Fra Bind 1, s. 100: gengivelsen af Axel Nygaards tegning af tidl. justitsminister P.A. Alberti i cellen i Domhuset på Nytorv: Alberti, efter at han 8. september 1908 havde meldt sig selv for bedrageri. I løbet af sine to år på Ekstra Bladet tegnede Axel Nygaard et halvt hundrede nærgående tegninger af Alberti. Denne tegning blev kulminationen. Også på Nygaards beskæftigelse med satiretegningen. Han skiftede fra Ekstrabladet til Politiken og dyrkede dér de enkle, lette og yndefulde stregtegninger af mennesker og miljøer, især i København.
JAGTEN PÅ ØJEBLIKKET
Det utrættelige legebarn Claus Seidel har taget det store livtag med sit fag bladtegningen og dens danske historie.
Claus Seidel: ’Til stregen’ Bladtegningen i Danmark. 3 bind, 1.100 sider, 1.300 tegninger. Gads Forlag. Kr. 599,95
‘ET LEGEBARN’. Det sagde jeg om Claus Seidel i min hyldest, da han fejrede sit 50 års tegnerjubilæum på Det Kgl. Bibliotek i 2016. Jeg uddybede det: ”Jobbet er at være tegner. Sindet er at være et legebarn.” Job og leg. To sider af et kompliceret kunstnertemperament.
NU har han skrevet og fået udgivet mammutværket ’Til stregen’. En bibliofil pendant til kolossen på Rhodos. Tre bind, 1.100 sider, 1.300 tegninger. Vægt: 6½ kilo. Som en vægtløfter hæver man bind for bind, blader, stopper ved tegning efter tegning, fordyber sig, nyder, undres, genkalder sig de næsten glemte, forbløffes over de aldrig før sete. Det handler om danske bladtegninger og deres ophavsmænd gennem mere end hundrede år. Historier, analyser, anekdoter og ja: Tegninger. Udført af over 100 tegnere. Claus Seidel har været i gang med værket i mere end ti år. Jeg har fulgt ham i processen gennem en stor del af tiden, mens vi arbejdede med hver sit på Det Kgl. Bibliotek. Og mens vi i det samme tidsrum forenede vores anstrengelser i et tegner/anmelder-samarbejde om teateranmeldelserne på den blog, der bærer mit navn. Og i 2019 begik en fælles udstilling på Teatermuseet i Hofteatret.
DET store trebindsværk? Det havde vi ikke så meget snak om i de år. I det hele taget: Ikke så meget snak. Vi var sammen i teatret. Jeg skrev. Han tegnede. Claus var på jobbet. Som han i den grad altid har været det. Med en professionel holdning til opgaverne, der har været ufravigelig på de aviser, han selv har været ansat ved i tidernes løb, Land og Folk, BT, Berlingske, Weekendavisen. På de forlag, hvis bøger han har tegnet til og de bøger, han selv har skrevet. Og siden 2007 de i perioder næsten daglige tegninger til mine teateranmeldelser på bloggen. Midt i det hele havde han sin mangeårige funktion som formand for Danske Bladtegnere. Plus opbygningen og varetagelsen af Det Kgl. Biblioteks store samlinger af bladtegninger og den omfangsrige tilrettelæggelse af utallige udstillinger på Det Kgl. Bibliotek. Kender man nogen, der har været på jobbet, så er det Claus Seidel.
JO, han er bestemt et legebarn, men han er mere end det: Legen er en fundamental pligt for ham. Når det hedder sig – som Politiken skrev i anledning af den kommende udgivelse af ’Til stregen’ – at Claus Seidel nærmest var blevet beordret af bibliotekets direktør, afdøde Erland Kolding Nielsen, til at gå i gang med at skrive de danske bladtegneres historie – så er det næppe helt forkert. Men det har samtidig været en indlysende og lystbetonet pligt for Claus Seidel. Hvem skulle ellers gøre det? Tingene og opgaverne er kommet til ham. Han var anbragt dér, hvorfra opgaven kunne løses. Han har sagt ja. Hurtigt og betingelsesløst.
SOM altid ramt på sin instinktive kamplyst. Det læser vi om i kapitlet om Museet for Dansk Bladtegning, der blev oprettet i 1998. En beretning om, hvordan dynger af originaltegninger hobede sig op hos tegner efter tegner. Hos hans kolleger, hans samtidige og hans forgængere. På deres tegnestuer, i dagbladenes arkiver – nogle gange ordnet systematisk, mange gange hulter til bulter. Skitser eller færdige, daterede eller udaterede. Der måtte ske noget med alle de tegninger. Det hele tit efterladt hos arvinger, der ikke anede, hvad de skulle stille op med det alt sammen, og derfor med risiko for, at lofter, pulterrum, stuer og arbejdsværelser blev tømt og tegninger hældt i skraldespanden under oprydning. Undtagelsesvis alligevel gemt og opbevaret. Som hos Hans Bendix, hos Eiler Kragh. Eller hos Bo Bojesen, der tilbød sin pertentligt arkiverede samling af ’Dagens Tegning’ i Politiken, da han hørte om museumsplanerne. Igen havde man oplevet en lynreaktion fra Det Kgl. Biblioteks chef, som, ringet op en dag på en mobil af Claus og journalisten Eva Bendix, uden tøven sagde: ’Vi laver et museum!’ Og Seidel, der omgående svarede: ’Det gør vi!’
