KLAR TIL SPRINGET

Stortalentet Trine Bastrup Møller vil ikke drømme om at gå på støtten. Selvom freelancetilværelsen som operasanger er hård.

Interview: Gregers Dirckinck-Holmfeld
Foto: Thomas Nielsen

—————————-  

ØJNE, der er så grønne som irske golfbaner.
Det er bare et af talenterne.
Et andet sidder i stemmebåndene. En klingende mezzosopran.
Og så det, der også skal til: Scenetalentet.
I foråret fik Trine Bastrup Møller Reumert-talentprisen. Især for sin præstation som pagen Valletto i ’Poppeas kroning’ – Operaens sensationelle opsætning af Monteverdis mesterværk. En rolle, hvor hun var på scenen næsten konstant og både morede og imponerede. En ægte sanger-skuespiller. 

– Næste store opgave?

”Rosmira i Händel-operaen ’Partenope’ til oktober. Men det er som ’cover’ for Tuva Semmingsen.”

– Så du kommer måske slet ikke PÅ i en eneste af de otte opførelser?

”Sikkert ikke. Men jeg indstuderer selvfølgelig hele partiet. Og jeg følger hver eneste prøve, så jeg kan springe ind, hvis det skulle blive nødvendigt.”

– Barske vilkår.

”Jamen, sådan er dét. Den slags er vi vant til som operasangere. Og Tuva bliver fantastisk i det parti. Hun er jo en af operaens stjerner, og jeg er ny. Hun hører til den faste stab. Jeg er free lance. Hvis jeg ikke kommer til at synge partiet i denne omgang, så har jeg det til en anden gang.”

– Måske i udlandet?

”Det er klart. Men jeg vil faktisk helst være her hjemme. Jeg er ikke vild med at rejse.”

– Du har eller fået din uddannelse i England.

”Ja. Det var da jeg var færdig med de fire år på konservatoriet herhjemme. Jeg fik lyst til at se, hvordan jeg kunne komme videre. Jeg søgte optagelse på Royal Academy i London, tog tre år der, og det var mægtig godt. Dér kom jeg over noget af min generthed. Jeg har altid været ret tilbageholdende og genert. Også i skolen i sin tid. På Royal Academy er det led i uddannelsen, at man er med i tre produktioner om året. Regulære operaopsætninger. Dér fandt jeg for alvor ud af, at det er på scenen, jeg overvinder min generthed. Det bliver det rollen – spillet – det handler om. På scenen har jeg det godt. Dér finder jeg min udtrykskraft.”

– Nu skal du så netop ikke på scenen i Händel-operaen. NOK ikke…

”Nej. Men så pusler jeg med flere andre ting. Sammen med pianisten Julie Andkjær Olsen laver jeg koncerter. Vi har f.eks. brugt ’Litteraturhaus’ i Møllegade. Vi har også sammen med mezzosopranen Maria Hanke og nogle andre lavet en forening. For at få gang i nogle fælles initiativer. Den hedder ’Elfenbenstårnet’. Sådan en forening har den fordel, at den registreres. Så er det nemmere at styre økonomien, når vi søger penge til projekter. Vi planlægger en opførelse af Lars Johan Werles opera ’Kvindekævl’ på Plex til februar. Vi har også søgt Kulturfonden om støtte til en scenisk opførelse af Arnold Schönbergs ’Das Buch der hängenden Gärten’. Der bliver nok at lave. Hvad enten vi får penge eller ej.”

– Ellers: På støtten?

”Det vil jeg ikke drømme om. Det dur ikke at melde sig arbejdsløs og skulle påtage sig andet arbejde. Der ligger så enormt et forbrug af tid i forberedelser og indstuderinger. Man må klare sig så længe. Og lige nu har jeg Operaen.  Nogle måneder.”