Mari Mägi, bedstemoren i ‘Tiggeroperaen’ (Foto: Cantabile2)
ET GRUMT EVENTYR
Cantabile 2’s poetisk smukke slyngel-historie om luder-importen fra Østeuropa. En magisk tegneserie i Kaleidoskops pragtrum.
****
SÅDAN lærer man ikke at lave tv-dokomentar på journalisthøjskolen!
Det kunne ellers godt ligne sådan en historie, den, som Cantabile 2 fortæller med ’Tiggeroperaen’ ude i Kaleidoskop2 eller Kanonhallen eller TeaterX, eller hvad vi nu skal kalde det skønne, omtumlede sted på Østerbro.
Meget enkelt: To albanske piger stikker hjemmefra, møder et par raske svindlere, der lokker dem til – det må vel være København. Under påskud om kontorjob, men selvfølgelig: Et bordel. Direkte ekspedition.
Den ene dør på bestialsk vis. Den anden vender hjem til bedstemor. I molesteret forfatning.
Den historie følger vi som en vældig tegneserie – uden et ord, kun nogle få overskrifter projiceret op på væggen. Men sandelig med musik. Marilyn Mazur har hele arsenalet af slagtøj i sving i et hjørne af det store rum, og der sker ikke for lidt i det hjørne: Der er guitar, kontrabas og sax-besætning, vi er nærmest til koncert, hvis det ikke var fordi musikken smyger sig om hændelserne i fortællingen som handsken om hånden.
KUNSTGREB
Forløbet fortælles med mange kunstgreb, men samtidig lige ud ad landevejen. Ethvert barn kan følge historien som et eventyr. Bortset fra at den sandelig ikke kan anbefales til børn, for den er ret grum. Pigerne bliver voldtaget, bedøvet, mishandlet, proppet i bagagerummet på en bil. Den lydløse jammer er stor. Men det hele foregår i et gelinde tempo, næsten poetisk. Episoderne opløser sig i mørket, personerne forsvinder ud i rummet som gengangere, og Cantabile-folkene kan det mest forbløffende med lys og mørke, få ting til danse og svæve, forsvinde og dukke op igen. Umærkeligt. Den ene af bortførerne er skinbarlig cirkuskunstner og bruger sine tricks her, så effekten får uhyggelige undertoner: Han er en charmerende sindssyg, der forfører pigerne med sine klovnerier, en tragisk galning, der ender med at myrde den ene af pigerne i en sado-rus, mens han gnasker popkorn.
OPERA
Cantabile 2 taler selv om forestillingen som en opera. Altså en moderne klon af John Gays ’The Beggars Opera’, som også Brecht og Kurt Weil brugte som springbræt. Siri Haff Andersen, der spiller den ene af pigerne har et par voldsomt dramatiske klagesange i det tonefald, vi kender fra muslimsk kultur på Balkan. Ellers er vi nærmere stum performance gennem denne smukke, nedkølede forestilling, der i patos nærmer sig spanske Garcia Lorca, men i form strejfer det nycirkus, vi har set med f.eks. Kaleidoskops ’Havfruen’. Men jeg kan godt forstå associationen opera. Stykket udtrykker sig med gestus som en klassisk opera.
