Hærværk 

Anna Bros nyeste stykke stinker – som hendes allerførste for ti år siden – af værtshus. Det brillerer med glimrende ramte typer, godt spil, men lidt usikre sløjfer til sidst.

’Varmestuen’ spiller i den øverste sal i Husets Teater på Halmtorvet frem til 20. december

****

ANNA Bro satte en karriere på plads, allerede da hun gik på dramatikerskolen i Aarhus for godt ti år siden. Hun præsterede et såkaldt ’midtvejs’-produkt på skolen.
Titlen var ’Jægergaardsgade’, og det udspillede sig i sang og musik på de lokale værtshuse i denne Aarhus-gade. Hvis jeg husker ret. Stykket fløj som en pil videre til Det Kgl.
Nu er hun igen på værtshus. Værtshus af den art, hvor duften af bajer og pis forsøder tilværelsen.
Nu hedder det ’Varmestuen’, fiskerihavnens faste hjemsted for stampublikum, styret af ’Connie’ og ’Skipper’ – og tro mig: Hvem har vi her i al deres robuste, suveræne pondus som værtshusholdere: Margrethe Koytu og Hans Henrik Clemensen – den første med korpus, stemme og humør, som kan blæse sjatter og skidt under bordene og gæsterne op i et hjørne, om nødvendigt.
Og Clemensen, forvandlingskunstneren, der bare skal have et ord for at spille nobel overtjener på Wivex, hvis han ikke som her smækker bajere på bordet, napper en med og slæber besværlige gæster på porten.
 

GYLP AF URO

’Varmestuen’ har først en halv times runde med et herligt gylp af uro og livsalig ballade mellem gæster ud på de små timer.
Den arbejdsløse drukfætter Frank – Lars Topp Thomsen – trækker og kører rundt med kæresten, der er som hund i en gummisnor. Hjem vil hun, men bliver. Christine Exner har rollen – hun er, forstår vi, sprunget ind i den med få dages varsel, efter at Helle Dolleris er blevet syg.
Den slags ser vi på – som vi gjorde med hovsa-dirigenten i ’Falstaff’ forleden på Det Kgl. – med stor nysgerrighed og sympati. Hvordan klares det?
Af Christine Exner med bravour. Hun afleverer et skrapt, men også ganske rørende kvindemenneske af ædel jordbunden observans.
Stemningen i al dens lavfolkelige hidsighed er pragtfuldt ramt, replikkerne flyver fra Lars Topp Thomsens rustne røst. Ligesom stumperne af bemærkninger fra Kristian Holm Joensens lallende fulderik Sven med det evigt fjogede grin.
Vi er i en genkendelig, lystig og let faretruende hærværks-atmosfære.
Moqi Simon Trolin har instrueret. Og Ida Marie Ellekilde har gjort, hvad hun skal, for at bringe os tæt på: Vi sidder rundt langs væggene i beværtningen.
  

SØRGESPIL

Så langt så godt. Men så rykkes der. Hærværket tager over. Vi siver langsomt ind i en stemning af socialt sørgespil. På en måde påvirket af to nytilkomne, to unge mennesker, Seba og Arnold, som falder forbi. De er som fra en anden verden, en anden tid. 60’erne? Hun får job i ’Varmestuen’. Men han – Andreas Berg Nielsen – vil til Goa i Indien og sove på stranden. Og have hende med!
Goa!! Hippie-mål for 50 år siden! Gu’ vil hun ej, for hun har det godt med arbejdet. Lykke Sand Michelsen er lige til en præmie i undervisningssystemets jobskolings-ordninger. So sweet and perfect!
Det er nogle ordentlige kontraster, der ramler sammen på den måde i stykket, og vi har nok lidt svært ved at få udviklingen af situationen i værtshuset til at rumme hippie-problematiken.
For det er hørmen af sød-sure arbejderklasse-problemer, der holdes os fast.
Connie, der bryder sammen med en hjerneblødning, da bajerne og hendes umættelige daglige feststemning overmander hende.
Sven, det sørgmuntre fjols, der fryser ihjel på jorden foran stamværtshuset. Og Frank og kæresten, der ender med at – ja, hvad? Fortsætte deres forhutlede kurs med hinanden i hånden mod deres eget Sodoma.
Lidt af hvert smuldrer undervejs i Anna Bros lyst til at få forskellige ender i forløbet til at holde os fast. Det rokker og gynger fra start af præcist aftegnede skæbner. Det groteske vid hos Anne Bro lyser videre frem i glimt. Men er det mest den sociale tragedie, hun søger mod?

gregersDH.dk