Ann Petersen og Robert Gambill i slutscenen af ‘Tristan og Isolde’ (Foto: Anders Bach)

*

*

*

*

*

*

ISOLDE – KVINDEOPRØRER

 
‘Tristan og Isolde’ er en historie, der lader naturen gå over optugtelsen. Den Jyske Operas opførelse vinder på glimrende orkesterspil, en lysende Isolde og en iscenesættelse, der styres af musikken.

*****

WAGNERS ‘Tristan og Isolde’ varer i næsten fem timer. Det løse medregnet: To pauser. Rigtig lang forestilling. Selv i Musikhuset i Århus. Hvor man lykkeligvis sidder dobbelt så godt som i Operaen i København.
Så klarer vi det? Ja, ja. Sagtens.
På trods. Det vil nogle hævde. For hvad sker der i ‘Tristan og Isolde’? Ikke ret meget. Man kan nå at se to film på den tid. Eller fem afsnit af en tv-serie. Med drama og fuld fart på.
Men jo, noget sker der da i ‘Tristan og Isolde’. Der er både drab og giftmord, vi er ud at sejle, vi er på en røverborg, og begge titelpersonerne dør, plus et par stykker til. Og der er love story, så det forslår. Utroskab. Jalousi.
Det går bare ikke så tjep. Man kan godt undervejs lukke øjnene i fem minutter, lukke dem op igen, og konstatere, at personerne ikke har flyttet sig en meter.
Så det er ikke så meget scenisk action, det handler om. Det er noget andet.
Det er musikken. Musikkens action. På en måde er man til et stort orkesterværk. Og på en måde er dirigenten hovedpersonen i ‘Tristan og Isolde’.
Så vi gør Giordano Bellincampi til hovedpersonen i Den Jyske Operas opførelse. Han styrer sangere og musikere gennem  et vældigt drama, der foregår mellem Tristan og Isolde, så at sige i hoved og krop på dem, et drama om to torpedoer, der støder sammen, ladet med urkræfter, drifter af ubestemmelig oprindelse, natur, der går over optugtelsen.

I AL SIN PRAGT

Og lukke øjnene i fem minutter? Det gør man alligevel ikke.
Slet ikke, når Isolde står dér i al sin pragt. Ann Petersen. Grøn kjole og flammende rødt hår, det er som en irsk fanfare mod engelsk voldførelse, for ‘homerule’, mod finanskrise, havde jeg nær sagt, og for -ja, minsandten: Kvindefrigørelse: Er der nogen, der bestemmer farten i dette kærlighedsdrama, er det Isolde.
Det går som en rød tråd gennem historien, at hun styrer forløbet. Trods tvangsægteskabet med kong Marke, trods alle forsøg på manipulationer med hendes liv og skæbne. Ann Petersen gennemspiller figuren med uimodståelig fornemmelse for denne Isoldes sikre viden om, hvad hun vil – helt frem til hendes selvvalgte ‘Liebestot’. Hvad hun vil, og hvad hun skal.
Vilje og skæbne i forening.
På den måde nært beslægtet med Wagners Brünnhilde i ‘Ringen’.

IKKE MANGE ORD
 
Wagner bruger ikke mange ord til den historie. Han tvinger hele handlingforløbet ind i et net af suggererende musik.
Personerne er som musikkens forlængelse, på scenen transponeringer af musikalske ideer, ligesom musikken omvendt er genspejlinger af den fortærende lidenskab, som driver Tristan og Isolde mod deres forening – og frontalt mod den død, der er konsekvensen af, ikke bare hvad de har rodet sig ud i af ballade med deres omgivelser, men på det eksistentielle plan konsekvensen af den definitive kærligheds umulige videreførelse. De erkender simpelt hen, at forening dybest set kun lade sig gøre i døden.
Mange drivfjedre holder denne Jyske Operas udgave af denne Wagner-opera i spændt energi. Lad mig nævne de vigtigste:
Det store åndedrag i Bellincampis og orkestrets fortælling om det uoprettelige kærligheds- og dødsdrama. Det er fastholdt som noget helt afgørende for opfattelsen af dette drama som næsten en symfoni – med sangstemmerne som et integreret netværk i partituret. Helt enstående smukt forløst af især Ann Petersens tindrende sopranglans, af russiske Elena Batoukova-Kerls vokale dynamik i Brangäne-rollen, også af den mere konventionelle Tristan, Robert Gambill, og sandelig af flere af de øvrige, ikke mindst den unge finske bas Petri Lindroos Kong Marke.
Studser nogle over dét efternavn, så jo: Petri er søn af den Peter Lindroos, hvis tenor forgyldte især det italienske repertoire i 70’erne og 80’erne på Det Kgl.   

SCENOGRAFIEN

Og hvordan skal forestillingen ses? Med åbne øjne?
For tre år siden ankrede et Titanic-skrummel op på Det Kgl.s scene og blev der gennem alle tre akter. Et spøgelse fra Atlanterhavet 1912.
I Århus har Mikael Melbye tradition og malerisk skønhed bundet til sin fantasi, hans billeder er båret af farverigdom og ro, loyalitet over for den middelalderlige baggrund, der er mytens. Naturens medspil, stjernehimmel, storm, frodighed. Ro – ligesom i hans personinstruktion.
Ikke for ingen ting er Melbye selv sanger og kender de vokale krav til så krævende partier som ‘Tristan’s. Hans musikalitet byder ham at lade figurerne vokse ud af partituret. Vi er forskånet for scenisk ‘støj’. Så meget desto stærkere virker så de få pudselige ryk. Markes tilsynekomst i 2. akt, Melots morderiske spyd gennem stød gennem Tristan.
Så – fem timer? Gå til dem med åbne øjne.

GregersDH.dk