'Venus in Fur' Østre Gasværk Teater 11.2.2015 Anm.

Casper Crump og Mille Lehfeldt i ‘Venus in Fur’ på Østre Gasværk Teater (Tegn.: Claus Seidel)

 

 

NED PÅ KNÆ

 

’Venus in Fur’ er et fejende skuespiller-masochistisk show på Østre Gasværk Teater med Casper Crump og Mille Lehfeldt.


David Ives: ’Venus in Fur’. Baseret på roman af Leopold von Sacher-Masoch. Instruktion: Jacob Schjødt. Medvirkende: Mille Lehfeldt og Casper Crump.

 

Spiller i Østre Gasværks foyer indtil 29. marts

 

*****

HVIS nogen husker den stivpind af en karrierepige, som Mille Lehfeldt var sat til at spille i tv-serien ’Lykke’ for nogle år siden – forhåbentlig har de lykkelig glemt den serie – så skal lige se damen udfolde sig i Østre Gasværk.
’Venus in Fur’ er titlen, og dér kommer hun, Mille Lehfeldt, fra start til slut fejende gennem stykket, talende som et rekylgevær, i et show af gnistrende muntre uforskammetheder, viltre påfund og flabet sexudfoldelse, en uberegnelig rutchetur af verbale snurrevendinger, det på alle ledder uartigste damemenneske i lak og læder, pels og luksus, håret i strittende bølgebrus, beregnende som en løvetæmmer – og dog: beregnende?
For det er vel en af pointerne: Hun flammer af kvindelig intuition, er målløs af undren over sine egne ud- og indfald, taber det ene øjeblik trådene, fanger dem det næste for så at holde fast som en slavepisker.

DUEL

Det er virkelig en figur, Mille Lehfeldt her får til at spille, ja netop spille, for hun spiller en skuespiller, der spiller den mest forrygende blanding af sig selv som skuespiller, og som den skuespiller, hun skal forestille i et stykke, som hun faktisk bare stiller op til i en audition for at få rollen i – det er en lagkage af forstillelse, og det er det, det handler om i ’Venus in Fur’.
’Venus i pels’ er en Broadway-succes, der bygger på en roman fra 1870 af den østrigske forfatter Leopold von Sacher-Masoch – manden, der har givet navn, ikke til Sacher-kagen, men til begrebet masochisme.
Vi er ude i den hidsigste duel mellem en instruktør, der først bander pigen langt væk, fordi hun kommer for sent til audition og til en start ikke bestiller andet end at slynge sine ’fuck’ og sine tasker, kostumer og klude rundt i prøverummet for næsen af ham. Men derefter i en timelang proces snor ham ind i et spindelvæv af forbløffende talent som både skuespiller og forfører. Han har dårligt nok fået lukket munden op, før hun tager føringen, ja, simpelthen overtager instruktionen.
Historien om en forfatter, der har haft en barndomsoplevelse, hvor en tante underkaster ham korporlig afstraffelse, der forfølger ham og kommer til at bestemme hans seksualliv – dén historie og dens scenedramatiske udvikling bliver afspejlet i spillet mellem de to medvirkende Mille Lehfeldt og Casper Crump, som i serier af associationer til antikkens Venus og Afrodite tvinger, aftvinger og undertvinger hinanden i magtkampe om psykologiske ydmygelser og seksuel overherredømme.
Det er voldsomme – og voldsomt morsomme magtkamp, som på skift bringer den ene og så den anden ovenpå, men konstant har pigen – Vanda hedder hun (som hun hedder i den film, Polanski har lavet over romanen) – fat i de længste ender.
Så der er masser af guf at hente for, hvem der interesserer sig for bataljer og tovtrækkeri mellem kønnene. Og hvem gør ikke det? Jacob Schjødt har iscenesat det knap halvanden time lange, hidsige spil, og det foregår på en elegant opbygget scene i foyeren i Østre Gasværk, med hele det klassiske hvælv af murværk som baggrund, og kun med sæder til et par hundrede tilskuere.

gregersDH.dk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Indtast captcha *