KAN man sig ja for hurtigt? Ikke hvis man skal efterleve sin natur og sine ambitioner. Det har Claus Seidel gjort med bogværket ’Bladtegningen i Danmark’. Han har kastet sig ud i, hvad man forventede af ham, og gjort det med den lyst, der drev ham. Natur og ambitioner. Men opgaven har været umådelig, og når jeg læser og studerer de tre bind, er det med oplevelse på oplevelse, der er en blanding af henrykkelser og ærgrelser. Seidel har delt bogen op i en langt række kategorier: Reportage, teater, satire, portrætter, vignetter, striber, vittighedstegninger, bogillustration og endnu flere kategorier, f.eks. et kapitel om de famøse Muhammed-tegninger – Seidel var selv en af de tolv, der bidrog i Jyllands Posten 30. september 2005. Oven i kan man læse særlige afsnit om bladtegnermuseet og om bladtegnernes forening. Alt har skullet med. De fleste af kategorierne er igen opdelt i kapitler, der sorterer tegnerne og deres tegninger under de aviser og blade, de har arbejdet for. Systematisk og logisk ser det ud. Velordnet. Men for læseren flyder kategorier og kriterier let sammen og overblikket tabes.
EN særlig kategori, ’Dagens tegning’, er anlagt som den største, fyldt af brillante og vigtige, vittige, vanvittige, bløde eller hårdtslående tegninger, der hver for sig sagtens kunne være anbragt under reportage-kategorien eller satire-kategorien. Eller et tredje sted. Eksempelvis i den kategori, der hedder ’Den loyale artikelillustration’. Vil man følge bestemte tegneres præstationer og udvikling, må man rundt i forskellige afsnit for at læse om dem og se deres tegninger. En spændende jagt efter nåle i farverige høstakke, mangfoldige som markens liljer. Og hvad gemmer der sig ikke i distraherende sidespor undervejs? Man kommer nemt på afveje.
DET kan selvfølgelig alt sammen være, hvad det være vil. Det har sin underholdningsværdi – man springer på. Frem og tilbage i kapitlerne og i sværvægts-bindene. Undres af og til. Men lever med i, at en yndefuld Alex Secher-tegning fra Besser Rev på Samsø figurerer i Reportage-kapitlet og anbringes i selskab med Bob Katznelsons lynportrætter af journalister fra et debatmøde på et Folkemøde på Bornholm og fine streger af Henrik Flagstad og Anette Carlsen Harder fra netop Folkemøderne. Levende reportagetegninger. Seidels eget portræt af Geert Wilders f.eks.
NU har jeg så snuppet tegninger fra det første kapitel i bind 2, der som sagt har titlen ’Reportagetegningen’. Holger Worm fra Politiken eller Otto C. fra Berlingske Tidende – de tegner doktorander og opponenter under disputatser. Aktuelts Hans Lollesgaard tegner åndeløst heste i løb. Der er sus af reportage over Anton Hansens oprørte folkemængde i en Ekstrablad-tegning, da han i 1911 trækker sin skarpladte blyant under en københavnsk sporvejsstrejke. Men så Alex Sechers totale stilhed ved Besser Rev. Eller Politikens Des Asmussens mættede middagshede-stemning fra et provencalsk landsbytorv. Vi er herfra til evigheden. Men der står altså Reportagetegning over kapitlet. Jo da. Kan tanken være, at vi skal se dramatiske kontraster? Ha’ et skub for at se og undre os? Måske. I så fald lykkes det. Set sådan, kan Secher og Des Asmussen figurere hvor som helst blandt de mange kategorier. Ligesom Aage Sikker Hansens tavse, vintertunge billede af en mark i tøvejr 1945 – en forside af Politikens Magasinet 1945 i fuldt format. Frysende smukt. Men reportage?
