Christian Hetland, Matias Hedegaard Andersen og Julie Buch-Hansen i ‘Til mine brødre’ på Aarhus Teaters Studie Scene (Foto: Rumle Skafte)

UDSIGT TIL DANNEBROG

Aarhus Teaters nye husdramatiker Peter-Clement Woetmann går så tæt, han kan komme på danske soldaters krigsvirkelighed og det evangelium, der skal støtte dem.

Dramatiker: Peter-Clement Woetmann. Iscenesætter: Annika Silkeberg. Scenograf: Igor Vasiljev. Medvirkende: Matias Hedegaard Andersen. Julie Buch-Hansen, Michael Lundbye Slebsager, Christian Hetland og Kjartan Hansen.

‘Til mine brødre’ spiller på Aarhus Teaters Studie Scene indtil 19.marts. Stykkets seksten scener er trykt i teaterprogrammet.

****

’AND they jumped forward – crying ‘Marmelade!’ En sætning fra et engelsk stykke, vi læste I gymnasiet. Stykket hed ’Journeys End’. Vi elskede den replik. Den var sjov, den var flot, det var inkarnationen af engelsk humor. Galgenhumor. De beundrede englændere, vi rendte rundt på gaden og tiljublede. Montgomery, der sagde, at den danske modstandsbevægelse var ’second to none’, og det var flinkt af ham, men vi vidste godt, at heltene var hans egne folk. Typer som dem, der ved Vestfronten under 1. verdenskrig kastede sig frem fra skyttegravene crying ’Marmelade!’
Dramaet blev lyslevende med den replik.
Fiktionsdramatik. Vi vidste godt, at virkeligheden var blod, sved og smadrede soldater.
Men altså fiktion. Ligesom det stykke, vi nu ser på Aarhus Teater med titlen ’Til mine brødre’, skrevet af den unge Peter-Clement Woetmann, der nu er hyret for en treårig periode som teatrets husdramatiker.
Han fortæller om krigen i Afghanistan, d.v.s. den krig, der er så nær som vi nogenlunde kan komme danske krigsførelse i vore dage. D.v.s. fortæller og fortæller – det er snarere en kæde af udsagn, nogle gange som kortdigte, som overskrifter, som løsrevne rap, konkrete billeder, udråb, enkelte gange foldet ud som skarpt gengivne episoder. I alt seksten scener, reportageagtige hug ind i soldaters oplevelser, beretninger, følelsesudbrud, eller referater af rapporter, militærpolitiske analyser, som skåret ud af officielle håndbøger, en slags moderne Clausewitz-teoretiseren. Eller militærpsykologiske slaglinjer, beregnet på at forklare, stimulere, opbygge soldaters kampvilje, lære dem krigens nødvendighed, fylde dem med fundamenter, der kan gøre krigen logisk, nødvendig, moralsk i orden.

TÆTHED

De seksten afsnit er lagt i munden på fem af teatrets unge skuespillere. En kvindelig, Julie Buch-Hansen, og fire mænd, Matias Hedegaard Andersen, Christian Hetland og Michael Lundbye Slebsager. Linet op i kampuniform eller t-shirts i en dekoration på teatrets lille Studio Scene, kun monteret med nogle sandsække og lidt hyggelige jagttrofæer på væggene, af og til suppleret med monitorer, der i sort/hvide billeder bringer os til nøgne, fjerne afghanske landskaber og bjerge.
De fem soldaters udsagn kan ind imellem lyde som vidnesbyrd, og tætheden på virkeligheden er mange gange så påtrængende, at blodsmag og bombardement flår og sitrer i vores sanser ligesom ’Marmelade!’-råbet eller som luften, der står stille i Remarques ’Intet nyt fra Vestfronten’.
Påtrængende. Men trods alt aldrig så påtrængende som den nærhed, Christian Lollike – i øvrigt med Woetmann som bidragyder – opnåede med ’I føling’, hvor hjemsendte, lemlæstede danske Afghanistan-soldater stod på scenen sammen med jævnaldrende kgl. balletdansere.
Vi lytter intenst og ganske rystede til ordene i Woetmanns ’Til mine brødre’, for ordene er tætte ophobninger af argumenter for rimeligheden i at dræbe, vende ansigtet den anden vej eller allerhelst dræbe på så stor afstand, at handlingen bliver abstrakt. Og indse, at man har retfærdigheden på sin side, enten fordi det er den side Gud befinder sig på, eller fordi vi til enhver tid har retten til at komme fjenden i forkøbet.

USYNLIGE KRIGE

Stykket er i sin struktur et katalog over påvisninger af kriges absurde vanvid. En af de medvirkende beretter om, hvordan han midt i ildlinjen giver sig til at begrave en dræbt taliban-kriger og omgående selv bliver mejet ned, og først vågner op på Rigshospitalet uden ben, uden den ene arm og hudtransplanteret over hele kroppen. Men med udsigt til Dannebrog over Panum Instituttet og trøstet af lægerne: Du er dog i live!
Det er så veteranens trøst og fremtidsvision. Som et beskedent led i en almen fremtidsvision, Woetmann lader glimte: Teknologiske, biologiske krige, der ikke behøver soldater for at blive udkæmpet. ’Usynlige krige, ’krige uden tab’, ’krige uden tårer’, krige uden anger’.
Vi lytter i total tavshed til dette sceniske bombardement af glødende, iskold frontberetning, inden de fem skuespiller får deres premierebuketter, og vi vandrer ud i Århus regnvåde gader.

gregersDH.dk