Özlem Saglanmak og Ernesto Piga Carbone i ‘Vinger’ på Teater Grob (Foto: Thomas Cato)

BALANCE-

GANG

Glimrende og underholdende spil på Teater Grob om at være dømt til at balancere på randen af at være dansk.

Joan Rang Christensen: ’Vinger’. Instruktion: Madeleine Røn Jul. Scenografi: Gøje Rostrup. Medvirkende: Nadia Auda, Özlem Saglanmak, Janus Nabil Bakrawi og Ernesto Piga Carbone.

’Vinger’ spiller indtil 12. september på Teater Grob. Varighed: Halvanden time.

****

SCENEN er hvid som Møens Klint. Det er dansk modefarve pt, køkkener skal ligne middelalderlige gravkapeller, badeværelser skal ligne operationsstuer. Spørg enhver ejendomsmægler, der helst vil sælge lejligheder, der er så kridende hvide, at man får ondt i øjnene af at kikke på pr-billederne.
I sådan et hvidt scenisk paradis af en lejlighed færdes fire mennesker. De er danskere, de har problemer som alle andre danskeres, de har papir på at være danskere, men de har svært ved at falde helt i hak, og de mobber sig selv med irritation over ikke at kunne finde ud af det. De har det, vi kalder etniske identitetsproblemer. Nogle gange selvfølgelig fordi de støder på f.eks. noble stewardesser, der har automatiske blokeringer over for rejsende med en anden hudfarve end deres egen og tiltaler dem derefter. Men lige så ofte fordi de selv opbygger blokeringer i usikkerhed over for deres ståsted i tilværelsen.

LUFT UNDER VINGERNE

Lyder det genkendeligt og måske lidt slidsomt som emne for en forestilling? Det er det overhovedet ikke. De fire skuespillere kender muligvis selv problemstillingen, vi aner det ikke, men det er også ganske ligegyldigt. Det er Joan Rang Christensens drama, de spiller.
De fremstiller den besværlige balancegang som ufrivilligt utilpassede væsener med en overstrømmende præcision og knivskarp humor, men uden antydning af ironi, for ikke at tale om selvironi. De har bare svært ved at få luft under vingerne – deraf titlen på stykket – bl.a. og måske især fordi de slås med traditioner, navnlig familietraditioner, der haler dem den ene vej, og nye vaner og idéer i det danske samfund, der haler dem den anden vej.
En fyr er bøsse, en pige er gravid med hun-ved-ikke-rigtig-hvem, en ryger i slagsmål og en prøver at finde vej til et studium. Kernedansk og banalt sådan set. Men etableret som et puslespil af handlinger, iscenesat af Madeleine Røn Jul i et glimrende timede skift mellem situationer, og med fire skuespillere, der lydhørt og bevægeligt operer ind og ud af deres roller, nogle gange afbrudt af korte fortællende monologer, men det mest af tiden i snappe dramatiske, indbyrdes konfrontationer.
Man bliver helt rørt over Janus Nabil Bakrawi, da han ligger på knæ ved sin mors lukkede dør, den skrappe knægt. Man griner hemningsløst, når Ernesto Piga Carbone spiller fjottet fængselsbetjent, der tror, fangen gider høre hans livshistorie. Når Özlem Saglanmak afslører flintrende flot amerikansk, da hun agerer tango-danselærer for den til New York emigrerede bøsse.  Og Nadia Auda har fine øjeblikke som dansk bibliotekar, der tror, hun har fat i kultiveret, dansk tolerance over for en fejlfarvet låner.
Som det kan forstås er der hurtige rolleskift for de fire medvirkende i det kun halvanden time, pauseløse stykke. Rapt afviklet og ikke et minut for langt.
Vil man interessere sig mere for de fire, i øvrigt på danske scener velkendte skuespillere, kan man i deres korte portrætter i ’Vinger’-programmet få besked om deres særlige kendetegn – den slags er jo så populært. Ernesto: ’Krøller’. Nadia: ’Let skelen’. Janus: ’Flækket fortand’ og Özlem: ’Altid sulten’.
Mistet humøret? Så velkommen til det snehvide Danmark i Gøje Rostrups scenografi og fire veloplagte skuespillere. Så får du det tilbage.

gregersDH.dk