Claus Seidel tegnede ved premieren for en uge siden Palle Knudsen, Sofie Elkjær og Stephen Milling i rollerne som Papageno, Pamina og Sarastro. Den anmeldte forestilling har Simon Duus som Papageno.
Mozarts Tryllefløjten – en oplagt børneopera? Øh…
Den nye ‘Tryllefløjten’ på Det Kgl. er et eksperiment i stumfilmsstil. Publikum på Det Kgl. modtager det temmelig desorienteret.
Mozarts ’Tryllefløjten’ på Operaen. Dirigent: Nikolaj Szeps-Schneider. Iscenesættere: Barrie Kosky og Suzanne Andrade. Scenograf: Esther Bialas. Medvirkende bl.a.: Jacob Skov Andersen, Sofie Elkjær-Jensen, Simon Duus, Siri Kval Ødegård, Stephen Milling, Nina Sveistrup Clausen, Christian Damsgaard, Sine Bundgaard, Elisabeth Jansson, Hanne Fischer, Jens Chr. Tvilum, Morten Staugaard m.fl. Operakoret, solister fra Københavns Drengekor og Det Kgl. Kapel.
****
STUEN derhjemme klinger af Fuglefænger-sang, vores barnebarn på to år trykker på en knap i sin lille billedbog (snart laset til ukendelighed), en knap lige i nakken af Mozart, og så gynger han henrykt til ’Der Vogelfänger bin ich ja’. Klimpret på spilledåsemanér. Så en anden knap. Ny melodi. Denne gang ’Ein Mädschen oder Weibschen’.
SÅDAN er Papageno nu et nyfødt sted i det unge menneskes hjernevindinger. Han har fundet melodien.
ER ’Tryllefløjten’ en børneopera? Egentlig ikke. Du fortæller selvfølgelig børn, når de er vokset en halv meter til, om den muntre fuglefænger Papageno og hans fløjte, en lille panfløjte, der lyder sådan: Hør her… og så fløjter du Papagenos berømte fem toner. Og så fortæller du, at Papageno møder en prins, der hedder Tamino. han har også en fløjte. Den har han fået af nogle damer, der er ansat hos en dronning, der er ked af det, fordi en væmmelig mand, der hedder Sarastro, har taget hendes datter til fange. Det er dén fløjte, der er Tryllefløjten. Den skal hjælpe prinsen til at finde og befri dronningens datter, der hedder Pamina. Den fløjte bruger Tamino flere gange i operaen. Men hvis du spørger børn, der har set operaen, hvorfor operaen hedder ’Tryllefløjten’, så vil de svare, at det er fordi ham den sjove Papageno spiller på sin lille panfløjte. Taminos fløjte har de ikke rigtig lagt mærke til. Du prøver at fløjte et af de steder, Tamino bruger sin fløjte. Men de holder nu fast ved, at Papagenos fløjte må være den, det hele handler om. Så kommer du i tanker om, at Papageno også har et klokkespil, han kan klimpre på, så folk begynder at danse. Dén kender de – den er også børnelærdom – ’Das klinget so herrlich – das klinget so schön’!
SPILLEDÅSE og Mozart-bog er både til tysk- og musikundervisning! Og Papageno vinder hver gang. Nyopsætningen synges på dansk, så undskyld mine tyske citater. I den nye version er alle sangernes talte replikker strøget og erstattet med ultrakorte tekst-signaler på lærredet i den gængse stumfilm-stil ’Later in the Jungle’. Men altså på dansk.
DETTE småsnak for at afmontere myten om, at Mozarts ’Tryllefløjten’ er en oplagt opera for børn. Der skal meget til for at gøre dét indlysende. Jeg så ikke skyggen af et barn blandt publikum til nyopsætningen af ’Tryllefløjten’ ved den tredje forestillingen i aftes efter premieren forrige søndag. Det kan jo være et tilfælde. I den øjeblikkelige situation, hvor der skal være et tomt sæde ved siden af hver publikummer, kan man selvfølgelig ikke så godt have et barn med, der med mellemrum spørger, hvad det er, der forgår deroppe på scenen. Hvis denne iscenesættelse, der er et omvandrende hit fra Komische Opera i Berlin taler til nogen, så er det nok mest voksne, der kan løfte øjenbryn og blive forført af et utroligt forsøg på at omsætte Tryllefløjte-historien til en vildtvoksende udgave af 1920’rnes stumfilm tilført alle mulige eksperimenter med billeder, tekster, show, indfald af dadaistisk absurditet og musikdramatiske skæverter, der huserede i Berlin dengang. Forestillingen i aftes blev mødt af lammende tavshed det ene øjeblik, spredte bifald det næste – ouverturen af stort bifald, for det var den nytilkomne Nikolaj Szeps-Schneider der havde glimrende hånd om den, og ouverturen varsler i sig selv ikke noget om, hvad der venter, når tæppet et øjeblik efter går op, og Tamino, pæn fyr i smoking står lammet af panik over at blive angrebet af en slange. Der har ikke været gjort noget stort nummer ud af at få et stort, grusomt krapyl produceret i rekvisitafdelingen, slangen er et sort lysbillede, og vi er straks i en broget og forbløffende verden af film og video. Dronningens tre damer gør kål på uhyret, Papageno står og praler af, at det er ham, der har nedlagt uhyret, han står på sine to ben på scenen i Simon Duus’ skikkelse, mens de tre damer synger i mørket fra et sted omkring kongelogen, men toner i øvrigt frem figurativt på scenen.
