Dramatiseringen af Yahya Hassans digte kulminerer i rockscener på Teater Mungo Park, Kolding (foto: Mungo Park)

SMERTETÆRSKLER

Dramatiseringen af Yahya Hassens digte fungerer fint som en musikalsk collage, der rammer, hvor den skal ramme  – både poesien og den hassanske verden af danske og muslimske smertetærskler.

’’Yahya Hassans digte’ er et samarbejdsprojekt mellem Mungo Park Teatret i Kolding, hvor det havde premiere i aftes, og Aalborg Teater, hvor det kommer op i næste sæson.

*****

TONEN er straks slået an. Allerede udenfor på gaden: Store transparenter over gågaden i Kolding: ’Yahya Hassans digte’.
Det er ikke en reklame fra den lokale ’Bog og Idé’. Men for teaterforestillingen på Mungo Park.
Og tonen er lige så straks slået an på scenen. De fire medvirkende står, sidder eller hænger i scenografiens gitre. Med bogen i hånden, slået op, klar til at læse. Det handler om dén bog!
Jakob Hannibal er den første.
Identifikationen med de berømte tekster melder sig omgående. Men også forestillingskonceptet.
Hannibal læser et af de digte, som vel har været mest citeret. Digtet om faren, der med et bræt, brækket af en af børnenes senge, banker løs på ungerne. De får i deres udstrakte flade hænder, mest lillesøsteren.
Den skildrede muslimske hjemmevold er på plads. Som eksempel på alt det, der af mange i særlig grad er blevet forbundet med Hassen og hans digte: Hans rasende udlevering af en kultur, næsten ingen har turdet angribe med så hidsige ord og beskrivelser. Men som mange gerne ser bekræftet. Alle de forpinte sider af en muslimsk flygtningetilværelse i Danmark.

KONCEPTET

Men vi forstår også forestillingens koncept.
Nemlig som et, der rækker ud over den opfattelse af Yahya Hassen og hans digte, der har indarbejdet sig, og som er blevet næsten uløseligt forbundet med hans person, hans karismatiske udstråling, hans sprog, hans egen måde at læse på, denne syngende messen, som nogle måske hører som en imitation af muezzinernes messen af korantekster. Men som snarere er en lyriske recitationsstil, der rækker tilbage til Poul Borum og Forfatterskolen, den skole, som også er en del af Yahya Hassans baggrund.
Hos Jakob Hannibal – og også hos de øvrige, da de tager fat – bliver teksterne prosa. Nærmest som små novellebrudstrykker.
Det er en del af det stilistisk fine ved forestillingen. Man prøver ikke at lave en Hassan på scenen, efterligne hans stil og facon. Den skal vi ikke sidde og labbe i os.

UDLEVERING

Brugen af teksterne udvikler sig i en scenisk collage, hvor instruktøren Minna Johannesson og de medvirkende rykker og flytter teksterne ind i sammenhænge, hvor vi både får fastholdt Hassan-digtenes knivskarpe udlevering af hans familiemæssige, historiske og kulturelle baggrund, men samtidig får splittet de naive, men velmente danske bestræbelser på at justere unge indvandrere til samfundet. Med midler, der bliver nogenlunde dobbelt så hjælpeløse, som de er over for danske jævnaldrende.
Teknikken i stykket er, at skuespillerne alt efter situationerne kan være Hassens far, Hassans lillebror, Hassans mor eller farens nye kone eller Hassans elskerinde – den berømte pædagog, som alle har interesseret sig så meget for, og som selv har gjort sit ved at skrive en hel bog om sit liv med Hassan.
Lige som skuespillerne kan agere behjertede, paniske eller vildfarne repræsentanter for samfundets vidtfavnende pædagogiske institutioner, som prøver at få styr på den flimrende kriminalitet, Hassan blotlægger hæmningsløst som en side af sin opvækst.
Forudsætningerne er rigelige for at identificere alt, vi møder på scenen, med den virkelighed, medierne har viderebragt.

MELODRAMA

Undervejs gennem den godt halvanden times pauseløse forestilling vokser musikken som et afgørende element. Med prægtige komiske virkninger ind imellem, når danskpop eller ’Nu er det jul igen’ får kultursammenstødene til at swinge.
Eller når de fire, Hanne Hedelund, Andreas Berg Nielsen, Frank Thiel og som sagt Jakob Hannibal er et bundt rockmusikere, der forløser den side af Yahya Hassans fortælling om sine eksplosive udviklingsfaser.
Men også udmundende i en fase af forestillingen, hvor det poetiske begynder at gro på en helt egen måde. De afsluttende tekster løfter sig med den underliggende musik til en art melodrama, hvor brudstykker af teksterne kommer til næsten at synge som bitre eller selvironiske konklusioner – ”paranoiaen griner – og jeg griner med” lyder det f.eks.
Sætninger, der bliver hængende. Der er nok af dem i den sceniske finale, også for mange. Men stærkt er det.

gregersDH.dk