Diego Cavazzin, Gisela Stille og David Kampster i ‘Trubaduren’ (tegn.: Claus Seidel)

SANG VED BÅLET

Verdis kaotiske ’Trubaduren’. Hørt med fornøjelse. Set i fortænkt, scenisk halvmørke.

Komponist: Giuseppe Verdi. Iscenesættelse: Francesco Negrín. Scenografi: Louis Désiré. Medvirkende bl.a.: Gisela Stille, David Kempster, Randi Stene, Diego Cavazzin, Kyungil Ko og Amanda Larsson. Operakoret og Det Kgl. Kapel under ledelse af Eun Sun Kim.

’Trubaduren’ spiller på Operaen indtil 20. november.  Varighed: 2½ time inkl. pause.

***

KAN det blive mere sort? Operaen har produceret en Verdis ’Trubaduren’, der ligner ren black out. Vi pudser brilleglassene og kikker godt efter: Jo, de er der da på scenen, helte og heltinder, slagsbrødre og nonner, endda zigeunere – de sidste plejer at være til at få øje på. Men gråt i gråt, sort i sort, næsten ingen lys på, for vi skal vide, at det er en kulsort historie.

SCENOGRAFIEN er begfarvede vægge med åbninger i diskenspringer-højde, så tomme, at det minder om tømte sovjetiske fødevarebutikker, men nej, vi er i Spanien i det 15. århundrede, i dystre borge, den ene efter den anden, for der er en slags stammekrig mellem fyrster og adelige og midt i det hele de zigeunere, som i spansk, dramatisk tradition leverer etnisk ammunition fra sidelinjen.

VERDI fanger stoffet og griber til, da han har sluppet Rigoletto og hans italienske hertug-hof i Mantua – der er stof til en ny figur: Den martrede, farverige Azucena, igen en outsider som Rigoletto, en kvinde, der slides i stykker mellem kærlighed til sit barn, had til overklassen, hævnfølelse og dødsangst. Azucena bliver hovedpersonen, selvom det er hendes søn, der leverer titlen, da det kommer til stykket – trubaduren, tenoren, helten. Hendes søn – straks må Verdi til at forklare: Der er to sønner, men forbyttede, de ved det bare ikke før til allersidst, forinden skal vi gennem opklaringer, der er lige så svære at få styr på for os som kriminalgåden omkring forgiftningen af den russiske ex-spion i Salsbury anno vore dage.

VERDI gør det ikke nemt for nogen iscenesætter – det halve af operaen går med at grave ned i forhistorier, der fortælles og fortælles af den ene og den anden. Francisco Negrin giver op og vælger at lade mørket sænke sig over scenerne og gå i sort, mens der fortælles – og synges. Ikke den værste idé måske, for Verdis partitur til ’Trubaduren’ er bristefærdig af klange og iørefaldende temaer, en orkestrering, der smækker episoderne i operaen op som strålende glansbilleder – der er i musikken, farverne gnistrer, en umættelig serie af musikdramatiske gløder – på scenen beskedent illustreret gennem de fire akter med små og større flammer og bål, der afspejler skyggerne af de døde – eller forsvundne børn, mor, der endte på bålet og datteren Azucena, der er på vej til det. Randi Stene synger hende med sin genkendelige, fine artikulation, med voksende stemmebredde gennem forestillingen, en sikker figur.

MAKABRE skæbneveje, skyggebilleder. Som vi skelner, hvis vi altså ikke vælger at lukke øjnene, lytte og danne os vore egne billeder af hændelserne, sådan som Verdi udmaler dem. Francisco Negrín og hans scenografer har før sprudlet med farver i forestillinger på Det Kgl., f.eks. med naturens eventyrlige udfoldelser i Janaceks ’Den fiffige lille ræv’ for ikke at tale om med hele eventyrpaletten i Händels ’Alceste’. Nu giver han op, griber sammen med sin scenograf Louis Désiré til fattige tricks med skyggebilleder, ellers nøgen, mørklagt scene og hjælpeløse sætstykker som fangetårnet, der daler ned fra himlen som var det et element til en boreplatform – tårnet, der huser Azucena og Manrico, mens de venter på bålbrænding og halshugning.

FANGETÅRN, skyggebilleder, barnet, der vandrer med dødens le over skulderen. Ellers dystert clair obscur uden meget clair, bortset fra uforklarlige lysende søjler, som knirkende drager over scenen – drager eller bliver skubbet møjsommeligt af Gisela Stille, mens hun udfolder sin lysende sopran som Leonora, heltinden, der vælger giftbægeret frem for skammen, da grev di Luna – den solidt syngende baryton David Kempster – tror, han kan tvinge hende til dobbeltsengen ved tilbuddet om at lade hendes elskede Manrico slippe for skafottet. En uimodståelig situation for Verdi, velegnet til skarpladt dramatik og glødende kontrast, videreudviklet af Puccini i ’Tosca’ et halvt århundrede senere, da Tosca i stedet for at tage gift vælger at stikke kuvertkniven i maven på politichef Scarpia. Trubadur-librettoen er gennemsyret af blodig spansk udtrykskraft: ”Dræb mig og drik mit blod”… siger Leonora, den nydelige dame, og fortsætter: ”Den brud, du får, bliver et lig.” Nådesløs verbal-jargon, der får Verdi til at skrue op for sine lydbilleder.

VI lytter til Kapellet, hvis kvindelige, koreanske dirigent Eun Sun Kim har valgt høje tempi, der er tæt på at bringe slinger i valsen nogle steder hos solister og koret, der har store og afgørende scener. Og vi lytter intenst til afgørende øjeblikke, hvor noget lykkes utvetydigt – ikke så meget scenisk, men musikalsk – f.eks. kidnapningen af Leonora undervejs til det kloster, hvor hun søger til for at søge frelsen fra sin fortvivlende situation. Den sublime, frejdige blanding af orgel, klokkeklang, nonnekor, Leonora-koloraturer, jubel og krigsråb – et ensemble, der bare vokser og vokser. Kaos på scenen. Sammenhæng og total drama, når vi lytter.

I kulturlivets tågede undren over, hvad operagenren er for en størrelse, figurerer en opera som ’Trubaduren’ som mønstereksempel på det groteske. Tenorer, der synger høje c’er og får salen til at koge i jubel – Diego Cavazzin hedder han her og c’et sidder godt i skabet, da han i ’Di quelle pira’ fortæller sin arme mor og os om bålet, der nu flammer og er klar til hende… tag det roligt, mama. Sopran-arier, som sætter al handling i stå på de mest fortvivlende steder – Gisela Stille magter det, da hun midt i slagsmålet under bortførelsen jubler sine koloraturer ud ledsaget af nonnekoret, da Manrico dukker op. ’E doggio e posso creder lo?’ – kan jeg virkelig tro det?… synger hun, mens slagsbrødrene venter pænt.

GLÆDEN over den slags henhører under eksklusiv-aftaler mellem operakreative og operaelskere. Men det kaperes og lader sig endda nyde af de fordomsfrie.

FRANCISCO Negrins opsætning på Det Kgl. er en samproduktion med Monte Carlo Operaen og Teatro Real i Madrid. ’Trubaduren’ har nu været spillet 183 gange i forskellige opsætninger på Det Kgl. – sidst ved en også musikalsk meget vellykket udgave med Den Jyske Opera på gæstespil dirigeret af Giordano Bellincampi.

gregersDH.dk