FRA det øjeblik morer vi os i nogen tid – indtil de gentagne effekter begynder at trætte. Morer os over de mange påfund, over den svirrende kombination af billeder i forskellige dimensioner, Nattens Dronning, som højt til vejrs synger sine tindrende arier indsnøret i et net af kryb. Morer os over skygger af edderkopper og sorte katte, der befolker scenebillederne, Pamina der synger lidelser og længsel ud omgivet af svirrende engle, slynglen Monostatos, der er malet hvid i hovedet, vel for at undvige black power-stemplet, indtil vi når frem til Mozarts og Schikaneders – hans vidtløftige teatermakker i ’Tryllefløjte’-sammenhæng – store og måske egentlige ambition: At lade Tamino og Pamina blive forenet efter at have gennemgået de tre prøvelser, udtænkt i hjernen på den præsteagtige guru Sarastro, hvis hjerne er en scenografisk aftegning af en stor beholder af elektronisk mekanik og urværker – Jens Olsens verdensur i Københavns Rådhus svinder ind i sammenligning – det er dér, de befinder sig, de tre templer, som Mozart og Schikaneder skildrer som Frimurernes hellige hjemsteder, hvor Isis og Osiris dyrkes – vi er i det egyptiske, men nu altså i et lynbillede af 1920’r-teknologiske fremskridt. Den sidste af prøvelserne, der går ud på at gå gennem ild og vand, foregår under en svimlende, uendelig elevator-nedsænkning, hvis idé kan være hentet fra en James Bond-film.
OG hvorfor ikke? Iscenesætterne Barrie Kosky og Suzanne Andrade henter gysereffekter hvor som helst, Dracula-myter og andet idégods, som er vokset ud af deres 1920’r-fascination. Sort og uhyggeligt er det undervejs, kryb og djævelskab, og selv den lykkelige forening til sidst af både Pamina og Tamino – og sekunda-makkerparret Papageno og Papagena – er udført som scenisk maleriske, sorte mysterier, og hvis man er i tvivl om, hvorvidt eventyrets sammensurium af ondskab og godhed, visdom og svindel i virkeligheden ender i edderkoppernes dystre verden, så bliver den tvivl sådan set bekræftet dér. Hvem er vindere og hvem er til grin i hele den brogede affære.
DET sjoveste ved denne iscenesættelse er egentlig, at musikken, sangene, arierne og ensemblerne, alle får deres løft gennem de to timer – guldklumperne lejrer sig, vokser så at sige ud af modsætningen til de makabre greuel-effekter og fascinationen af det udpenslede tilbageblik på en dadaistisk stumfilmkultur fra vores bedsteforældres ungdom – så længe dét holder. Teatrets enestående bassanger Stephen Milling med verdenskarrieren, befinder sig i opsætningen – som flere af de andre sangere – på fjerne hylder højt til vejrs, skudt frem som var de elementer i en quizkonkurrence, og han udsynger med al tænkelig pragt Sarastros beskrivelser af ’Diese Heiligen Hallen’ og frimurerbudskab om kvindens plads i livet, da han belærer Pamina under de tre prøvelser om, at hun ikke skal lytte til sin mor, dronningen. Kvindens bestemmelse er at lade manden bestemme.
SÅDAN er de store øjeblikke de sanglige: Sofie Elkjær-Jensens overdådigt sungne ’Ach Ich fühl’s’, da Tamino er pålagt ikke at måtte tale til hende. Også den for mig ikke før hørte tenor Jacob Skov Andersens stærke og flotte tenor som Tamino. Som nævnt Simon Duus’ Papageno. Men også Nattens dronning med sine to rasende, italienske kanon-arier sunget af Nina Sveistrup-Clausen i vekslende outfits, den sidste arie som et afpillet skelet. Og selvfølgelig de tre damer, der skændes om retten til at have frelst Tamino, alle tre i balkonens halvmørke – deres identitet røbet på stemmerne, hvis jeg hørte rigtigt: Sine Bundgaard, Elisabeth Jansson og Hanne Fischer. Flere gode stemmer og aktører, bl.a. Kari Dahl Nielsen, Jens Chr. Tvilum, Morten Staugaard og jo: Chr. Damsgaard som den nævenyttige Monostatos. Uden at forglemme operakoret, der har gode øjeblikke i selskabelige scener som det hellige Sarastro-hof i pænt 1920’r-tøj.
FOR at vende tilbage til det med børn og ’Tryllefløjten’. Lad de mindste have fornøjelsen derhjemme med musikken. Vent i hvert fald et øjeblik med den forestilling, der går nu på Operaen. Børn vil synes, der er lang og lidt uforståelig. Tror jeg. Men man kan selvfølgelig aldrig vide.
DEN nye opsætning på Det Kgl. er et interessant forsøg. Mest måske til fornøjelse for garvede ’Tryllefløjte’-fans, der har brug for at få bekræftet, at det ikke er musikken, der er noget i vejen med.
gregersDH.dk