Kristian Rossen og Katinka Lærke Petersen i ‘Vrede’ (foto: Emilia Theresa)

MERE UNG VREDE

En nytårsaften i distortion-humør i Odense-Teaterskolens afgangs-forestilling på Skuespilhuset.

Dramatiker: Simon Stephens. Oversætt.: August Bovin Boberg. Instruktion: Simon K. Boberg. Scenografi og kostumer: Lise Marie Birch og Ida Munk Brostrøm. Medvirkende: Anne Blomsgård, Ida Marie Henningsen, Amanda Radeljak, Katinka Lærke Petersen, Jeppe Ellegaard Marling, Kristian Rossen, Niels Dampe og Søren Birch Plum.

’Vrede’ spiller i Skuespilhusets Lille Sal også i onsdag og torsdag aften, den 13. og 14. Varighed 1 t 40 min. uden pause.

****

YNDIGT – ikke? De to unge på billedet. ’Yndigt’ – for nu at bruge et ord, der ikke er særlig relevant hos den aldersklasse, der fejrer nytårsaften i stykket ’Vrede’.

DER er ellers ikke meget ’yndigt’ over det, der foregår på Skuespilhusets Lille Scene i disse dage. Stykket er larmende og voldsomt, og hvis du sidder på 1. række skal du lige vare dig for den kylen med tomme øldåser og de rutsjeture, skuespillerne tager over gulvet med havarerede indkøbsvogne.

MEN så sidder der altså et par festdeltagere et øjeblik og tildeler hinanden blomster og søde forelskede blikke. Det er et af de øjeblikke, hvor selskabeligheden står på korte breaks af våbenstilstand, nulpunkter så at sige i tankeløsheden, i den konstante udfoldelse af elementært, spontant raseri og tøjlesløst vanvid, der slippes løs en nytårsaften, hvor alle hæmninger er aflyst, og hjernerne er i rastløs drift – mod hvad? Mod hurtig udløsning af det ene eller det andet: Sex, tørst, slå fra sig eller slå til, det sidste i flere betydninger: Slå løs på nogen, der irriterer én lige nu og her, eller leve op til egne eller andres forventninger til, hvem man er eller hvad man dur til.

DET er et projekt for otte afgangselever fra Teaterskolen i Odense, stykket havde premiere forleden på Odenses Teater Momentum, men vises altså nu på Det Kgl. – tanken med afgangsforestillingerne er jo, at de nye skuespillere skal præsentere sig, så man kan se, hvad de byder på. Deres forestilling er instrueret af Simon K. Boberg med et sikkert øje for stykkets muligheder for at sætte alle otte ligeværdigt i sving.

DET sker råt og brutalt i en distortion-udgave af en nytårsaften, hvor selv afslutningens ’Vær velkommen, Herrens år’ vokser vildt og forvredet som slagsang for det nye år, og hvor de enkelte er segnet omkuld under de uforløste byrder af usikkerhed, tvivl, manisk druk, afbrudte forelskelser, der ikke har været mere end vildtvoksende forsøg på at finde ud af, hvem af pigerne eller hvem af drengene, det i det hele taget var, man forelskede sig i undervejs. Nogle af spillerne har roller som politifolk, der prøver at holde styr på slagsmål, indvandrerkonflikter, men ikke kan holde ret meget styr på sig selv og hinanden, og ind imellem – med besvær – kommer i tanker om nogle irriterende regler for førergreb og arrestation, de har lært.

ALT bliver sat på spidsen af instruktøren og forfatteren, og spillerne sat på prøver, der viser en del om hurtighed og korporlig modstandskraft, men også om evnen til at bruge stop-øjeblikkene til overvejelser. I et par brøkdele af en pause i larmen siger en af pigerne: ”Alle folk er meget oppe at køre nu…’ Tænksomt og nærmest som en henvendelse til publikum.

DA festen er slut og slagmarken ligner Nørrebroparken efter distortion, spørger én: Hvad skal vi nu? er svaret fra en anden: ”Jeg aner det ikke?…” Fortumlet perspektivløshed. Forhåbentlig ikke for de nye skuespillere.

TITLEN ’Vrede’ associerer formodentlig til Osbornes ’Ung vrede’ fra 1958. Vreden og aggressioner er de samme.

gregersDH.dk