Henrik Koefoed og Peter Plaugborg i ‘Ulysses von Ithacia’ (Foto: Per Morten Abrahamsen)
KLÆDT AF TIL SKINDET
’Ulysses von Ithacia’ er Holbergs hurtige revyspark til idiotiske tyske teatergæstespil – på Det Kgl. nu en anledning til at lægge sig i ’Svend, Knud og Valdemar’-sporet. Med held.
****
Krig er dybest set lattervækkende, selv om fænomenet godt nok er rædselsfuldt. Man slås i de fleste tilfælde om ingen ting. I hvert fald ikke noget af rimelig betydning.
Det er en af pointerne i Holbergs groteske ’Ulysses von Ithacia’. En kaotisk historie om, hvordan Odysseus drager til Troja for at blande sig i befrielsen af den skønne Helene, selv om den sag egentlig ikke rager ham.
Stykkets titel er tysk, fordi Holberg blandt flere motiver til at skrive ’Ulysses’ også langer ud efter tyske omrejsende skuespillertrupper, der under hastemte krigsråb spillede idiotiske, men populære pseudoklassiske dramaer.
I Det Kgl.s udgave får historien hele armen. Holberg ville muligvis have elsket den, for kontant satire var guf for ham. Oven i den generelle appel til sund fornuft.
SKÆG OG BALLADE
Rune David Grue, som har iscenesat, lægger i et programinterview pligtskyldigt vægt på allusionerne til Danmarks krige i Irak og Afganistan, men vi er ikke overbevist om, at han ikke især har set det skøre stykke som en glimrende anledning til at lave skæg og ballade.
Ydermere i kraft af at have et skuespillerhold til rådighed, der på et vist niveau kan yde skægget retfærdighed med et overskud af humør og frækhed. Samt indforstået jongleren med de holbergske sprogknolde, der nok er tillempet og moderniseret, men stadig er fulde af 1700-tallets herlige høviske vrøvl og klassicistiske broderinger.
På den facon forlystes vi med en slags parallel til Riddersalens berømte ’Svend, Knud og Valdemar’, Fristrups parodi på 1800-tallets historiske amatørspil, der i Riddersal-udgaven i 1970 med held væltede alle forestillinger over ende om, at man kunne bringe nationalhistoriske emner på teater-banen. Stykket dengang handlede om ’Slaget på Grathe Hede’ og opsætningen gjorde Bodil Udsen, Jesper Klein, Gotha Andersen, Jytte Abildstrøm og flere andre verdensberømte i Danmark.
ANTIHELTEN
På Det Kgl. kan vi nu, ikke mindre muntert, følge teatrets nye og på alle ledder fysisk imponerende nyanskaffelse Peter Plaugborg som Odysseus, der sammen med sin ’Sanco Pancha’ i Henrik Koefoeds nuttede udgave, er en mislig udgave af Cervantes Don Quijote’, en antihelt, der drager i leding sammen med sin snusfornuftige følgesvend, der her bærer navnet Chilian, Henrik Koefoed som dårende korrektør af vanviddet, uden dog selv at give afkald på forlystelserne.
Odysseus, en tøsedreng, der slår sig på brystet og svinger sværdet, og som Rune David Grue lader ende ekspeditionen hjemme på Itaca på tærskelen til mødet med Penelope, men klædt totalt af til skindet, fordi legen er slut – Det Kgl.s påklæder afkræver ham hver stump af krigsklunset, og der sidder han splitternøgen i en krog og går i sort.
For nu igen at drage parallellen til ’Svend Knud og Valdemar’, hvor Gotha Andersen konstant supplerer med kommentarer fra sufflørkassen. Teater i teatret. Plaugborgs Odysseus knipser undervejs i forestilling med fingrene til lydpulten bag publikum, når der skal sættes musik til krigstummel eller flirt med damerne.
VALKYRIEN
Et sortiment af damer nyder godt af f.eks. Tina Gylling Mortensens imponerende fremtoning, en wagnersk valkyrie i Amagermor-udgave udblokket i den skønne Helenes gevandter og med en røst, som selv ikke Bodil Udsen kunne matche i orkestral volumen.
Eller den spøjse Stine Schrøder Jensen, der i vekslende iklædninger sprøjter de forskelligste personer fulde af gags.
Eller Julie Agnete Vang Christensen, der har lige så mange dårende figurer at tage vare på, som hun selv har døbenavne. Mod slutningen selveste Dido i Karthago – der er ingen grænser for, hvad Holberg bevidst roder sammen af klassiske myter i ’Ulysses’.
FARCEN
Det er svært som sagt at lægge de tunge argumenter på bordet for, at denne forestilling er et rystende memento om kriges forfærdende idioti.
Men gerne et lille slag for farcens udmærkede vilkår på det teater, som Holberg var en slags ophavsmand til, den kongelige danske skueplads. Vilkår for latterliggørelse af al selvhøjtidelighed. Selv i en så skæv komedie, der rangerer langt ned på Holberg-skalaen, men immervæk giver herlige grin og udfoldelsesmuligheder for skuespillere.