KATTE-KRADS

Gys, farver og masser af musik i Østre Gasværks Kaaberbøl-eventyr ’Vildheks’.

Manuskript: Thomas Høg, Lasse Aagaard og Sune Svanekier efter Lene Kaaberbøls roman ’Vildheks’. Iscenesætter: Mads M. Nielsen. Scenograf: Benjamin La Cour. Medvirkende bl.a.: Thit Aaberg. Laurids Skovgaard Andersen, Kaya Brüel, Jens Schyth Brøndum, Jens Andersen, Katja Holm og Malika Sia Graff.

’Vildheks’ spiller på Østre Gasværk Teater indtil 2. november. Varighed: 1 t 40 min. uden pause.

*****

DET er stadig imponerende, hvad det gamle Østre Gasværk kan bruges til. Og indlysende. Der er så højt til loftet, så pragtfuld en arkitektur, at man må bruge albuerummet, tage de store spring, de dybe vejrtrækninger, folde store historier ud.
Det har man gjort, siden Morten Grunwald lagde for med de store Peter Brook-gæstespil i 1980’erne og ’Miserables’ i 90’erne og frem til de eventyrlige ungdomsforestillinger, som Pia Jette Hansen i de seneste sæsoner har sat i værk med f.eks. ’Skammerens datter’ og nu ’Vildheks’.
Det er noget, der gror: ’Skammerens datter’ blev til ’Skammerens datter 2’. Og nu kan man sætte kikkerten for øjet og se ’Vildheks 2, 3, 4, 5’ komme strømmende. Forfatteren Lene Kaaberbøl er allerede leveringsdygtig med fortsættelserne. Det er muligvis ikke den nye chef Emmet Feigenbergs tanke, men lad os nu se.
Og lade os imponere af det enorme apparat af et sceneri, scenografen Benjamin La Cour har stablet på scenen, et babelstårn, etage på etage, trapper rundt og rundt, værelser, køkkener – og udsigts-gallerier, man kan springe ud fra, hvis man er den sorte Kimære med brusende, kæmpestore vinger, klar til at kaste sig over den arme Clara, der er Lene Kaaberbøls hovedperson.

PIGEN, som udfordres og vil udfordres, som havner hos sin heksetante og fanges i et spil, der sætter hende på prøve efter prøve – hvor meget kan hun klare, hvor stærk er hun? Det er som Taminos og Taminas prøvelser i Mozarts ’Tryllefløjten’ – sandhedens time slår, sandheden, der kan bringe hende frelst igennem og hjem.
Thit Aaberg spiller hende stærkt og ægte, og katten. der kradser hende til hekseblods, er den sprælske danser Jens Schyth Brøndum. Kammeraten Oscar, der tappert følger hendes spor, er en glad knægt, Laurids Skovgaard Andersen. Og hendes hekse-inficerede Moster Isa har af Østre Gasværks sangkomponerende rotter, trioen Thomas Høg-Lasse Aagaard-Sune Svanekier fået tilskrevet sange, der ligger perfekt for Kaya Brüel, som syngende promenerer en lyslevende ugle på sin skulder upåvirket af næb og klør.

Der er drabelige hændelser i svang i denne forestilling, Mads M. Nielsen har instrueret med et godt blik for skæbnesvangre situationer, der er uhyggelige, om end aldrig på Hitchcock-plan, bare solide små gys for alle fra og med den aldersklasse, man mener bør kunne klare chokkene.
Det mægtige sceneskrummel drejer og nærmest afmonterer sig selv til slutscenen, den store prøvelse i røg og damp og dramatiske ture i luften – musikken er svunget fra rimeligt stærke sange til mere hidsende musik, røg og damp indhyller Clara, flammer og ildsøjler stiger fra gulvet – det kunne være et sceneri fra helvedes opslugen af Don Juan i Mozarts opera, og det er næsten det samme: Kimærens, den onde Kimæres endeligt.
Spektakulært – ja sandelig.

gregersDH.dk