in person. Han var død og borte, selvfølgelig. Siden 1931. Men en myte. Lige som de andre, jeg gravede efter i kasserne. Ysaÿe! Navnet udtales ’í-sa-í’. Fransksproget belgier.

NU er hans navn pludselig på coveret til en ny CD. Du godeste! Overførte lakindspilninger? Nej. Men en hel dobbelt CD med hans seks solosonater for violin, indspillet af Niklas Walentin, en glimrende ung musiker på sit instrument, vinder af den ene og anden konkurrence, udgået fra solistklassen på Det Kgl. Danske i 2017 og allerede på internationale tribuner. Hvordan tør han bide skeer med Ysaÿe? Jeg husker Niklas Walentin fra den Reumert-prisbelønnede forestilling med ’Kammerballetten’ på Takkelloftet for et års tid siden, det festlige samarbejdsprojekt mellem et hold balletdansere og tre rappe musikere – Niklas var på violinen og forlystede publikum med f.eks. en salig udgave af Debussys ’Clair de lune’.

MEN nu det drabelige projekt med de seks solosonater af Ysaÿe – sammenlagt næsten halvanden times udfordring: Niklas og hans violin mutters alene! Det fremgår, at han har arbejdet intenst med de sonater gennem flere år. De er gnistrende knytnæver for violinister. A la Bachs tilsvarende seks solosonater.

VI lytter. Til indledningen på den første af sonaterne. Stejle klippeformationer af dobbeltgreb, der straks sætter Ysaÿe’s musikalske billeder i forhold til Bach, og derefter er vi ude i vældige fugaer, lystfyldte scherzoer og fejende allegroer. Niklas Walentin har overlegent tag på så meget – man lytter til disse ensomme monumenter, der står som skulpturer i luften, abstrakte livtag med linjer og brudflader. Rækker af ideer og tanker, der kun kan udtrykkes med toner og rytme, kromatiske, overdådigt udsmykkede passager, flugt til e-strengens spinkleste, tårnhøje yderpunkter, kampe som hos Bach med de vilde bestræbelser på med violinen at etablere store brudte akkorder, der skal imitere et orkesters akkompagnement til solisten. Dansende satser af vellystige uforskammetheder, de frækkeste spring i det uvisse, redninger på stregen, flerstemmige, underfundige bemærkninger, hans sonate nr. 2. lægger f.eks. ud med en hel lille maskekomedie af heftige og sprælske dialoger.

KOMPONISTEN Ysaÿe var selv verdensberømt virtuos på sit instrument – han udfoldede sig i begyndelsen af forrige århundrede, men her er han komponisten, der i 1924 sender hver enkelt af sine solosonater afsted som hyldest til lige så berømte kolleger: De er dedikeret Joseph Szigeti, Jacques Thibeaud, George Enescu, Fritz Kreisler, Mathieu Crickboom og Manuel Quiroga – navne, der fortæller om en generation af virtuoser, som måske ikke siger så mange noget i dag. Det skulle lige være den geniale Fritz Kreisler, der stadig er leverandør af ekstranumre som hans wieneriske perler ’Liebesfreud’ og ’Liebesleid’ til solister og orkestre. Kreislers elegante og eventyrlige virtuositet kan man også spore i Niklas Walentins måde at spille Ysaÿe’s 4. sonate i e-mol dedikeret Kreisler med en finalesats, komponisten giver tempobetegnelsen ’Presto ma non troppo’ – hurtigt, men ikke for hurtigt. Alligevel – svimlende. Tak skæbne!

NIKLAS WALENTIN er til det alt sammen. Den sjette af Ysaÿe’s sonater er en hilsen til den spanske violinvirtuos Manuel Quiroga, der døde i 1964 med en karriere bag sig, men som måtte stoppe i 1937 efter en bilulykke i New York. Sjette sonate synger af spanske rytmer og temaer gennem passager – er det Bizets ’Carmen’, der spørger?

DET er en CD, man kan hente de mest forbløffende detaljer ud af. Plus kendskab til en violinspiller, som uforfærdet tager livtag med det utroligste.

gregersDH.dk