Anders Mossling i ‘Viljens triumf’ (Foto: Søren Meisner)

*

*

*

*

*

*

*

MANIPULATIONENS ABC

’Viljens Triumf’ som ’teater’-version af Leni Riefenthals ’Triumph des Willens’ er et ubehageligt forsøg på at vise manipulationens art.

Spiller i DSB-hallen ved Dybbølsbro, Ingerslevsgade 103 indtil 20. november.

***

TUE Biering og hans Fix og Foxy-hold har henlagt dette efterårs seance til en gammel DSB-bygning, der ligger og kravler nede bag Dybbølsbro, som om den var et efterladt mindesmærke over slaget ved Dybbøl i 1864. De har en svaghed for det rå Vesterbro. Det er ok.
På den måde får de manipuleret os væk fra det røde plys og ind i lokaliteter, hvor vi, når den først desorientering er overvundet, er nysgerrige på, hvad de nu har fundet på.
Denne gang handler det om at påvise manipulationens natur og metode. Emnet er Leni Riefenthals berømte og berygtede filmreportage fra nazipartiets kongres i Nürnberg i 1934. Vi skal have et indblik i forblindelsens mekanismer. 
Ikke på samme måde som man på CaféTeatret forsøger det med stykket om Anders Breivik og hans ugerninger i Oslo og på Utøya. Dér er det en kølig, intellektuel dissekering af Breiviks manifest.

I BØRNEHAVEN

I DSB-hallen går Tue Biering og vennerne frem med anskuelsesundervisning, som var vi i en børnehave eller på et pædagog-seminar i 1970’erne. Hvilket ikke gør det mindre uhyggeligt.
Det sker med opbydelsen af alskens kamerabrug og redigering undervejs for at påvise, hvordan Leni Riefensthal dengang formåede at skabe en filmisk parallel til den gigantiske manipulation af de tyske folkemasser, som var Hitlers og Goebbels og de andre naziførerers kunstgreb. En iscenesat gengivelse af Riefenthals iscenesættelse, som igen er en iscenesættelse af nazisternes grandiose iscenesættelse af deres absurde credo. 
Nürnberg er genskabt i dukkeudgave, talerne antydes af skuespilleren Anders Mossling, han er i brunskjorte og sorte støvler, han har talerstol og mikrofon. Prøver ikke at efterabe Hitlers eller Goebbels talestil og teknik. Men guider os venligt og hjælpsomt med elskværdige smil gennem, hvad der blev sagt dengang, og hvordan vi skal gerere os som imitatorer af folkemasserne i Nürnberg.

I AL GEMYTLIGHED

Det er en munter manipulation af publikum for at få det til at agere som folk dengang foran Hitlers hotel i Nürnberg, som Hitler Jugend i teltlejrene, som de jublende ved paraderne og heilende under talerne.
I al gemytlighed – men hele tiden med kameraerne i aktion, så publikum et øjeblik efter kan se sig selv på storskærm som jublende massedeltagere i ’Nürnberg-filmen’, altså noget, der ligner. M.a.o. som nogenlunde præcise kopier af stemningen i 1934 som Leni Riefentahl skildrer det i sine filmede, redigere og klippede filmsekvenser.
Sådan skar hun sine billeder. Sådan blev de brugt til at lægge til og bygge videre på den organiserede manipulation hos naziledelsen – med en effekt, der mangedoblede partiets kyniske, logistiske manøvrer. Suggereringen og forførelsen gennemført med filmkunstens indtil da – om ikke uprøvede, så dog endnu ikke så udviklede midler.
DOBBELT EFFEKT

Demonstrationen i Fix og Foxys forestilling har altså den dobbelte effekt at vise, hvordan Leni Riefensthal manipulerede med billeder, og samtidig, hvor nemt og sjovt det er selv at deltage, blive forført og manipuleret.
Denne anmelder forlod seancen efter en time i nogenlunde forvisning om, at den resterende halve time næppe ville dementere fornemmelsen af at være med i en ubehagelig leg, der uhyggeligt og demonstrativt opererer med et let manipulerbart publikum.
Tue Biering og hans medarbejdere kan så stå tilbage med deres dokumentation for, hvor lidt der skal til i givne situationer at afspore mennesker. Vi andre kan gå ud i natten og ryste dokumentationen af os i takt med regndråberne.
For så vidt en lige så ubehagelig oplevelse som ’Manifestet’ i CaféTeatret.
Og lige så lærerig. 
 
GregersDH.dk