OPRØREREN WAGNER

Karantæne-rapport XV – en dag til genlæsning af ’Villy Sørensens Wagner’

Villy Sørensen: Sørensens Wagner. Forord, efterskrift og redaktion Sylvester Roepstorff. 280 s. Gyldendal. Udg. i 2005.

****

HVAD skal det ende med? God knows.

SÅ: Opsæt ikke til i morgen, hvad du kan gøre i dag. Oversat til latin: Carpe diem quam minime credula postero. ’Carpe diem’ er ikke bare et svensk firma med sengeudstyr, som man straks bliver bombarderet med reklamer for, hvis man går ind på google. Det er snuppet fra en af Horats Oder. Udnyt dagen.

UDNYT dagen. Det står skrevet i vores hoveder under Corona-krisen. I mit er det lige nu blevet til, at jeg haler en bog ned fra hylderne. En af de mange, der har stået ulæst for længe: ‘Villy Sørensens Wagner’. Det viser sig, at noget af indholdet har jeg allerede læst, men det er længe siden og et andet sted. Det var, da Den Jyske Opera i 80’erne opførte Wagners ’Ringen’. I Musikhusets programmer dengang var der artikler af Villy Sørensen. Noget i bogen er det samme som i artiklerne. Men der er meget andet med i hans Wagner-bog.

DET kommer måske bag på nogle, at den filosofiske forfatter Villy Sørensen har beskæftiget sig indgående med Wagner og ’Niebelungernes Ring’ – Villy Sørensens noveller og deres barske indhold har sikkert en større plads hos mange. I bogen bliver vi mindet om, at Wagner var usandsynlig flittigt skrivende i sit liv – ud over teksterne til de musikdramatiske værker. Han skrev om politik, samfundsforhold og selvfølgelig om kunst og teater, artikler i strømme – Nogle af hans centrale afhandlinger er med i bogen, oversat af Villy Sørensen. Det sidste skal man ikke være ked af, for Wagner tyske skrivestil er benet – jo mere teoretisk, jo sværere tilgængelig. Det erkender også Villy Sørensen.

DET interessante i bogen er analyserne af Wagners motiver med sin musikdramatik. Udgangspunktet er oprør. I næsten bogstavelig forstand. Vi er meget hurtigt inde i de konkrete, politiske oprør, der finder sted i Tyskland, bl.a. i hans eget Sachsen i årene 1848-49. Næsten alt tidligere i Wagners tilværelse strejfes dårligt nok. En smule om Wagners ungdoms-eskapader i fødebyen Leipzig, intet om hans rundture som ung kapelmester til forskellige tyske og østeuropæiske operahuse, intet om hans dramatiske sørejse i Øster- og Nordsøen, der bliver inspiration til ’Den flyvende Hollænder’, en smule om hans skuffelser i Paris – bortset fra, at Villy Sørensen hæfter sig ved, at Wagners altid og meget omtalte antisemitisme bunder i en stærk irritation over operakomponisten Meyerbeers suveræne position som den store mand ved Pariser Operaen. Der er masser af idiosynkrasier i Wagners liv. Meyerbeer var jøde.

MEN vi har hurtigt fremme i Dresden i 1848, hvor Wagner som 35-årig er hofkapelmester og involveret med de kritiske kræfter, der taler oprør på et tidspunkt, hvor det i det hele taget gærer over hele Tyskland med forsøg på at revolutionere den stivnede opbygning af landet i små konge- og fyrstendømmer. I løbet af en kort periode fra 1848-49 skriver Wagner en række bøger og artikler af udpræget revolutionær karakter. Sørensens oversættelse af ’Deutschland und seine Fürsten’ er med i bogen. Den bog er skrevet i oktober 1848 og rummer et utilsløret angreb på den sociale ulighed: ”I et land, der bugner af rigdom og overflod på naturprodukter, forgår tusinder hvert år af mangel på tilstrækkelig ernæring, hundredetusinder flygter hvert år over havet for ikke at sulte ihjel her i landet af rigdom og overflod!… Må det nødvendigvis være således?” spørger han direkte henvendt til konger og fyrster. ”I skal give os svar på, hvorfor det er således, hvordan er det blevet således, hvorfor har I, der har haft al magten, ikke afværget det?”

WAGNERS holdninger er utvetydige, og hvad han skrev blev trykt. I et Sachsen, der i 1848 trods alt var inde i et vist reformforløb under kongedømmet, og Wagner selv sad som Hofkapelmester i Dresden, bliver han pludselig klar over, at det overvejes at stryge støtten til Hofteatret, der bliver kaldt en ’luksuriøs underholdningsanstalt’. Det vil han måske ikke benægte, men støtten skal bare bruges anderledes. Hans reaktion er straks at skrive et ’udkast til en organisation af et tysk nationalteater for kongeriget Sachsen’. Teatret skulle ikke ledes af en af de kongelige hofmænd, men af en direktør og et råd valgt af teatrets personale plus en nyskabt digter- og komponistforening. Der skulle oprettes en teater- og musikskole ved teatret og laves en løn- og pensionsordning for de ansatte. Hans forslag var formuleret som en appel til kongen. Kongen tænkte han nærmest som en revolutionens initiativtager.

WAGNERS euforiske reformbegejstring måtte selvfølgelig ende blindt og han selv forlade kapelmesterstillingen. En voldelig revolution blev kort efter nedkæmpet. Wagner var ikke på barrikaderne. Hans våben var hans skriverier. Han blev ikke arresteret som nogle af vennerne, bl.a. den russiske anarkist Bakunin. Men det var tæt på. Det lykkes ham at flygte til Schweiz, og der kom til at gå fjorten år, inden han igen kunne sætte sine ben i Tyskland.

