Anton Zetterholm, Frida Johansson, Luc Boris André og Kitty Chan (tegn.: Claus Seidel)
I WANT TO LIVE IN AMERICA!
Himmel og helvede I ‘West Side Story’ sat op i Malmø på svensk af et hold danskere
Komponist: Leonard Bernstein. Idé: Bernstein og Jerome Robbins. Manuskript: Arthur Laurents. Sangtekster: Stephen Sondheim. Scenograf: Steffen Aarfing. Kostumer: Anja Vang Kragh. Koreograf: Signe Fabricius. Lys: Åsa Frankenberg. Dirigent: Magnus Fryklund. Medvirkende bl.a.: Anton Zetterholm, Frida Johansson, Patrik Riber, Kitty Chan, Sara Lehmann, Suad Demirovic, Oscar Pierrou Lindén og Alvaro Estrella m.fl.
’West Side Story’ spiller på Malmø Operaens Store Scene indtil 16. december. Varighed: 2 timer 40 min. inkl. pause.
*****
DET enorme skelet af et stillads drejer langsomt, og lyssætningen skifter til giftigt grønt. Hvad sker der her? Steffen Aarfings scenografi til ’West Side Story’ på Malmø Operaen er dette kæmpemæssige billede på et New York i kaotisk byggeboom, en totalforvirring af trapper, brandstiger, en verden pakket med beboere, der kommer fra den hele verden. Der er lysvirkninger i forestillingen, der – hver gang drejescenen kører – kaster et flimmer af glimt over dekorationen, New York som et hæsblæsende orgie af neon og mennesker i jagende travlhed. Et øjeblik kombineret med Stars and Stripes som forvirrende blændværk, ’I want to be in America’ som puerto-ricanske Anita synger i sin drønende slagsang.
MEN den giftiggrønne farve? På det tidspunkt er tragedien på en måde fuldbyrdet. Tony har dræbt Marias bror Bernardo i forvirringen under gadeopgøret mellem de to bander, vi kunne være ved vejs ende, musikken klinger som et requiem, mens scenen drejer i slow motion og koret af bandemedlemmer står som en forstenet masse i halvmørket bag Maria og Tony, der er på hjælpeløs flugt fra den uafvendelige katastrofe.
’West Side Story’ kunne slutte der. Men det uafvendelige må følges til vejs ende, Marias og Tonys død, hævnen, bandeopgøret, tragedien – ikke bare fordi dramaet følger Shakespeares Romeo og Julie-historie, men fordi Bernstein og Jerome Robbins undfangede en idé om at ramme det næsten uløselige: Den latente, etniske konflikt mellem befolkningsgrupper i U.S.A.
DET er stærke sager med den grønne farve som varsel. Den skærer djævelsk i øjnene. Som den ’diabolus in musica’ – djævelen i musikken – skærer i ørerne, toneintervallet tritonus, der fik sit navn i middelalderen, og som Bernstein bruger mange steder i partituret til ’West Side Story’. Et omdrejningspunkt, forestillingens brillante dirigent Magnus Fryklund skriver et godt lille afsnit om i programmet. Det skarpe interval mellem to toner på skalaen, der skaber panik, bryder harmonien. Ligefrem en nøgle til Bernsteins ’West Side’-musik, der er serier af rasende udbrud, et ekstatisk væld af rytme, baseret på alverdens materiale, mambo, cha cha, caribisk folkesang, dansemusik fra nær og fjern, ikke mindst amerikansk 50’er jazz, svunget fra new orleans- til bigband-niveau, et utrætteligt drive for det, der pisker handlingen ubønhørligt frem – konfrontationerne mellem de to bander, The Sharks og The Jets, puertoricanerne og de ’hvide’ med europæiske aner.
DANSEN bliver som en navlestreng til det dramatiske handlingsforløb, dansen forløst som ekstatisk hverdagsudtryk for teenagere og deres handlinger, i opsætningen udtrykt i alt fra street dance, tidlig rock-n’roll, jitterbug, hip-hop, kun modsvaret i sekunder af pædagogens forsøg på et få hele ganget af teenagere bragt på gammeldags danseskole. Alt med rette speedet op af koreografen Signe Fabricius og iscenesætteren Kasper Holten i scene på scene af vild energi, forestillingen som helhed fanget af den sprængladte dynamik, der udgår fra Bernsteins musik.
BERNSTEIN og Robbins havde oprindelig en idé i 1940’rne om, at det skulle handle om en konflikt mellem jødiske og katolske unge i New York – de er begge efterkommere af jødisk indvandring, Bernstein fra Ukraine, Robbins fra Polen. Men i 1950’erne væltede det ind med indvandrere fra Caribien, især Puerto Rico, og det har givet en umiddelbar inspiration til det hektiske musik og danse-miljø, der gennemsyrer ’West Side Story’.
MEN man ser også forklaringen på, hvorfor musicalen videreføres til den bitre ende med varsler og advarsler om endeløs konflikt. Den sidste halve time af forestillingen er ikke bare tilløb til en rovdrift på musicalens musikalske hovedtema, den er også forsøg på at holde os fast på de etniske sammenstød, der gennem generationer har plaget det amerikanske samfund. For ikke at sige alle mulige andre samfund. Et svensk publikum kan bruge det som reminder i den aktuelle, politiske valgsituation.
OPSÆTNINGEN har store kvaliteter. Farverige og en blanding af 50’er-typiske og neutrale kostumer af danske Anja Vang Kragh. En scenografi af – igen en dansker – Steffen Aarfing, som giver glimrende spillerum for instruktøren Kasper Holten – mere dansk – til at sætte sine medvirkende på ganske barske prøver. Den velsyngende Anton Zetterholm med den både solide og fløjlsbløde tenorbaryton må aflevere sin store kærlighedserklæring til Maria fra toppen af en bjælke i stilladset. Og han og Frida Johanssons Maria synger deres første duet, mens de kravler til vejrs i et ståltrådshegn, uden at det giver skår i det ene eller det andet, heller ikke i Frida Johanssons yndefuldt vibrato-perlende sopran.
MASSER af andre gode medvirkende i den lange rolleliste, så. Alt synges på svensk, så danske publikummer skal holde ørerne stive. Det gør vi så og får hjælp fra de svenske undertekster. Flere opførelser af ’West Side Story’ i Danmark har valgt at lade de store og velkendte sangnumre synge på engelsk, kun dialogen på dansk.
DET er Kasper Holtens foreløbig seneste iscenesættelse, inden han i dag, lørdag 1. september, indtager chefstolen på Det Kgl. Teater. Og ’West Side Story’ er Michael Bojesens – endnu en dansker! – første egenproduktion som chef for Malmø Operaen. Tilbageerobringen af Skåne er i fuld gang.
gregersDH.dk
