(Claus Seidels tegning følger)
DET FORLØSENDE MØRKE
Stort orkesterspil i en ’Tristan og Isolde’ med gode pointer i en opsætning, der visuelt er fascinerende, men fortænkt og trættende.
***
EN GIGANTISK skibsside tårner sig op i scenens fulde bredde og højde. Er det Titanic på vej mod sit isbjerg? Vi er lige sejlet over havnen i det strålende eftermiddagslys denne eftermiddag og har begravet os i Operaens mørke kube, parat til at synke ind i den mest fantastiske musik, der er skrevet, et sug af erotisk ekstase, og tæppet er endnu ikke oppe, kun en svag fornemmelse af det mægtige, uflyttelige skrog, der skal stå dér urørligt gennem alle tre akter – fortæller rygterne.
Vi skal ud på en stor sejlads, det ved vi. Jo, jo. Den med Isolde, der sejles fra Irland til Cornwall, til Kong Marke. Og den til sidst med den sårede Tristan, der venter på skibet med Isolde. Så ok. Med 2.akten ind imellem. Den, der foregår i Kong Markes dunkle have? Så hvad med den?
AKKORDER
Er det så vigtigt? Måske ikke. Vi begraver os i musikken, i den glimrende dirigent Jiri Kouts fremmaning af forspillets mytiske første takter og langsomme videreudvikling af det, vi brugte timer og næsten år i studietiden på at analysere og endevende: De to grundtemaers ledemotiviske betydning, de formindskede septimakkorder, der ikke opløses og derfor rummer det meste af et årtusinds definitive dødssejlads for den vesteuropæiske musik, mindre kunne ikke gøre det, og vi kunne – for ligesom at søge ly og tryghed for de historiske dommedagsbasuner – tale teknisk om træblæsernes fordeling af temaet allerede i anden og tredje takt, hæfte os ved den dybe obo, engelskhornets, rolle – et varsel, jo da, om Isolde-skibet under opsejling i 3.akten, om dødens komme, om kærlighedens forløsning i hendes ’Liebestot’… Und so weiter.
ESSENSEN
Sådan kan man endnu engang – også med denne nye opsætning af ’Tristan og Isolde – rumme oplevelsen af dette kæmpeværk i det forspil og dets udvikling og afrunding i Isoldes og orkestrets vældige udladning til sidst, ’Liebestot’ Kærlighedens fuldbyrdelse og død.
Når man kan det på Det Kgl. nu, er det først og fremmest fordi Kapellet og Kout formår at samle det musikalske forløb i en rytme, der ånder af liv, af en vejrtrækning, der i storm eller vindstille trænger dybt ind i essensen af værket.
Det får os til langt hen ad vejen at se pointerne i Stig Fogh Andersens instruktion, de minimalistiske bevægelser med sangerne, de intenst holdte blikke, den voldsomme spredning i personernes positioner, for så meget desto mere at skabe fortættet effekt, når de – som i kærlighedsduetten i 2.akten nærmer sig hinanden.
Det får os til gengæld ikke til at se, hvorfor det enorme skib skal blokere vores fantasi i denne 2.akt, uanset at videoprojektionernes skov og træer blændes ind over en skibsside, der uhjælpelig ser ud, som er den bygget op af gasbetonblokke. Det fungerer ilde. En Palle Nielsensk ’verden af indespærring og meningsløshed’ argumenterer programmet. Lad os kalde det nærmest det modsatte: En afmontering af den meningsfuldhed, der netop ligger i kærlighedsforløsningen, naturen, den romantiske mystik, opslugningen i en panteistisk vision, som giver dyb mening. Få år efter Wagners ’Tristan’ skriver Debussy sig ind i et tilsvarende tågeland med ’Pelleas og Melisande’ – og efterlader os langt mere spærret inde i en palle nielsensk meningsløshed.
SANGERNE
Den urørlige sammenhæng med musikkens åndedrag i orkestret forlænges som ventet af Tina Kibergs Isolde, der som tidligere bæres af en stor intensitet, nu måske endnu mere bevidst i nuancerne, vreden og den determinerede beslutning om at søge mod døden i første akten, gløden i anden-akten, og forløsningen i tredje. (Se i øvrigt jubilæumsartiklen om Tina Kiberg til teatrets ’Tristan’-program 13.5.)
For Johnny van Hal er det på en måde det forventede gennembrud som Tristan. Han har formidabelt styr på sin teknik i det enorme parti, tonedannelsen er præcis og usvigelig sikker – men endnu præget af en tørhed i al den tekniske omhu, den kræver for at beherske forløbet. Det hæmmer udtrykket, der jo i den grad skal ligge i stemmens frie bevægelighed, mere end i aktion på scenen.
På det punkt er den tredje helt store rolle som iagttageren og spilfordeleren Brangäne, Isoldes kammerpige, lykkeligt i hænderne på Randi Stene, der fylder den med varme og stor menneskelighed. Hvor Christian Christiansen nok kan lægge rørende ubehjælpsomhed ind i den offervillige Kong Marke, men også får gjort ham mere kedelig end storladen. Og stemmemæssigt ustabil er han i modsætning til John Lundgren og Michael Kristensen, der som Kurwenal og den unge sømand skaber betydelig vokal tryghed.
SCENOGRAFIEN
Scenografien trænger sangerne langt frem mod rampen. Det skaber en vokal sammenhæng med orkestret, der på en måde understreger, hvor instrumentalt sangpartierne er tænkt.
At scenografien samtidig i sin fortænkte idé er nærmest morderisk at se på gennem fire og en halv time uanset lysmanipulationer, betyder ikke at man nødvendigvis skal overvære forestillingen med lukkede øjne. Men det hjælper ind imellem.
