Benjamin Kitter og Natali Vallespir Sand i ‘Vores klasse’ på Odense Teater

OPGØR MED EN MYTE

Sylen lige ned i myten om, at det kun var nazisterne, der myrdede de polske jøder.

’Vores klasse’ på Odense Teater fortæller en anden, pinefuld historie.

’Vores klasse’ spiller på Odense Teaters Sukkerkogeriet indtil 21.10.

*****

UDE af øje, ude af sind.
Mogens Glistrup ville i 80’erne sende asylsøgere til Grønland. Søren Espersen vil i dag sende asylsøgere til Uganda.
Adolf Eichmann ville i 30’erne sende jøder til Madagaskar, indtil han opdagede, at gaskamre var nemmere.
Det sidste kan vi høre om på Edison Teatret i stykket om Eichmann.
I ’Klassen’, som går på Odense Teater, hører vi om jødeudryddelsen i Polen før og under 2. verdenskrig. Men fra en vinkel, der ikke har været talt så højt om: De tyske nazister var ikke ene om det. Den lokale befolkning i Polen hjalp godt til.
Det er emnet for ’Vores klasse’, opført fremragende som et kompliceret udviklingsspil – næsten som et skakspil med ti skuespiller på brættet og alles kamp mod alle. De agerer elever i en lokal polsk skole, starter sammen i 1926, og vi følger dem frem til langt efter krigens slutning. Syv drenge og tre piger. Uhyggeligt i sine afdækninger af visse elementære, men dybtliggende menneskelige egenskaber – knive i ryggen, svig og bedrag, stikkeri, had til dem, der er anderledes, udnyttelse af enhver mulighed for at overleve på bekostning af andre.
De er venner og kammerater i udgangspunktet, men revnerne opstår, for nogle er jøder og andre ikke.

MANGE FRONTER

Krigen mellem dem kommer til at køre på mange fronter. De personlige – med jalousi, der går både på deres forskellige sociale udgangspunkter, men også på forholdet mellem drengene og pigerne.
Og de politiske: Allerede fra tyverne isoleres jøderne i klassen på den indviklede baggrund, der var Polens i de år. Polakker var en blanding af supernationalister, kommunister og tyskvenlige. Jøderne som et mindretal, som havde alle imod sig.
Konflikternes præcise baggrund er ikke nem at gennemskue i stykket. Formodentlig befinder vi under det mest af handlingen i krigens år med massakrer – både de sovjettiske Katyn-massedrab i 1940 og gaskammer-myrderierne nogle år senere er inden for horisonten.
På scenen oplever vi voldtægter, nedslagtninger mellem de gamle elever indbyrdes – kommunister mod nazihåndlangere, og alle mod jøderne og de få, der prøver at beskytte dem. Endda en historisk dokumenteret indebrænding af jødiske kvinder, børn og gamle i en lade i byens udkant.
Det er gruopvækkende, ondt og hjertegribende, men godt gennemført af teatrets skuespillere i en blanding af kommentarer, situationer, oplæsning af breve fra og til de få, det lykkes at flygte til USA.

MYTERNE

Stykkets forfatter er polakken Tadeusz Slobodzianek, og det er Mungo Parks Martin Lyngbo, der har iscenesat med træfsikker balance mellem de mange lag i forestillingen.
Det er et opgør med en myte. Et meget præcist opgør. Nazisternes handlinger i Polen er bevidst nedtonet i stykket. Det handler om et polsk traume. Polsk selvransagelse. Gemt, men ikke glemt.
Stykket piller med sit rystende indhold ved nogle af de mange skildringer, der har låst sig fast om jødeudryddelserne under 2. verdenskrig. På samme måde som vi kan læse om det i de erindringer, den dansk-jødiske musiker Ludmilla Spektor netop har udgivet under titlen ’Emigrant på livstid’ (anmeldt her på bloggen 1.10.)

gregersDH.dk