Frederik Rolin som Papageno på Folketeatret (foto: Olafur Gestsson)

SÅ’N GIK DET TIL

DA

FARFAR VAR UNG

Bedstefar Papageno leger med i ’Tryllefløjten’, da der går hul på skærmen, og han blander sig – hvordan var det lige…

’Tryl’ er en forkortet, børnevenlig version af Mozarts ’Tryllefløjten’. Instruktion: Ella Marchment. Scenografi og video: Holly Pigott. Medvirkende: Sten Byriel, Frederik Rolin, Clara Cecilie Thomsen, Mathias Monrad Møller, Nina Clausen, Helle Gössler og Per Høyer.  Varighed 1½ time. Spiller også 4. og 5. august.

****

MOZARTS ’Tryllefløjten’ kan du spille i den fulde længde på tre timer. Den nye version, vi ser på Folketeatret i CPH Operafestival, varer kun halvanden time. Der er altså skåret en masse ud. Til gengæld føjet en masse til. Hvad vil det sige? Det lyder som et mærkeligt regnestykke.

NEMT nok. Der er hugget en hæl og klippet en tå i operaen, men samtidig kører der en video som bagprojektion. På videoen sidder en aldrende Papageno og flipper ud hjemme i sin stue – nu er han blevet bedstefar, og nu skal han vise børnebørnene, hvad det var, han rendte og lavede, da han engang spillede rollen som den glade, pjankede fuglefænger. Han har det på video. Det kommer der meget grin ud af, især da der går hul på skærmen, og han kan kommentere og blande sig i, hvad der foregår på scenen og snakke direkte til publikum i salen. Det er ikke en virkelig optagelse fra dengang, Sten Byriel selv – ham er det nemlig! – spillede rollen på Det Kgl. Teater, men det er ligegyldigt. Vi leger det bare. Sådan er teater. Vi tror på hvad som helst, hvis det er sjovt.

BYRIEL er en god fortæller. Og ideen er sjov nok. Måske alligevel ikke helt så enkel at fange for alle børn – det virkede ved premieren i går, torsdag, hvor der var en masse børn i salen, som om mange af dem var nok så meget fanget af de ’rigtige’ spillere og sangere på scenen. Mere end af bedstefar, der sad og prikkede hul på skærmen og blandede sig.

NOK ikke så mærkeligt, for der var knald og farver på de medvirkende, de sang godt, og bedstefar Papageno hjemme i sin stue måtte finde sig i, at han som den unge Papageno blev spillet af en talentfuld baryton, der tog mange kegler. Fyren hedder Frederik Rolin, og for at det ikke skal være løgn er han søn af en af Sten Byriels gamle kolleger, barytonen Guido Paevtalu, der også engang har sunget Papageno på Det Kgl.

AL den baggrund er børn jo ligeglade med, de ser og hører på Frederik Rolin, der spiller sjovt, naiv og glad, kvajer sig som fuglefængeren, prøver at lege med på det, der tilsyneladende fanger ungerne mest i Mozart-operaen: De tre prøvelser, Papageno og Tamino skal igennem for at bliver optaget i Sarastros klub af kloge og gode mennesker. Vi lever jo i quiz-lystne tider, så den er vi med på. Og der er effektive valg mellem rigtig og forkert, mellem godt og ondt i ’Tryllefløjten’ – mellem vismanden Sarastro, der synges så det runger af bassen Per Høyer, og den onde Nattens Dronning, glimrende afleveret af sopranen Nina Clausen med hele pakken af koloraturer. Og pigerne er til at sluge råt – Clara Cecilie Thomsen – hende, der lige har fået årets talentpris ved festivalen – som Pamina, og Helle Gössler som en nuttet Papagena. Og så en ret nyopdukket tenor i flinkerollen som Tamino, Mathias Monrad Møller, sikker og godt syngende.

HVAD der er røget ud for at holde den børnevenlige tidsramme? Bifigurer som slynglen Monastatos, de to harniskklædte mænd og så er en masse musik og tekst tryllet bort. Forestillingens titel er blevet ’Tryl’. Tryllekunsten – fundet på af Peter Lodahl og den engelske iscenesætter Ella Marchment og scenografen Hiolly Pigott – er at indfange et børnepublikum med enkle midler i det mozartske eventyr. Det lykkes langt hen ad vejen. Hvem vil ikke gerne høre, hvordan det gik til, da farfar var ung, som Keld Heick synger?

gregersDH.dk