SÅDAN kan man vandre rundt i kapitlerne, sådan skal vi være parat til blive forbavset, væltet omkuld af konstellationer, modstykker, spekulere over hensigt eller tilfældighed. Herligt, ok. Blive forbavset over, hvor mange af billedteksterne, der byder på gåder og spørgsmål. Ikke mindst i det store teater-kapitel, hvor man kan tilbringe minutter, nogle gange timer med at researche videre på tegningernes motiver og tidspunkter. Er den mageløse Jensenius-tegning af Bodil Ibsen i Marivaux’s ’Den gale fra Chaillot’ fra en opførelse på Det Kgl. i 1956, som der står under billedet? Næh. Den må være fra Folketeatret. Man bliver nysgerrig på, hvem den turbanprydede yngling ved navn Henry Sekjær på Det Kgl. Teater mon er, tegnet af Otto Frederiksen i 1942. Det viser sig at være barytonen Henry Skjær som Zurga i Bizets ’Perlefiskerne’. Sjovt at pusle med selv at skulle finde ud af det. To fine streger viser Maria Rich og Klaus T. Søndergaard på Odense Teater, tegnet af veteranen Hjørdis Plato. Man ringer rundt. Maria Rich på Odense Teater? Et ’u.a.’ – ’uden årstal’ ledsager billedteksten, som utallige andre billedtekster. Tegningen må være fra en opførelse af ’De lystige koner i Winsor’ i 1997, da Maria Rich var elev på Odense Teater. Så ved vi det. Hvis vi selv gider finde ud af det. Det er et mindre problem at konstatere, at Erik Stender fra Ekstra Bladet har tegnet alle fire ’Klyder’ i Brøndsalen i 1979. Ikke kun Lykke Nielsen, Jesper Klein og Tom McEwan, som teksten fortæller. Jess Ingerslev sidder ved Lykkes fod og klimprer på sin guitar. Han ville være ked af ikke at blive nævnt, hvis han levede. Men i givet fald trøste sig med, at den samme tegning af Klyderne også er gengivet i bogen ‘Fra 1. række’, som Claus Seidel og Hannibal Munk redigerede for Det Kgl. Bibliotek i 2014. Dér er Jess Ingerslev med i billedteksten.
SKAL man gø over de virkelig mange ’u.å.’- uden årstal? Det er da vel tegningerne, det drejer sig om? Selvfølgelig. Men det er ligegodt ærgerligt, at så mange tegninger ikke relaterer til anledningen, stedet, tidspunktet, begivenheden. De tre store bind skulle gerne kunne bruges lang tid fremover som opslagsværk, og ikke kun ligge der og tynge hjemmenes sofaborde til lemlæstelse. OK. Det er som sagt en del af fornøjelsen, når man pløjer bøgerne, at bruge tid på at efterforske og fordybe sig i dét, man synes man mangler at få at vide.
IND imellem er det en fornøjelse af at læse flere af Claus Seidels kapiteltekster med hans gennemgange af de mange tegneres udvikling og placering i forhold til bladredaktioner og tegner-kolleger. Og karakteristikker af de enkeltes specialer, med citater af, hvad tegnere selv har sagt – en del af de tegnere, der er med, har skrevet bøger om deres liv og deres arbejdsmetoder, eller har været genstand for glimrende biografier. Dér har Seidel kunnet hente godt stof. Seidel er undertiden meget, undertiden mindre velskrivende. Dér hvor han på Museet i Det Kgl. Bibliotek har leveret så mange fine, korte og præcist formulerede tekster til udstillingerne, er det som om kæmpeopgaven med at holde styr på det samlede opus, nogle gange bringer hans skrivende færd på træls vandring. Gentagelser, stereotype formuleringer. Men herligt, når han er på toppen med gengivelser af sine egne og andres, f.eks. Hans Lollesgaards, arbejdsprocesser. Jo mere personlige beretningerne er, jo bedre. Jo mere engagementet og forståelsen for andres tegnekunst driver ham, jo tryggere og gladere er man for læsningen. Fejl og undladelser prøver man at leve med. Under jagten rundt i kapitlerne på tegneren Per Marquard Otzens udfoldelser i Information, Ekstra Bladet og Politiken, støder man på, at Marquard Otzen kom til Ekstra Bladet i 1969 ’inviteret eller lokket af redaktør Jacob Ludvigsen.’ Det gjorde han ikke. Jacob Ludvigsen var slet ikke på Ekstra Bladet dengang. Otzen blev inviteret af kroniksiden ’Vinduet’s redaktør og tegnede til ’Vinduet’ i 2½ år. Og kun dér. Ikke til avisen i øvrigt.
I DEN sidste fase af den lange proces har Claus Seidel givetvis været påvirket af de voldsomme strukturændringer og nedskæringer, der har fundet sted på Det Kgl. Bibliotek, og som har medført nedlæggelse af hans funktioner som museumsforvalter og organisator af bladtegner-udstillingerne. Højre- og venstrehænder i hans lille, flittige biblioteks-enklave har til sidst været mere eller mindre forsvundet. Bl.a. Pelle Sadolin og Hannibal Munk – der dog er nævnt i kolofonen som konsulent. Af Gads Forlag har det været mere eller mindre overladt til Seidel selv at stå for store dele af den grafiske tilrettelæggelse af bøgerne. Hvilket en mand som Claus Seidel gør uden åbenlyse falbelader. Sådan er han. Kontant, ferm og praktisk.
Dér står så ’Til stregen’ nu med sine tre bind i stor, solid kassette og ligner en skulptur af billedhuggeren Peter Bonnén. Fliden, arbejdslysten og ambitionerne hos Claus Seidel har manifesteret sig. 1300 tegninger affødt af over 100 tegneres spontane eller omhyggeligt tilrettelagte jagt på øjeblikket og idéen. Måtte dette bibliofile værk blive brugt, læst og studeret. Og holde længere end kolossen på Rhodos, der vist forsvandt i havet under et jordskælv.
gregersDH.dk