DESPERADOEN STRINDBERG

 
P.O. Enqvists ’Tribadernes nat’ på Betty Nansen Teater er blevet en moderne klassiker, der banker lige ind i nutidens kønsrolle-debat. 

Spiller på Betty Nansen Teatret indtil 3. november. Ikke mandag. Derimod også søndage kl. 15.

*****

”DU har sådan en fin lille kvinde inden i dig,” siger den lesbiske Maria David til Strindberg.
En hån. Som udløser latter hos publikum. Latter – som reaktion på den overraskende, sylespidse uforskammethed: At beskylde den totalt selvoptagne, mandschauvinistiske Strindberg for at rumme kvindelige egenskaber!
Flemming Enevold får Strindberg til at ligne en skoledreng, der har fået et flammende, uventet lussing. Mens Tilde Maja Frederiksen, der spiller Maria, står der og betragter ham med blid, overlegen kølighed.
Hun har lammet ham et øjeblik. Og medlidenhed er der ikke meget overskud til hos os. Medlidenhed med en forfatter, der i hysterisk desperation slår om sig med al sin had-kærlighed til kvindekønnet – mest had, men jo: Kærlighed kan også graves frem mellem hans strømme af nedrigheder over for kvinder, in casu de to kvinder, der figurerer i stykket, hans netop fraskilte kone Siri von Essen – i Paprika Steens overvældende skikkelse – og outsidervæsenet, den let gådefulde Maria David, netop så gådefuld og foruroligende som lesbiske kvinder var på Strindbergs tid.
Livsfarlige, men fascinerende. Ordet ’tribade’ er udledt af et græsk verbum, der betyder at ’gnide’ eller ’gnubbe’.

I KØBENHAVN

Replikken er et fascinerende nøgleøjeblik i ’Tribadernes nat’. Herfra gror desperadoen Strindberg for alvor ind i sit kaotiske hjælpeløse nederlag over for de to kvinder. 
’Tribadernes nat’ var Per Olov Enquists dramatiske gennembrud. Stykket er knyttet til København på den måde, at det handler om opsætningen på Dagmarteatret (der lå der, hvor Dagmarbiografen ligger nu) af Strindbergs ’Den stærkeste’, der i 1889 kom til at gå én eneste gang, men siden er blevet hyppigt opført.
Enqvist leger med, hvad der sker under prøveforløbet på Dagmarteatret. Strindberg kæmper med Siri von Essen, som han har det ad helvede til med, og som kører sig eget forsøg på af få gennembrud som skuespiller, og derfor selv har hårdt brug for at få en succes ud af ’Den stærkeste’.
’Den stærkeste’ handler om to kvinder, der slås om den samme mand, med Siri som indehaver af alle replikkerne og den anden som hendes tavse modspiller. Meget raffineret og ondt.

LATTERVÆKKENDE
   
En fjerde person er med i billedet, en dansk 2.rangs skuespiller ved navn Viggo Schiwe, der er prygelknabe for hvad som helst. Strindberg har faktisk i det virkelige liv brugt ham som tjeneren ’Frøken Julie’ i 1889, og Per Olov Enqvist lader i ’Tribadernes nat’ Strindberg håne og drille den arme mand for alt, hvad han rører ved.
Jens Jacob Tychsen gør Schiwe eminent komisk i sin loyalitet over for Strindberg og lattervækkende forsøg på gøre sig nyttig. Der kommer et helt shownummer ud af det, da Strindberg praler af sit lems format – ’seksten gange fire centimeter’… og Schiwe spiller glad med på udmåling og vurdering.

UDE AF KONTROL

Flemming Enevolds Strindberg – jo, som sagt har han skabt en mand, der godt kan kalde en vis medfølelse frem hos os. Ganske ukontrolleret som han er i sine bestræbelser på at få ret og hævde sig, totalt paranoid over for den kvindepower, som han ikke kan finde ud af at stille noget op imod – andet end at te sig som et uartigt barn over for denne Siri von Essen, som Paprika Steen får til at svinge fra den mest rablende aggression over for den hensynsløse stodder, hun har fået børn med, til inderlig desperation over sin socialt og karrieremæssigt pinefulde situation.
Paprika Steens kortåndede latter kommer som hug fra en økse, raseriudbruddene som detonationer, fortvivlelsen som sitrende tilnærmelser til redningsplanken, lesbiske Maria.
Hos Schiwe er der ikke noget at hente, han er i al sin vindbeutel-dans omkring Strindberg uden for rækkevidde. Kun til at ignorere. Undtagen for publikum.
Det er et stærkt gensyn med Paprika Steen på teaterscenen.

TO NIVEAUER

Peter Langdal har bygget den infernalske prøvesituation op omkring en scene i to niveauer med publikum i to store blokke i hver sin ende af salen og med flere mulige udgange for de fire medvirkende – som er instrueret med skarpt blik på de lattervækkende sider, der ustandselig stikker frem i det enerverende spil og den uafladelige magtkamp mellem mænd og kvinder, i hvert fald de mænd og kvinder, der har psyke og styrke til at bide til, så langt det rækker.
Moderne appel? Mon ikke. Der er udmærkede budskaber til de herrer og damer i det danske samfund anno 2012, som er i stand til at høre efter.

GregersDH.dk