FEIN LIEBCHEN GUTE NACHT
 
 

Schuberts ’Winterreise’ som ambitiøst og fascinerende teaterprojekt i Københavns Musikteater.

Spiller indtil 3. marts

****

DET er som en føljeton.
I går Tom Kristensens syrede december-vision, som Jesper Lohmann sang den på den tilfrosne Liva-båd i Nyhavn. Med krager, der hakker i det gysende 20’er-København.
I dag Schuberts forladte vinterlandskab, mennesket på sin ’Winterreise’, på vandring, fordybet i længsler, en krage er fulgt med ham ud i mark og skov og fjeld – er han dens næste bytte?
Sjældne perler i det danske teaterlandskab.
Skuespilleren Lohmanns rekvisitter er bajerflasken og frakken trukket op om ørerne.
Mezzosopranen Trine Bastrup Møllers?
En spøgelsesagtig følgesvend, der som en sort skygge er i hælene på hende med hund eller krage eller skelet. Skyggen tænder bål, når hun standser på sin nattevandring og synker om på skovbunden – ’Nun merk’ ich erst wie müd’ ich bin’…Først nu mærker jeg, hvor træt jeg er… ’Winterreise’ er jo tyske sange – behøver vi oversætte? – det er jo nemt nok med det ord ’Vinterrejse’, men resten?

INTIMITETEN

Trine Bastrup synger et glimrende tysk, vi lytter, det er alligevel svært at fange alt – måske på grund af det vidt favnende regi, der er denne forestillings – ja, det er netop en forestilling, det er ikke en sanger, der stiller sig op ved koncertflyglet og er i slyngduo med pianisten Julie Andkjær Olsen – de to, sanger og akkompagnetør, er undertiden mile fra hinanden på den langstrakte scene, så langt fra hinanden, at man beundrer, at det lykkes dem at følges så fremragende intimt, men også så krævende distanceret fra intimitetens lukkethed omkring tekst og pointer, og så befolket med sceniske krav til Trine Bastrup, at teksten ind imellem tilsander en smule.
Gør det noget? Måske ikke, hvis man kender den, men hvis man ikke gør, ja, så gør det noget, og så kan de magisk billed- og handlings-supplementer ikke altid erstatte ordenes prægnans og detaljerigdom. Vi ved da godt, at det er standard at sige, at Wilhelm Müllers tekster til ‘Winterreise’ ikke løfter tysk poesi til Goethe- eller Heine-højder, men Schubert kærtegner hans ord, svejser sin musik til dem, maler dem i toner og rytmer som, ja som hvem ville gøre det? Som en Casper David Friedrich måske med sin pensel.

DAS MÄDCHEN SPRACH VON LIEBE

Tænk lige på ham, når du ser den forestilling. Tænk på hans ensomme vandrer, der med ryggen til dig ser ud over bjerge og dale. Og når vi nu er ved det billeddannende: Tænk på Heines ’Nach Frankreich zogen zwei Grenadiere’ – det er en anden historie. Friedrichs vandringsmand vender ryggen til dig. Heines to genaderer har ansigtet mod dig. Styrer lige mod dig i al deres tragiske forhutlethed og længsel mod hjemmet.         
Der er noget af dem begge i denne ’Winterreise’. Vi er ikke helt ligeglade med, at de her bliver sunget af en kvinde – glimrende sunget. De er skrevet til en mand, der er blevet svigtet af sin pige. Hende hører vi meget om i sangene – ’Das Mädchen sprach von Liebe’… Men skidt – længsel er længsel, sortsyn er sortsyn, nedtur er nedtur. Og naturen er med i denne gudhengivne, panteistiske, romantiske verden, der er Schuberts og Müllers.

FLIEGT DER SCHNEE

Mens Julie Andkjær – klædt som Bellinis ’Søvngængersken’ og meget lidt at støtte sig til, hendes ryglæn er en afpillet rygsøjle…  mens hun fletter nettet af temaer og lader dem synge fra flyglet, holder vandringsmanden rast ved bålet, drømmer om foråret, griber efter brevet, da posten kommer forbi (mimeren Henriette Aarup sender det som en rørpost på tråd over scenen), trænger hvileløs gennem sneen – scenedamp bølger som en storm over scenen, mens hun som en anden Bettina Aller kæmper sig tappert gennem de isnende vinde  – ’Fliegt der Schnee mir ins Gesicht, schüttl’ ich ihn herunter’…
Vandringen er kamp, længsel, desillusion – og undergang, da lirekassemanden som sidste station på vandringen varsler uendelig tristesse.
Det er virkelig et originalt og ambitiøst ryk med Schuberts liedcyklus til teaterscenen, ikke uden problemer, men fyldt af billeder, skønhed, magi og mærkværdighed – dystre elektroniske bearbejdninger af klaverets toner skaber greuel-stemning – og giver Julie Andkjær en chance for at vende blad. Når hun ellers ikke også bliver sendt på vandring gennem det uendelige scenemørke – det er som at se Puccinis Manon vandre ud i det amerikanske intet.  
Lysmæssigt en glimrende varieret og gennemarbejdet forestilling. Rummet antager sære karakterer. Ind imellem åndeløst smukt sunget.
Og  nu god nat – ’Fein Liebchen Gute Nacht’… 

GregersDH.dk