Jens Jacob Tychsen, Maria Lucia Heiberg Rosenberg og Louise Fribo i ‘The Sound of Music’  (tegning: Claus Seidel)

TÅRERNE

TRILLER

IGEN

Højt og flot, gribende og fejende over scenen. Som de dog kan på Det Ny Teater. Endnu engang: Ikke et øje tørt.

Instruktion: Daniel Bohr. Scenograf: Paul Farnsworth. Dirigent Per Engstrøm. Medvirkende: Maria Lucia Heiberg Rosenberg, Jens Jacob Tychsen, Louise Fribo, Steen Springborg, Anne Suppli, Michael Lindvad, Ulla Sell, Kim Hammelsvang Henriksen, Carl-Christian Rasmussen, Mikkel Moltke Hvilsom og Clara Rugaard-Larsen m. mange flere.

’The Sound of Music’ spiller året ud på Det Ny Teater

*****

”IKKE et øje tørt” lød overskriften i min anmeldelse af ’The Sound of Music” på Det Ny Teater i januar 2004.
Nu må lommetørklædet så frem igen. I hvert fald – bare for et nævne et enkelt sted i forestillingen – da Maria er vendt tilbage fra klostret og står over for kaptajnen, og hun dirrer som et espeløv, musikken dirrer med, luften står stille, og kaptajnen stammer som en skoledreng, der er forelsket for første gang og ikke kan få ordene frem.
Også vi dirrer minsandten med, for øjeblikket er jo gribende, men også komisk, for man rammes af, hvor meget scenen ligner dem, der er en million af i amerikanske soap-serier.
Pigen, der med den kridende, hvide uskyldighed og manden med stoltheden og de lammende hæmninger.
Rodgers og Hammerstein kan det dér med at fange os på ét ben. Og Daniel Bohr, der har instrueret på Det Ny, er en mand, der er i stand til hæmningsløst at viderebefordre forelskelsens banale substans, så tårerne vælder.

HELTEN

Det hele kommer med i denne ’Sound of Music’: Duften af nonnekloster med den dunkende, undertrykte seksualitet, den katolske messe-summen af overjordisk tilgivelse, kaptajn von Trapps ’syv syngende søskende’ med deres henrivende uskyld, Deres far, der – med liv, slot og karriere på spil – modigt affejer nazismen, da den tager over i hans land Østrig – han ville være en klart skåret heltefigur i en Ingemann-roman, hvis vi befandt os i en nordisk sammenhæng. Ingen vaklen. Kun rene holdninger. I krig som i kærlighed. Genert er han oven i købet. Jens Jacob Tychsen er uovertruffen i rollen.
Næsten alle forventede krav til en ny opsætning af ’Sound of Music’ indfries.
To medvirkende er gengangere fra dengang: Michael Lindvad som hushovmesteren Franz og Ulla Sell som hans kvindelige kollega Frau Schmidt.
Alle andre er nye: Steen Springborg som fedtet koncertarrangør og Anne Suppli som den noble dusin-donna, wienerinden Elsa, som Trapp køligt ekspederer hjem – da perlen i hans liv indfinder sig. Nonneaspiranten, der kan både synge, rive de syv børn ud af den militaristisk-disciplinære galskab, se Trapp rødmende i øjnene og svæve til ham som en frelsende engel.

TO SOPRANER

Nu bliver hun sunget af Maria Lucia Heiberg-Rosenberg med den umiddelbare, selvfølgelige charme, der kan flytte bjerge. Ind og ud af klosteret kan vi så sammenligne hendes sopran med abbedissen Louise Fribos. Kunne de bytte roller, abbedissen og aspiranten, så glimrende og dejlige musical-kunstnere de begge er?
Egentlig ikke, for de er begge som skabt til hovedrollen. De kunne alternere, Maria med den kødelige, varme udstråling og stemme, Louise med den klokkeklare, slanke, instrumentalt førte sopran. Alderen har de begge til rollen.
Lige meget. Tænk dog, at have dem begge sammen på scenen, abbedissen og aspiranten!
Sådan er det, og vi må håbe, at stemmerne holder – denne lørdag spillede de forestillingen to gange, og Maria Lucias mellemleje lyder, som om det ikke skal udsættes for ekstra belastninger.
’Sound of Music’ på Det Ny er som helhed flot fungerende. Apparatet med de mange skiftende scener håndteres så selv rumraket-operatører må lade sig imponere. Det kører som i olie. For at buge et forslidt udtryk.
Der er steder i det effektivt dirigerede orkesterspil, hvor musikken savler som overopvarmet, flydende marcipan, og steder, f.eks. ved vielsen i klosterkirken, hvor Rodgers skriver musik, som om det var til en ølfest på et marked og ikke til en kirkelig bryllups-ceremoni.
Glemt noget? Jo det vigtigste: Børnene. De kan synge. Og de spiller komedie, så vi tror på dem.

gregersDH.dk