Teater Møllens ensemble i ‘Tilbage til Haifa’ (Foto: Søren Godtkjær)

*

*

*

*

*

*

*

SOM ET STYKKE KAMMERMUSIK

Den håbløse konflikt mellem jøder og palæstinenser blotlægges med matematisk klarhed i familiedramaet ’Tilbage til Haifa’ på teatret ’Møllen’ i Haderslev.

’Tilbage til Haifa’ spiller på ’Møllen’ i Haderslev til og med 28. august.

*****

DRAMATIK – nærmest som hentet ud af dagens forsider og nyhedsprogrammer! Det er vi ikke forvænt med. Vi oplevede det med Caféteatrets Breivik-stykke for to sæsoner siden. Og vi oplever det med Haderslev-teatret ’Møllen’s nyeste produktion, som havde premiere i aftes. Titel: ’Tilbage til Haifa’.
Så er vi klar over, hvor vi er henne. Palæstina-Israel konflikten. Ganske vist ikke en historie hentet fra Gaza og Israels desperate myrderier.
Bare tæt på. En historie, der rusker helt aktuelt, selvom den handler om hændelser, der ligger over halvtreds år tilbage. Men Israel-Palæstina konflikten er uløselig og lige så uforgængelig som gordiske knuder. 1948 – 1967 – 2014. Intet er grundlæggende forandret.

FLUGT

Et palæstinensisk ægtepar vender i 1967 tilbage til det hjem i Haifa, de tyve år tidligere blev fordrevet fra af jødisk og engelsk militær. De måtte dengang flygte fra et spædbarn.
Fra 1948 er deres lejlighed blevet beboet af et jødisk ægtepar, som er undsluppet Auschwitz, er emigreret til Israel og tildelt Haifa-lejligheden mod at adoptere det ’forældreløse’ hittebarn, en dreng. Manden er siden død, og moren er alene med sønnen.
Nu ringer det palæstinensiske par på døren. En konfrontation, der får dilemmaerne til at komme susende. Drengen er vokset op som var han jødisk født. Han er i den israelske hær. Nu afviser han desperat at acceptere sine biologiske forældre.
Mere kommer til. Begge mødre mobiliserer deres respektive, blødende moderhjerter med fortvivlede og fortvivlende argumenter. Et kaos af gensidig forståelse og beskyldninger. Den jødiske mor serverer kaffe, men gæsterne vil ikke drikke kaffe, og den palæstinensiske mor stiller på et tidspunkt, næsten pr. automatik og af gammel vane, de urørte kaffekopper tilbage i det skab, som stadigvæk er ’hendes’.
Den palæstinensiske far svinger mellem maskulin stolthed og nationale retfærdighedskrav, forsøger at tæmme morens argumentationer, og tager en uløselig kamp op med sønnen om, hvad der ligger i, at den unge mands ’Vi alle er mennesker’. Der skal være plads til os alle.

KAMMERMUSIKALSK

Dilemmaet er i sig selv anledning til stærkt teater, brandfarligt og vedkommende. Tilmed håndteres det og bredes ud med stor effekt takket ved en iscenesættelse, der løser konfliktstoffet med oplagte og gennemtænkte kunstneriske midler. Scenografiske og musikalske, som tilføjer den psykologisk hårrejsende problematik dramatisk svæv.
Alle de medvirkende kan spille på forskellige instrumenter – det er vist et kendetegn for ensemblet på ’Møllen’ – så de kan svinge fra arabiske melismer til klezmer-musikalsk djærvhed, som det falder dem ind. D.v.s. som det falder instruktøren Gitte Kath ind – og måle det ud i veltimede indslag og indgreb i forløbet. Den palæstinensiske mor, der spilles af Uta Motz, kan eksempelvis spille violin og endda synge ultra dæmpet som havde hun indbygget en skalmeje i struben.
Den dobbeltmusikalske finale, en slags koda, opleves næsten som en kammermusikalsk, mozartsk ensembleeffekt. Og er samtidig eksempel på en ensemblekunst, der får Gitte Kath til at etablere fortællingen fordelt på flere af de medvirkende: Klaus Andersen og Ole Sørensen, der er den hjælpeløst forbitrede palæstinenserfar, Thomas Jacob Clausen – det unge offer for den umulige konflikt, og hans statelige mor, som spilles af Connie Tronbjerg.
Stykket er baseret på en tekst af den palæstinensiske digter og journalist Ghassan Kanafani, som var aktiv i den palæstinensiske modstandsbevægelse, indtil han blev dræbt ved et bombeattentat i Beirut foranstaltet af israelske agenter i 1972.

gregersDH.dk