DER er en masse, Villy Sørensen ikke kommer ind på. Det, der interesserer ham, er det kunstnerisk-filosofiske oprør, der huserer i Wagner, et oprør, der skal nyskabe teatret – med hans egne værker som drivkraft i et samfund, der bruger alle kunstneriske virkemidler til fælles folkelige, menneskelige ytringer. Alle de tanker og principper, der ligger i begrebet ’Gesamtkunstwerk’, og som for Wagner skal opfylde fællesmenneskelige drifter, tanker og idéer. I praksis betyder det f.eks., at hans aversion mod Meyerbeer i Paris især går på den ’luksuriøse underholdnings-model’, operaerne med deres arier, duetter, kor, danse- og enkeltscener, der udløser begejstret bifald og afbrydelser. Nummeroperaen. Det kulinariske teater. Wagner kaldte det ’virkning uden årsag’. Et teater som han til dels også selv føler, han er på vej væk fra, men mener, han vil finde nøglen til, da han arbejder sig ind i emnerne i ’Ringen’ med udgangspunkt i nordiske mytologier, de islandske sagaer, Snorres Edda og Niebelungen-fortællingerne. Inden han når så langt i sine udviklinger af det drama, som kommer til at handle om ’Ringen’, om Siegfried og Wotan – om konflikten mellem ’det frie individ og ’det politiske menneske, der gør alt med overlæg’ – om den herskende verdensorden og denne verdensordens undergang i ’Götterdämmerung’ – ragnarok. Inden han når til dét, strømmer bøgerne fra ham, bøger, der fortæller om hans bevæggrunde i græsk drama, i nordisk mytologi, i den nutidige kultur, der omgiver ham. Bøger som ’Kunsten og revolutionen’, ’Fremtidens kunstværk’, den allerede nævnte ’Deutschland und seine Fürsten’ og ’Opera und Drama’ (som alene blev til tre bind!).

I ’Kunsten og revolutionen’ svinger han sig videre fra sin Meyerbeer-foragt, og fordyber sig i de økonomiske kræfter, der bestemmer kunsten. ”I stedet for at befri sig for dog så respektable herrer som den åndelige kirke og åndrige fyrster solgte kunsten sig med hud og hør til en meget værre herre: industrien…”  ”Kunsten, sådan som den nu fylder hele den civiliserede verden! Dens virkelige verden er industrien, dens moralske formål er at tjene penge, dens æstetiske påskud ar underholde dem, der keder sig.”. Derfra ”suger vor kunst sin livskraft, låner sig en hjerteløs ynde af de livløse rester af middelalderlig, ridderlig konvention og nedlader sig derfra… til proletariatets dyb, enerverende, demoraliserende, dehumaniserende alle vegne, hvor dens livssafts gift tømmer sig ud. Sit yndlingssæde har den opslået i teatret.”… ”Således møder vi i vor offentlige teaterkunst ingenlunde det virkelige drama, dette den menneskelige ånds ene, udelelige, største kunstværk: Vort teater frembyder blot det bekvemme rum til lokkende udstilling af enkelte, næppe overfladisk forbundne kunstneriske eller rettere kunstfærdige præstationer…

DET er adskillelsen af drama og opera, Wagner rammer i sit oprør. Især operaen: ”Operaen er blevet til et fuldstændigt kaos af sanselige elementer, der flagrer mellem hinanden uden forbindtlighed og forbindelse, hvoraf enhver efter behag kan samle det op, der især tiltaler hans nydelsesevne, her en danserindes sirlige spring, dér en sangers dumdristige passage, her et dekorationsmalerstykkes glimrende effekt, dér et forbløffende udbrud af en orkestervulkan…” Og kunstnerne har ”ikke har større ambition end at tilfredsstille den bornerte tilskuer.… den bornerte tilskuer, der, når han kommer i teatret – prinsen fra et anstrengende taffel, bankieren fra en krævende spekulation, arbejderen fra et udmattende dagværk – så vil han hvile ud, adspredes og underholdes, han vil ikke anstrenge og oppe sig på ny…”

VILLY Sørensens oversættelser af nogle af Wagners centrale skriverier omkring det oprør, der huserede i ham omkring revolutionen, er spændende, undertiden vildt groende læsning, undertiden kompliceret. Store afsnit i bogen er viet det, vi allerede mødte i programartiklerne i Den Jyske Operas ’Ringen’-opsætning – nøje gennemgange af de fire dele af dramaet, ’Rhinguldet’, ’Valkyrien’ ’Siegfried’ og ’Götterdämmerung’.

HER har vi kun været inde i lidt af Wagners egne ord i de hektiske år omkring tilblivelsen af ’Ringen’.

A propos Wagners netop citerede bemærkninger om det bornerte operapublikum har bogens redaktør Sylvester Roepstorff i sit forord nådesløst anbragt et Tjaikovskij-citat – nedfældet af den russiske komponist, da han havde overværet de allerførste festspil i Bayreuth i 1876: ”Under hele festspillet var maden publikummets hovedsamtaleemne. De kunstneriske præstationer stod i anden række. Koteletter, brasekartofler og omeletter blev diskuteret ivrigere end Wagners musik.”

Tankevækkende. Ville Sørensens bog er ganske animerende læsning, mens vi venter på, at Corona-tågen letter.

gregersDH.dk