Jens Jørn Spottag og (th) Hans Henrik Clemensen i ‘Von Trier non grata’ på TeaterV (Foto: Søren Kuhn)

LØGN

OVER

LØGN

Stykket om Lars von Trier på TeaterV pirker både raffineret og grovkornet til spørgsmålet om, hvad der er løgn og virkelighed omkring den kontroversielle filminstruktør og hans arbejde. Tilbage står skildringen af et menneske, som måske ikke engang ved det selv. Hvis man skal tro stykket.

Manuskript: Jacob Weis. Instruktion: Pelle Koppel. Medvirkende: Jens Jørn Spottag, Hans Henrik Clemensen, Karin Bang Heinemeier og Caspar Phillipson.

’Von Trier persona non grata’ spiller på TeaterV i Valby indtil 31. maj.

****

SJOVT nok. På denne søndag har vi om formiddagen set ’Presselogen’ på TV2 News dissekere ’Reality’-fænomenet Gustav og hans sagsanlæg mod en journalist, der har portrætteret ham i en bog.
Nu, søndag eftermiddag på Teater V ser vi ’Von Trier – persona non grata’, som har samme tema: Hvad er løgn, og hvad er sandhed. Stykket er sidste led i en trilogi, hvor dramatikeren Jacob Weis sammen med instruktøren og teaterlederen Pelle Koppel prøver at udskille fiktion fra virkelighed. Trilogien handler hver gang om kunstnere, der måske, måske ikke, kender grænserne. Og om os andre, der heller ikke kan se dem klart.
Først gik Weis løs på kunstneren von Hornsleth. Så den film- og tv-aktive Casper Christensen. Og nu altså filminstruktøren Lars von Trier.
Det er stærkt underholdende langt hen ad vejen. Jens Jørn Spottag giver den som Trier, fremstillet som en filmmand i krise, plaget af misbrug af en ene og anden art, men også af paranoia og hybris. Og menneskeforagt samtidig med et ubetvingeligt behov for kontakt. Han hundser på det groveste med Hans Henrik Clemensen, som spiller ’Ålen’ – producenten Peter Aalbæk Jensen, der hundser lige så groft tilbage.

ISKOLD BEREGNING?

Allerede dér har vi spillet gående i grænseområdet mellem fiktion og virkelighed: Jacob Weis lader replikker flyve, som hæmningsløst rammer den let kamuflerede, pinefulde balance mellem handlinger og ord. Iskold beregning eller – muligvis – ægte, indforstået respekt? Eller konstant en blanding af begge dele?
Det er lidt lettere at dechifrere den måde, Jens Jørgen Spottag som Trier udfolder sig på over for de to unge skuespillere Caspar Phillipson og Karin Bang Heinemeier. Deres opgave er at blive hånet, fornærmet og pisket rundt i manegen som et par skuespillere, der bliver prøveoptaget i en sekvens, som skal fortælle Triers egen version af den opsigtsvækkende episode, hvor han falder i grøften under et pressemøde i Cannes og taler skidt om jøder og pænt om Hitler.
Episoden er berygtet. Den fortæller om en Trier, som er ude af kontrol, uden situationsfornemmelse og lader munden løbe. I virkeligheden måske bevidst? Måske ud fra lysten til spontan provokation?
Vi ved det ikke. Måske ved han det ikke engang selv.
’Remaket’ af Cannes-episoden og Triers brutale og desperate opførsel over for de to skuespillere er igen et nøgleeksempel på de ustandselige ryk frem og tilbage mellem forskellige lag af dokumentarisme, erindring og forsøg på at bruge fiktionen til at forklare sig.
Jacob Weis lader Spottag være Trier, der taler om sig selv. Hvor fanden er vi henne i disse opgør mellem sandhed og løgn?
Nogen konklusion når stykket i hvert fald ikke med sin 2. akt, der er bygget op som en retssag, hvor TeaterV anklages af Zentropa for krænkelse af instruktøren. Den sag flytter sig dramatisk ikke en meter. For den kontante skildring i 1. akt af det flammende helvede, som Trier bringer sig selv og sine omgivelser i, er rigeligt til, at publikum fatter den komplekse, psykologiske krigstilstand, Trier befinder sig i med sin virksomhed som instruktør. Og som synes at være forudsætningen for, at der kommer film ud af det.
Har Trier mon set stykket? Godkendt indholdet? Er han fnysende ligeglad? Og synes vi, at han skal være dét?
Sidder Aalbæk bag ved ham og råber: La’ dem bare! Også dét giver kasse!
Et stykke, der sætter gang i nogle spørgsmål.

gregersDH.dk