Betina Grove Anderdal, Marianne Søndergaard Madsen og Kitt Maiken Mortensen i ”Ung blond pige’ (Foto: Per Morten Abrahamsen)

FLYV DU HVIDE SVANE

Line Mørkebys sigte med ungdomsstykket ’Ung blond pige’ er uklart på Bådteatret – det er et godt stykke, der bare handler om noget andet end vi får at vide.
Spiller sidste gang på Bådteatret i Nyhavn onsdag  8.5. kl. 11

***

BLOGGEN er på banen igen efter sygdom.
Det først sete er et ungdomsstykke – det fjerde fra den ambitiøse og stilsikre teatergruppe ’st.tv’(stuen til venstre), som i 2010 scorede en Reumert-pris for ’6 PLR K’. Sms-jargonen er obligatorisk. Det handlede i hvert fald dengang om et par teenageveninder, der roder sig ud i et fræsende mobil- og sms-kaos med – som vi skrev: ”deres pumpende hormoner på usikker kurs”.
Det gør deres nye stykke ’Ung blond pige’ også.
Det er stærkt, vel koreograferet af Rolf Heim på Bådteatret og fuld af en blanding af rock og sange – det sidste er vigtigt, for historien er bygget op omkring en sang, som to søstre skal synge til en skoleforestilling. En slagsang: ’Så flyv ud hvide svane’.
Sangen er hjemmestrikket i et repertoire, der renligholder de gode, sunde danskere, der sætter stakit op om deres danskhed og ikke handler i den lokale kiosk, hvor pigen Jamal ekspederer. Moderen og formanden for ’Bevægelsen’ er indpiskerne.
ROD

Anslaget og formen er godt. Men forløbet rodet. Programmet fastslår, at stykket er provokerende naziteater’ og at de to piger i al deres uskyldighed synger ’nazistiske propagandasange’. At vi altså får skildret en mor og en ’formand’, der indoktrinerer de arme med nationalsocialistiske hormoner.
Men det ligner mere en almindelig danskhedsneurose, som kunne høre til på en yderfløj af Dansk Folkeparti. Det er sådan set heller ikke den substans, der viser sig at være stykkets egentlige: Den handler om lesbisk kærlighed mellem den ene af søstrene og en nytilkommen pige i skolen, en vilter, karismatisk pige med fremmede ideer. Som egentlig ikke har noget med indvandrerkultur at gøre. Og dermed ikke animerer til andet fremmedhad, end den, som den bornerte mor – og den mor-loyale søster – kan mobilisere, nemlig hadet til homoseksualitet.
Fremmedangsten er sådan set projiceret ud på en rørende, provokerende erotisk kærlighedskonflikt.
MINIMUSICAL

Den konflikt leves ud i den fascinerende forestilling gennem opgør mellem de tre piger og momentvis hurtige rolleskift til moren og formanden. De to søstre spilles af Betina Grove Ankerdal og Marianne Søndergaard Madsen. Og Kitt Maiken Mortensen er den fremmede, farlige og fristende nytilkomne. Alle tre sikre og godt fungerende i denne minimusical med gode melodier og sange til de tre.
Line Mørkeby har som dramatiker ikke haft det præcise sigte med handlingsforløbet. Hun rammer hverken den krybende nazitendens eller indvandrerangsten, men kun den mere banale, men sandelig da udbredte homoangst i nogle kredse i det danske samfund.
Den side af sagen syntes også at gå klart ind hos det publikum af gymnasieelever, jeg overværede forestillingen sammen med på Bådteatret mandag formiddag.

gregersDH.dk